Den rundspørge, der er basis for artiklen om kommunikation i mediehuse (Journalisten nummer 2), skal ”belyse, hvordan det står til med kommunikationen”. Den viser, om mediehusene har K-folk til at lave interne nyheder. Men ikke, hvordan det står til. Lever de for eksempel i mørke hos Jysk Fynske Medier, hvor der ikke er en K-chef? Er folk i huse med K-chefer varme og lodne indvendigt?

Historien har fem kilder, der lever af kommunikation. Deres budskab er: Kommunikation er bedst. Men hvorfor? Læseren kan æde det råt eller gætte, til ørerne blafrer. Journalisten stiller ingen spørgsmål. Vi har nogle:

Ekspert 1, ejer af K-firma, ryster på hovedet over huse uden K-folk til interne nyheder, fordi ”der er altså forskel på journalistisk formidling og professionel ledelseskommunikation”. Hvorfor er det sidste bedre?

Ekspert 2, ejer af K-firma, fortæller, at hendes kursister fra mediehuse ”er beskæmmede over, hvor uprofessionel deres egen arbejdsplads er med hensyn til intern kommunikation”. Hvordan uprofessionel? Får folk ikke noget at vide?

Ekspert 3 fra Foreningen for Intern Kommunikation siger, at manglen på K-folk gør, at man ikke får målt, om kommunikationen ”virker”. For hvem? Hvordan? 

Ekspert 4, DR’s K-chef, siger om kommunikation, at: ”her er der i mediebranchen et sammenstød, fordi journalister dyrker den håndværksmæssige kultur”. Hvilken kultur? Hvordan ser han sammenstødet?

Ekspert 5, Egmonts K-direktør, siger, at der ”er brug for, at ledelsens retning kommer ud til medarbejderne”. Mener hun, at journalister ikke kan rapportere? Eller at ledelsen bør have en forlænget arm?

Artiklen har ingen cases. Vi har en: Indtil 1972 foregik intern kommunikation i Politikens Hus ved meddelelser fra personalechefen. Røvkedeligt og topstyret, men så blev informationen sat fri. Personalebladet fik et redaktionsudvalg, udpeget af medarbejderforeningerne og tilsat personalechef og administrerende direktør, i dag Stig Ørskov. En af os, Nils-Chr. Nilson, har i flere perioder redigeret bladet, og ledelsen gjorde aldrig forsøg på censur. Det var personalebladet, der oplyste, at der ventede Lars Munch 6 millioner ved hans fratræden.

Ørskov er det eneste islæt i fagbladets artikel, der ikke lovpriser K-afdelinger. 

Med denne sære parodi på kommunikation får bladet fortalt, at vi skal lege, at der ikke er forskellige interesser på spil. For så holder vi måske op med at tale om det? 

Irene Manteufel, freelance, tidl. DR, og Nils-Christian Nilson, freelance, tidl. Politiken

—

Redaktør Øjvind Hesselager har valgt ikke at kommentere indlægget.