En undersøgelse satte i 2016 kolde tal på, at kvinder er underrepræsenteret i danske medier. Af fire kilder var kun én kvinde.

For nylig kunne man så her i Journalisten læse et indlæg med det overraskende synspunkt, at fokus på flere kvinder diskriminerer almindelige mænd. Det går ud over deres ytringsfrihed og undergraver samtidig god journalistik, lød advarslen.

Med en udvikling, der i forvejen går alt for trægt, skal indlægget ikke stå alene med risiko for at forsinke en vigtig og nødvendig udvikling yderligere.

Ordet kønsselektion lyder ikke rart. Det bliver brugt i debatindlægget, og man ser for sig mennesker, der bevidst sorteres til og fra alene på deres køn. Men det er netop det, der er sket i mange år. Blot ubevidst. Derfor handler det om, at vi skal ændre praksis, og om, hvordan vi gør det. Og i de udfordringer skal vi naturligvis stadig stå vagt om kvaliteten i journalistikken og om den demokratiske debat. Det er ikke til diskussion.

Ubevidste eller bevidste valg

Jeg udviklede i 2013 den journalistiske metode TrustJournalism, der er inkluderende journalistik. Metoden præsenterer konkrete redskaber, der supplerer og korrigerer journalistikken, så den viser et mere nuanceret, mangfoldigt og retvisende billede af samfundet. Hensigten var at gøre journalister og redaktører bevidste om, at vores egne blinde vinkler sammen med selve grundlaget for journalistikken nemt risikerer til at farve vores arbejde. Med det resultat, at forskellige grupper er underrepræsenterede i medierne eller fremstår stereotypt. Og at vigtige emner bliver behandlet unuanceret eller skævvredet.

Siden da er der kommet  fokus på begreberne stigmatisering, inklusion, mangfoldighed og diversitet i medier og kommunikation. Alligevel oplever jeg stadig for mange i medierne, som mener, at de har helt styr på det og ikke ser sig selv som en del af problemet, selv om de objektivt set er det. Ironisk nok viser det netop faren ved vanetænkning og blinde vinkler. Lad mig illustrere det med et eksempel fra vores eget fagblad.

I august viste en undersøgelse, at kun 37,3 procent af kilderne i Journalisten og Journalisten.dk var kvinder, og under tre procent havde etnisk minoritetsbaggrund.

Med 12 udgivelser om året kunne man ellers tro, at det var rimeligt nemt at opdage, at mændene er i overtal. Man kunne bare se på forsiderne i år med billeder af Brian Laudrup, Søren Brostrøm, Stig Ørskov, Philip Khokhar plus en collage med Poul Madsen, Kristoffer Eriksen og – nå ja – et lille billede af en kvinde, Pernille Holbøll. Alligevel skulle der også her en analyse til, før man fik øjnene op for den skæve kønsfordeling efter i flere år selv at have skrevet om manglen på diversitet i kildevalg.

Jeg tager eksemplet frem for at illustrere, hvor svært det er at opdage, at vi selv er en del af problemet. Det illustrerer også, hvor vigtigt det er, at endnu flere journalister, kommunikatører og redaktører kigger på sig selv og hinanden for at kunne erkende, at også de er nødt til at ændre praksis.

En opgave, vi stadig skal tage på os

De seneste fem år har den svenske datamatiker Max Berggren hver dag målt, hvor hyppigt kvinder er omtalt i 14 danske onlinemedier. Ser vi på tallene for 21. oktober, strækker omtalen af kvinder sig fra blot 16,7 procent i jv.dk til 35,4 procent på tv2.dk. Så selv hvor omtalen af kvinder er størst, er knap to ud af tre stadig mænd.

Med de tal er det svært at få øje på, at mænd skulle være trængt i medierne. Og svært at se, at et øget fokus på kvinder og på etniske minoriteter skulle gå ud over den frie samfundsmæssige dialog. Man kan tværtimod spørge, hvor demokratisk den debat er, når størstedelen af deltagerne er etnisk danske mænd.

Vi har i mange år taget ubevidste valg, der er udtryk for vanetænkning og dermed også for skævfordelingen af mænd og kvinder og en række andre grupper i samfundet. Vi har nu muligheden for at tage bevidste valg, hvor vi også har fokus på at inddrage kvinderne og ikke kun mændene. Og den opgave skal vi stadig tage på os.

Plads til nye

I bund og grund handler hele diskussionen om, hvad vi vil. Om vil vi sikre de mange perspektiver. Om vi vil understøtte en demokratisk debat ved at skabe plads til flere stemmer. Og om vi vil afspejle mangfoldigheden i samfundet. Hvis dette er tilfældet, må nogen jo vige pladsen, så andre kan komme til. Sådan må det være. Hidtil har det blandt andet været kvinderne. Fremover vil det blive nogle af mændene.

Det er ikke det samme som, at kvaliteten i journalistikken forringes. Debatindlægget nævner Amalie Lyhne, som har oplevet at være inviteret til en debat, selv om hun ikke har beskæftiget sig med det pågældende emne. At det sker, handler ikke om et fokus på diversitet i kildevalget. Det er bare dårlig journalistisk arbejde.

Skab rum til at træne

Det kræver tid at ændre vaner, så vi skal give os selv en træningsperiode, hvor vi får indarbejdet et nyt arbejdsmønster og får nogle praktiske redskaber, der er nemme at gå til i en travl hverdag.

Der spørges i debatindlægget, hvordan vi kan udfolde den frie samfundsmæssige debat, når indlæg fra borgerne også sorteres ud fra køn. Igen er mit svar, at vi ubevidst har sorteret ud fra køn i mange år med det resultat, at mændene har fået lov at sætte dagsorden. Det at være kvinde skal naturligvis ikke være et frikort til debatsektionen. Der er mange parametre, der skal gå op i en højere enhed, og at diversitet bør være et af dem, kan der i 2020 ikke være megen tvivl om.

Det er vores ansvar at sikre både mangfoldigheden og kvaliteten, og det kan vi, hvis vi vil. Det kommer ikke af sig selv. Men tiden er inde til det.

Lotte Rosdahl er ekspert i inkluderende journalistik og kommunikation, journalist og forfatter til bogen ’TrustJournalism’