Dækker du også tech for lidt? Eksperter kritiserer mediernes tech-dækning

Tech fylder alt for lidt i nyhedsstrømmen, mener fem tech-eksperter. ”Jeg ville prioritere tech over dansk politik,” siger en af dem. Avisen Danmarks chefredaktør er enig i, at der er behov for en oprustning

De har algoritmer, der styrer dit forbrug af nyheder, underholdning og reklamer. De har trukket tæppet væk under mediernes annonceomsætning. Og de er under anklage for at skabe afhængighed og politisk polarisering.

Amerikanske tech-selskaber har opnået en hidtil uset global magt. En magt, der får alt for lidt dækning i danske medier, ifølge Mikkel Flyverbom, medlem af Dataetisk Råd og professor i digitale forandringer på CBS. Platforme som YouTube er i gang med at forandre vores kultur og samfund, siger han.

”Vi vil se tilbage på vores tid som et historisk lavpunkt – hvad angår forståelsen for de vilkår, som de her digitale miljøer stiller børn, deres forældre og resten af samfundet over for,” vurderer han.

Journalisten har spurgt fem tech-eksperter: Hvor gode er de danske mainstream-medier til at dække den tech-sektor, der for tiden infiltrerer snart sagt alle afkroge af samfundet?

Dommen er hård. Sektoren bliver slet ikke dækket på et niveau, der matcher dens magt, siger de, uafhængigt af hinanden. De peger på journalister og nichemedier, som producerer godt tech-stof. Men budskabet er klart: Skru op.

Latter i Datatilsynet

Allan Frank, it-sikkerhedsspecialist i Datatilsynet, slår en latter op, da Journalisten spørger, om tech-dækningen er god nok i de danske mainstream-medier.

”Nej, det er den ikke. Det er et stedmoderligt behandlet lille barn ovre i et lille hjørne, som alle har glemt,” siger han.

”På de større aviser er der en lidt uheldig balance mellem det overfladiske og sensationsprægede, som der er meget af. Og det dybe, som der er for lidt af,” mener han.

Men hvorfor er tech et anliggende for pressen?

”Fordi teknologi i bred forstand – men især dataanvendelse – gennemsyrer alle aspekter af vores liv: Beslutninger i den offentlige sektor, vores forlystelsesliv og privatsfære,” siger Allan Frank.

”Vi gør alle sammen tusind ting til daglig, uden at tænke over implikationerne og de datamæssige spor, fordi det er dejligt og nemt. De færreste af os har en forståelsesramme for de konsekvenser, det kan have,” uddyber han.

Han vil – på grund af sin position – ikke komme med konkrete eksempler på sager, der mangler dækning, men siger:

”Jeg vil hellere holde det generelt: Hele spørgsmålet om brug af data i kongeriget Danmark. Vores offentlige myndigheder og visse af vores private aktører, banker og forsikringsselskaber: Deres brug af data. Hvad har de lov til? Hvad skal de have lov til? Hvad er rimeligt? Det kan godt være, de må, men er det godt eller rigtigt?”

Her får eksperterne deres tech-nyheder:

De fem eksperter har et stort forbrug af tech-nyheder. Her er 10 af de medier, der holder dem opdateret:

Ars Technica
The Verge
TechCrunch
Wired
The New York Times
The Guardian
The Wall Street Journal
Version 2
Computerworld
Ingeniøren

Tech over politik

Pernille Tranberg, tidligere journalist og medstifter af datatænketanken DataEthics, tager også store ord i brug.

”De danske mainstream-mediers tech-dækning er mildt sagt mangelfuld. For fire-fem år siden var den katastrofal,” mener hun.

”I dag har du måske 10-20 journalister på et dagblad, der dækker dansk politik. Og én eller to, der dækker tech, og som samtidig også skal dække andre ting,” siger hun.

Pernille Tranberg ville prioritere tech over dansk politik.

”Det er teknologi, der skaber de allerstørste samfundsforandringer i dag. Inden for sundhedssektoren, socialsektoren – inden for alle sektorer forandrer tech vores samfund. Og det bør medierne dække intenst,” siger hun.

Pernille Tranberg nævner en række emner, som savner dækning. Et af dem er europæiske myndigheders angreb på forretningsmodellen bag firmaer som Google og Facebook. Det foregår i lande som Belgien, Tyskland og England og handler kort sagt om jura og persondata.

Opsang fra Dansk Erhverv

Janus Sandsgaard, digitaliseringspolitisk fagchef i Dansk Erhverv, får hver dag et overblik over mediernes tech-stof serveret.

”Danske medier har en tendens til at dække det digitale som rejsestof fra en eksotisk øde ø, man en gang imellem besøger. Og det er helt forkert, og faktisk også lidt dovent. Det digitale er den jord, vi betræder, og den luft, vi indånder hver eneste dag. Det er alle steder, men bliver overraskende svagt og mest anekdotisk dækket i medierne,” siger han.

”Danske medier har en tendens til at dække det digitale som rejsestof fra en eksotisk øde ø, man en gang imellem besøger.”

Janus Sandsgaard, digitaliseringspolitisk fagchef i Dansk Erhverv

Tech-journalistikken er på vej i den rigtige retning, men der er alt for lidt af den, mener han. Mange virksomheder forstår for eksempel ikke, at de står foran en global hackertrussel. Og medierne har et medansvar for at oplyse, mener Janus Sandsgaard.

”Den enkelte borger går glip af, hvad den teknologiske udvikling handler om. Man kan let få det indtryk, at det handler om, at der er kommet en ny iPhone. Den slags kan være fascinerende og festligt. Men det er slet ikke, hvad udviklingen handler om,” siger han.

”Grundlæggende handler det om, hvilket samfund vi gerne vil leve i. Vi kommer ikke ud af coronakrisen uden digital teknologi. Vi kan ikke styrke landets konkurrencekraft uden digital teknologi. Klimaudfordringen kan vi ikke løse uden teknologi,” siger Janus Sandsgaard.

Ikke helt håbløs

Mikkel Flyverbom fra Dataetisk Råd siger, at dækningen trods alt ikke er ”helt håbløs”. Han peger på Markus Bernsen, journalist hos Weekendavisen, og DR’s tech-korrespondent Henrik Moltke som forbilleder.

”Men vi har slet ikke de kapaciteter, som vi ser på de store amerikanske aviser, der har hele tech-redaktioner, og som virkelig har investeret i at få tech-stoffet op på et nyt niveau,” siger han.

Han mener, at journalistuddannelserne bør lægge spor ud for at få kommende journalister til at se, at tech-området også handler om demokrati, etik og det samfund, vi lever i.

”Det er meget mere krævende journalistisk arbejde end bare at sætte sig ned og læse lidt om den nye iPhone og skrive lidt om den. Jeg synes stadig, det halter lidt hos nichemedierne. Og det halter meget hos de store,” siger han.

Mere cybercrime

Henning Mortensen, formand for Rådet for Digital Sikkerhed, understreger, at han ikke har det fulde overblik over mainstream-mediernes dækning.
”Hvis jeg kritiserer for meget, risikerer jeg at komme med en urimelig kritik, fordi der vil være dækninger, jeg ikke ser,” siger han.

Men han vil gerne give en overordnet vurdering. Og den lyder, at der mangler dækning af især overvågning og it-kriminalitet:

”Det skal blive meget stort, før danske mainstream-medier tager de sager op,” erfarer han.

Han savnede også ”en langt større politisk debat”, da staten for eksempel begyndte at sekventere patienters DNA hos Nationalt Genom Center.

”Dna-profiler siger mange ting om dig, dine børn, dine børnebørn, din mor og din far. Det svarer næsten til at lave en honningkrukke, som andre landes efterretningstjenester kan have en interesse i at få adgang til,” siger han.

Avisen Danmark: De har ret

Journalisten fremlægger hovedpunkterne for Avisen Danmarks chefredaktør, Peter Rasmussen. Han giver eksperterne ret i, at tech har en massiv indflydelse på vores hverdag, og at Avisen Danmark måske ikke beskæftiger sig nok med det.

”Det vil jeg da gerne indrømme,” siger han.

”Det er ikke et stofområde, der for alvor bliver dyrket ret mange steder. Og vi gør det ikke specielt her på Avisen Danmark,” siger Peter Rasmussen.
På Avisen Danmark har ingen det som stofområde.

”Og vi har måske ovenikøbet en tendens til – som de fleste andre – at afsøge de mere populære dele af genren: Gadgets og robotter, der snakker med ansigtsmimik,” siger han.

Vil I dække tech mere fremover?

”Det tror jeg, vi bliver nødt til,” siger Peter Rasmussen.

”Det er ikke fremtidsmusik mere. Så vi bliver nødt til at beskrive det og indarbejde det i den journalistik, vi laver.”

Peter Rasmussen, Avisen Danmark

”Det er ikke fremtidsmusik mere. Så vi bliver nødt til at beskrive det og indarbejde det i den journalistik, vi laver,” siger han.

Udfordringen er at gøre det interessant for læserne, siger han.

”Det skal næsten kobles med en personlig relevans, før det er et rigtig godt stofområde,” siger Peter Rasmussen.

DR går i rette med eksperterne

Journalisten fremlægger også hovedpunkterne for Thomas Falbe, nyhedschef hos DR. Han ser ikke det store problem i DR, som har oprustet på tech-journalistikken de senere år.

”Det er et udtryk for, at vi både prioriterer det og ser betydningen af, hvordan teknologi spiller ind på alle mulige områder af vores samfund,” siger Thomas Falbe.

DR har to redaktioner, der arbejder dedikeret med tech-stoffet: En teknologi-redaktion, der består af en tech-korrespondent, en tilrettelægger og en redaktør, der også holder snor i andre reportere. Og DR Viden-redaktionen i Aalborg. DR dækker også stofområdet fra andre fagredaktioner.

Thomas Falbe nævner en række eksempler, der viser bredden i DR’s dækning. Blandt andet dækningen af digitale krænkelser, Amazons ankomst i Sverige og problemerne med det offentliges corona-app.

Samtidig medgiver han, at diskussionen er væsentlig.

”Jeg tror, at der for alle medier er udfordringer med det her stof. Fordi det risikerer at blive meget nørdet, grænsende til det uforståelige, når man går ned i dybden af det. Det skaber en udfordring i forhold til at skabe relevans og forståelse. Det er også derfor, vi forsøger at have en tilgang til det, hvor vi gerne vil gøre det relaterbart,” siger Thomas Falbe.

Det kan være historier med afsæt i dagligdagen. Historier med afsæt i bekymringer. Og fascinationshistorier. Men nødden er ikke helt knækket endnu.

”Det er en udfordring, vi arbejder sindssygt meget på. Både i forhold til udvælgelsen af emner og formidlingen af det,” siger Thomas Falbe.

 

10 tech-emner, der dækkes for lidt

Eksperterne nævner en række emner, som danske medier bør dække bedre. Nogle er mere  konkrete end andre:

Hackertruslen mod dansk erhvervsliv
Amazons kurs mod Danmark
Googles indtog i undervisningssektoren
Europæiske myndigheders granskning af ’ad tech’
Statens sekventering af patienters dna
YouTubes påvirkning af børn og unge
Gaia-X: En kommende europæisk cloud-platform
Facebooks overvågning af brugernes adfærd
Silicon Valleys påvirkning af vores syn på ny teknologi
Brugen af persondata i det offentlige

0 Kommentarer

Læs også

Stig Ørskov til Joy Mogensen: Gør Danmark til foregangsland

Ørskov til regeringen: Kræv penge fra tech-giganter til medier

09. DECEMBER 2020
<span class=Overblik/ Forstå konflikten mellem tech-giganter og Australien">

Overblik/ Forstå konflikten mellem tech-giganter og Australien

08. SEPTEMBER 2020
Nu skal techgiganterne til lommerne

Nu skal techgiganterne til lommerne

20. MARTS 2020