David Miliband: “Hykleri fælder alle”

Informationer flyder frit, og alt hykleri bliver afsløret. Også det hykleri, medier selv står for, påpeger den britiske toppolitiker på Fagfestival

Informationer flyder frit, og alt hykleri bliver afsløret. Også det hykleri, medier selv står for, påpeger den britiske toppolitiker på Fagfestival»Der er i dag en kardinalsynd over alle. Det er hykleri. Hvis du står for noget i offentligheden, men selv gør noget andet, så går det galt.«

Med de ord forklarer den britiske toppolitiker David Miliband – der tabte formandsvalget i Labour til sin bror – den aktuelle krise i britisk presse foran et stort publikum på Fagfestivalen.

Miliband ridsede kort de to største britiske medieskandaler op:

News of the World gennemgår en kommissionsundersøgelse efter ulovlige aflytninger og hacking.

BBC er lammet af skandalen om en dokumentarudsendelse, der på forkert grundlag hængte en af Thatchers rådgivere ud for pædofili.

På bundlinjen mener David Miliband, at medierne bliver ramt af præcis det samme hykleri, som de lever af at påpege i deres journalistik.

»Hvis du som BBC står for faktatjek, og du selv publicerer forkerte data, så går det galt.«

Åbenhed rammer medierne selv

Det lyder banalt – men tidligere kunne mange ubehagelige oplysninger holdes skjult. Det kan de ikke i dag, påpeger Miliband:

»Vi lever i et mere åbent samfund, hvor ingen længere kan gemme sig i skyggen. Alle kan sige, hvad de mener, alle kan være journalister i dag. Alle kan publicere nyheder.«

»BBC kan også holdes ansvarlige – ligesom de holder andre ansvarlige. Det nye normal er, at medierne skal leve op til samme standarder for åbenhed og etik, som de forventer af andre.«

Den transparens, som medierne bruger mod fx politikere, rammer nu også medierne selv. Hykleriet rammer også dem:

»Hvad der tidligere var hemmeligt, er ikke længere hemmeligt. Brevvekslinger bliver offentlige. Og til sidst kommer alt frem og skal retfærdiggøres,« påpeger David Miliband.

0 Kommentarer