Den danske web-entreprenør, Morten Wagner, kaster sig nu over nyhedsformidling. Wagner, der startede det succesrige Dating.dk i 1998 og siden har domineret nettet med sites som Arto.dk, Trendsales.dk og Vix.dk, gør klar til at gå ind i nyhedsformidlingen i Danmark.
Moderselskabet Freeway Aps købte i sidste uge 50 pct. af IT-sitet Newz.dk, og ifølge Morten Wagner er planen at udvide med en hel stribe nyhedsmedier.
»Vores hidtidige strategi har alene været at stå bag diverse online-communities, men nu går vi også ind i publishing. Vi vil blandt andet gerne ind i sport, IT-nyheder og regulær nyhedsformidling. Og det skal enten ske ved køb af flere firmaer, nye strategiske samarbejder eller ved at ansætte egne folk til at producere nyheder,« siger Morten Wagner til Journalisten.dk.
Freeway’s nuværende websites er allerede dominerende på det danske marked. Til sammen har Freeways godt 20 web-universer mere en 40 pct. af alle sidevisninger blandt danske websites, og ambitionen er både at øge omfanget samt den tid, som brugerne anvender på de mange sites. Derfor tror Morten Wagner på, at communities som både Arto.dk og Dating.dk skal tilføres nyheder.
»Allerede med købet af Newz.dk øges Freeways samlede antal unikke brugere betragteligt. Til sammen kommer Freeway nu op på niveau med store nyhedssites som Berlingske.dk.«
Overfor Journalisten.dk erklærer Morten Wagner, at han endnu ikke har lagt sig fast på, hvordan udvidelsen med nyheder skal ske.
En af overvejelserne går på at indlede samarbejder med de eksisterende store danske mediehuse og lade deres nyheder indgå på Freeways hjemmesider. En anden overvejelse er selv at ansætte et hold af journalister. Og der har allerede været journalister, som har henvendt sig, oplyser han. Hovedtanken er, at brugerne skal forblive på Freeways hjemmesider, når de får lyst til at læse nyheder. Dermed kan koncernen nemlig få del i det lukrative marked for banner-annoncer.
»Det er væsentligt nemmere at sælge reklamer, hvis du har brugerne. Ikke mindst, hvis de opholder sig i længere tid på sitet. Derfor giver det mening at udvide med nyhedsformidling. Og jo flere nyheder, vi kan præsentere, jo mindre behøver de at surfe andre steder,« siger han.
Den nye strategi i Freeway indebærer ifølge Morten Wagner, at selskaber nu er på vej til at blive det han kalder »et større mediehus«.
»Vi har ikke ambitioner om at revolutionere nyhederne – eller præsentere dem på en særlig ny måde. Men det er for at holde fast i trafikken på Freeway-siderne. Brugerne skal ikke spilde deres tid med at søge over på andre sites. De skal kunne se det hele i vores univers.«
I sidste uge blev Freeway kåret som Årets Nye Medie 07 på den årlige konference New Media Days. I det kommende nummer af Journalisten, som er på gaden i midten af næste uge, kan du i øvrigt læse et større tema om internetmedier.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.