Den 27. oktober tager Dansk Journalistforbunds forbundsledelse den spanske ambassadør i skole for et indgreb i pressefriheden.
DJ giver baskeren Enrique Pastor de Gana besked på at sige derhjemme fra Lars Werge, at pressen skal være fri, som var der en påtrængende anledning til at minde det spanske statsapparat om dette.
Det sker med stor selvfølelse og blev lagt op som et åbent brev kl. 12.32 på forbundets hjemmeside, og på både forbundets og formandens facebookside, mens diplomaten var ude i andet ærinde og derfor ikke havde omgående mulighed for at forholde sig til anklagerne.
”Folket i alle Spaniens regioner har ret til frie og uafhængige medier, der ikke må blive kontrolleret af hverken myndigheder eller af politikere,” lyder det fra DJ-formanden i den engelske version.
DJ fordømmer den spanske regerings planer
Det åbne brev baserer sig på den præmis, at den spanske regering står på spring til at sætte de offentlige medier i Catalonien under politisk kontrol:
”DJ fordømmer den spanske regerings planer om at begrænse pressefriheden i Catalonien,” lyder overskriften.
”Den spanske regerings planer om at lade spanske myndigheder overtage kontrollen med de offentlige medieinstitutioner i Catalonien er kommet til DJ’s kendskab,” fortsætter det uden kildehenvisning.
På de ovennævnte offentlige opslag lyder det indledende på dansk:
”Spaniens regering vil begrænse pressefriheden for de offentlige medier i Catalonien.”
”Der foregår nogle overgreb mod de grundlæggende ytrings- og pressefriheder i et europæisk land.”
”Regeringen vil jo ind gennem de lokale myndigheder og kontrollere nyhederne på de her offentligt ejede medieselskaber i Catalonien.”
”Det er en skærpende omstændighed, at det her foregår i EU.”
Overgrebene foregår altså, hævder Lars Werge. Men gør de nu også det?
Kritik fra Jørgen Laurvig
Nej, faktisk ikke. Det er vi nogle stykker, som forgæves har forsøgt at fortælle.
Der gik således ikke længe, før følgende indløb i kommentarfeltet under opslaget på forbundets hjemmeside fra forbundsmedlem Jørgen Laurvig, der er en fagkapacitet på området:
”Kære Lars. Din bekymring for spanske politikeres indblanding i catalansk radio og tv er ubegrundet, da de spanske socialdemokrater har betinget deres støtte til aktivering af artikel 155 med et krav om, at public service-medierne i Catalonien skal fritages for indgrebene fra regeringen.”
(Lovparagraffen omhandler suspendering af regionale selvstyrer i Spanien i en situation som den aktuelle, hvor et selvstyre har overtrådt sine beføjelser mere, end det i forvejen gør på fx uddannelsesområdet – mere herom nedenfor.)
Og videre fra Jørgen Laurvig:
“Hvorfor protesterede forbundet ikke, da de catalanske nationalister i koalitionsregeringen Junts Pel Sí overtog kontrollen med det catalanske tv og forvandlede denne public service-kanal til et propagandaredskab for løsrivelsesbevægelsen?”
Eller ”da den konservative regering efter sin valgsejr i 2011 foretog en udrensning helt ned på redaktionssekretærniveau i det nationale tv, TVE”.
Ikke svar endnu
Der er dags dato stadig ikke kommet svar på hverken Laurvigs eller mine spørgsmål om, hvad det er for kilder, forbundsledelsen bygger sin forargelse på.
Det er nu ikke så svært at gætte med de meget proaktive, stedlige repræsentanter for den catalanske nationalisme in mente.
Det kan bare undre, at et journalistforbund ikke er i stand til at foretage helt basal research og ikke lytter til sine egne medlemmer. Vi er jo faktisk nogle, der har indblik i forholdene og er i stand til at orientere os på de lokale sprog og gør det løbende.
To forkerte præmisser
Brevet fra DJ opererer ud fra to fejlagtige præmisser:
- at der ”foregår overgreb” og er nagelfaste planer om en centralstatslig indgriben i lokalmedierne
- at de catalanske medier ikke har været politisk kontrollerede frem til nu.
Tilsammen giver det den falske præmis, at en forværring af pressefriheden i et hjørne af Spanien er i gang.
Brevet har en del tentative formuleringer om, at der er tale om ”planer”, som forbundet har ”fået kendskab til”, men samtidig formulerer DJ, at det, der fordømmes, allerede ”foregår”.
Brevet væver også vagt omkring, hvad det lige præcist er, man egentlig påstår fra DJ’s side.
Hvorfor denne timing?
Det vil derfor være muligt for afsender at påstå, at brevet skam er generelt ment.
Men hvorfor så denne timing? Det er afsendt samme dag, som den spanske regering omsider så sig nødsaget til at intervenere over for det catalanske selvstyre – men altså ikke de offentlige medier.
Og hvorfor har DJ aldrig henvendt sig til de catalanske institutioner om deres politiske kontrol med de offentlige medier? Og om deres pres på de private medier?
Og hvorfor ikke i stedet henvende sig til PP’s partihovedkvarter? (Partido Popular, et konservativt spansk politisk parti, red.)
Medierne er allerede styrede
Selv hvis en intervention i de catalanske medier reelt var sket fra centralspansk hold, ville det ikke have givet mere politisk styrede medier, for de var max styrede i forvejen. Der ville bare være kommet nye herrer.
Journalister uden Grænser skriver i en rapport om presse- og ytringsfriheden i Catalonien:
”Lokale journalister og udenrigskorrespondenter fordømmer cyberbullying-kampagner på sociale medier samt propagandapres fra den catalanske lokalregering.”
Den frie presse er bestemt under pres i Catalonien – fra den institutionaliserede lokalnationalisme. De offentlige catalanske medier er i årtier blevet brugt til lokalnationalistisk propaganda styret oppefra, sådan som Laurvig gør opmærksom på.
Halvdelen ønsker ikke løsrivelse
Medierne er i den senere tid indgået som endnu et led i den forfatningsstridige proces frem mod en løsrivelse.
Men halvdelen af det catalanske folk, som så mange danskere uden indsigt i forholdene iler med at tale på vegne af, ønsker ikke løsrivelse. De føler sig både som catalanere og spaniere, sådan som det er fremgået af den ene undersøgelse efter den anden i de sidste mange år.
De nægter at træffe det valg, som de catalanske nationalister præsenterer dem for på værste populistiske vis: Enten er du med os, eller også er du imod os.
Enten er du catalansk nationalist, eller også er du spansk nationalist. Det giver selvsagt en del splittelse hos folk af blandet oprindelse, ligesom det i sin tid gjorde i både Balkan og Rwanda.
En løsrivelse er ikke politisk og juridisk mulig uden en ændring af forfatningen, og det er jo sådan, at hvis ting skal foregå demokratisk, kan enkeltgrupper ikke bare blæse på de dele af loven, de ikke bryder sig om. Hele to tredjedele af de stemmeberettigede catalanere ønsker ikke løsrivelse i strid med forfatningen.
Institutionerne har således ageret uden folkeligt mandat.
Tallene for holdningen til løsrivelse stammer fra nylige meningsmålinger fremlagt i det sobre catalanske dagblad El Periódico, som er den største modtager af reklamepenge fra lokaladministrationen ifølge erhvervsbladet Expansión 2/11 og ikke kan forventes at dreje tallene til centralregeringens fordel.
Den catalanske debattør Jordi Gràcia fra Universitat de Barcelona bekræfter mit indtryk af, at den private presse i Catalonien ikke er så fri, at det gør noget, eftersom den økonomiske støtte kommer med visse forventninger.
Hæderkronede aviser som El Periódico og La Vanguardia værner dog ret godt om deres journalistiske integritet, mens en nytilkommen publikation som Ara synes sat i verden alene med propagandistisk sigte.
"Skammeligt"
Jeg kan fra indvandrerbydelen Raval i det centrale Barcelona berette, hvad de antispanske støtteordninger gør ved eksempelvis kulturlivet: Catalansksproget og catalansksindet kultur støttes, mens spansk ditto negligeres.
Det kaldes for normalitzaciò, ”normalisering”, hvilket nok turde kvalificere som orwellsk newspeak, skønt det nationalistiske rationale er, at vi til evig tid har brug for en normalisering i form af en opgradering af det catalanske sprog og den kultur, som for snart mange år siden blev udgrænset af Franco-styret.
Til byfesterne gjalder gaderne således af catalanske båltaler og sange, skønt vi til hverdag næsten alle sammen taler spansk med hverandre i Raval.
Dette kuriøse sprogskifte, når kulturen rykker ind, er ikke noget tilfælde, men resultatet af skæve støtteordninger. Og det har været sådan lige siden slutfirserne, hvor jeg første gang rejste dertil og hørte en videokunstner klage over diskriminationen.
Som mor kan jeg konstatere, at det ikke er muligt at få undervisning på spansk i folkeskolen – det eneste undervisningssprog er catalansk, mens det spanske udgrænses til nogle få timer i ”fremmedsprog”. Der foregår altså en proaktiv fremmedgørelse af de nye generationer over for det ene af områdets to officielle og faktiske sprog.
Det er den nationalchauvinisme, vores alle sammens forbund bakker op om. Jeg finder det skammeligt.
Sara Høyrup rapporterer som freelancer fra Catalonien til blandt andet DR’s ’Orientering’ og Radio24syvs ’Datolinjen’, og er fikser for tilrejsende kolleger.
Journalisten har forelagt Dansk Journalistforbund debatindlægget. Her er DJ's replik:
"DJ kæmper for mediers selvstændighed. Det gælder for medier i Danmark, Europa og resten af verden. Vi har ingen ambitioner om, at vi kan ændre verden, men vi er forpligtet til at gøre vores for at gøre den danske offentlighed opmærksom på potentielle overgreb mod medier i andre dele af verden. Det gør vi blandt andet ved at henvende os til de lokale ambassader.
I sagen om Catalonien lægger DJ sig blandt andet op ad udmeldinger fra European Federation of Journalists (EFJ), som DJ er medlem af. Herfra lyder det den 24. oktober, at man finder, at den spanske stat udøver ”inacceptable political interference in dealing with public service media”.
Interesserede kan læse mere om det sagen i New York Times under overskriften ”Spain Looks to Seize Catalonia Radio and TV as Crisis Mounts”.
Der er naturligvis mange nuancer til enhver konflikt som den, vi ser i Catalonien, og mange interesser er på spil. I DJ laver vi – hver gang vi går offentligt ud og forsvarer medier – vores research, ligesom vi ikke mindst læner os op af de internationale organisationer, vi er en del af. I den proces er medlemmer naturligvis altid velkomne til at byde ind."
Troels Johannesen, kommunikationschef i DJ
12 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Sara Høyrup.
Er El Raval, hvor du bor, for øvrigt ikke netop kendt for at være det kvarter i Barcelona, hvor der netop er et hundrede procents opbakning til regeringen i Madrid?
Sara Høyrup
Hvorfor fortæller du ikke åbent, at du efter dine mange år i Barcelona er blevet inkarneret ultra-højre, og 'brillerne' derfor ikke neutrale i nuværende konflikt?
Din "som mor" udtalelse om, at spansk er blevet forbudt, og du ikke kunne få din datter undervist heri, skriger til himlen på partsindoktrinering fra Madrid. - Og Marlene Wind slugte den råt på KU for nylig.
Og da helt hovedløst, at du bebrejder DJ, at man da ikke havde henvendt sig til PP først.
Du burde vide, at PP er direkte aflægger fra Francos diktatoriske og fascistiske fortid og har en stor rolle i forfatningstilblivelsen i 77,
hvor man listigt fik podet så meget ind af Franco's tanker før hans død - og godt skjult, som vi ser - bl.a. denne menneskerettighedskrænkende passus, at det er ulovligt at gi' sin mening til kende/holde afstemninger.
Forkasteligt at du er så indgroet i Rajoy-styret, at du lader som du ikke er klar over, at nogle af dine kolleger - hos modparten ganske vist - er nødt til i et desperat råb om hjælp at optræde anonyme i små lokalradioer, af begrundet frygt for anholdelse og fængsling, og her beretter om kollegers fængsling en masse (og ikke blot kort tid, men med mange års domsfællelse) grundet i flere tilfælde opdigtede anklager, fordi de anvendte deres ytringsfrihed.
Det lader du hånt om - benægter sågar - hvilket efterlader tanker på behandlingen i fyrrernes Tyskland og den tids medløbere.
'Skamroserne' her på siden bør ha' en dårlig smag i munden og du ligeledes.
Nåmen, vi kom fra det her med, hvorfor Dansk Journalistforbund løber med en halv vind. Det er der stadig ikke kommet svar på fra ledelseshold.
Lige nu demonstrerer tusindvis af catalanere for, at fængslingerne og tilholdene på den afsatte regionsregering trækkes tilbage. Samtidigt forlanger Partido Popular, repræsentanterne for regeringen i Spanien, at TV3, den lokale regionale tvstation, forhindres i at bringe reportager og viden til befolkningen om demonstrationen.
Kilde: http://www.lavanguardia.com/politica/20171111/432798560735/ppc-tv3-manifestacion-barcelona.html
Det spanske regeringsparti har sat den spanske indenrigsminister, også PP, til at administrere regionen. Det nyder en opbakning på ca. 8% i den catalanske befolkning.
Partiet er afsløret i at have ført dobbelt bogføring, er korrupt i helt ekstrem grad, og uden folkelig opbakning i den region, hvis politikere den har sat fra magten, i fængsel som politiske fanger.
Hvis man vil se en opskrift på, hvordan en i forvejen upopulær statsmagt skaber splid, så er det et skoleeksempel.
Enhver konstitution har et før og et efter.
Diskussionen om, hvorvidt den er forpligtende i mere retsfilosofisk forstand, handler om, hvorvidt dens ændring kan gennemføres på dens præmisser.
Jeg ved godt, at man ikke vil diskussionen.
Jeg ved også, at det på ingen måde er sikkert, at hverken EU eller den spanske nation vil respektere et resultat af 21d, som giver et flertal i den catalanske befolkning for løsrivelse.
Det vil afsløre mangel på legitimitet i den politiske orden.
Magt, uden legitimitet.
Enhver idiot kan sige at lov er lov. Tautologien gentages. Forskelsløs, mekanisk og blind for virkeligheden.
Det er strudsementalitet.
Flere