search

Analyse: Derfor halter mediernes tech-dækning

Det er både et journalistisk, økonomisk og demokratisk problem, at medierne ikke dækker tech godt nok. Hvis vi vil rette op på det, kan vi lære af mediernes fejl under finanskrisen, skriver Lars K. Jensen

Dette fagblad rejste for nylig en vigtig debat, da Thomas Møller Larsen skrev om danske mediers tech-dækning, der fik kritik fra flere eksperter. Teknologistoffet har i mange år været et stedbarn hos mange danske medier, hvis der da ikke var tale om et medie med en dedikeret redaktion – eller et fagmedie, der lever i og skriver om teknologierne og branchen.

I artiklen siger Pernille Tranberg, at den danske tech-journalistik i disse år er mangelfuld, hvor den tidligere var katastrofal. Hun har helt ret. Der er sket en forbedring fra dengang, hvor et større dansk dagblad fejlagtigt skrev, at Facebook havde lanceret en browser (fordi man havde fejloversat og misforstået en passage i en BBC-artikel) og til nu, hvor der både er bedre dækning og forståelse.

Den forandring skyldes selvfølgelig, at teknologi og især de store tech-firmaer fylder mere i vores liv. Derfor er der større interesse – og efterspørgsel på indhold – om dem. Inden vi går videre og taler om udfordringerne, synes jeg, det er værd at bruge tid på nogle af dem, der gør det godt herhjemme.

I Journalisten-artiklen nævner eksperterne Computerworld samt Ingeniøren og Version2 (der begge bliver udgivet af Teknologiens Mediehus). Ingen overraskelser der. Man vil forvente, at teknologimedier er blandt de bedste til at dække teknologi.

De gode eksempler

Jeg synes dog, DR mangler på listen. I løbet af de seneste måneder har deres teknologiredaktion haft godt fat i Smittestop-app’en og skrevet godt, nysgerrigt og kritisk om alt fra app’ens udbredelse til de underliggende API’er fra Google og Apple – i et forsøg på at gøre danskerne klogere på, hvordan det hænger sammen. Tak for det.

Jeg synes også, Zetland gør det godt – eller rette; Frederik Kulager gør det godt. Han skriver om tidlige danske hackere og skumle online-communities og graver i andre ting, vi ikke anede, vi burde interessere os for. Det må udløse en pris på et eller andet tidspunkt.

Men derudover er der stadig masser at ønske sig. Da jeg for eksempel for nylig købte abonnement (igen) på The New York Times, var det blandt andet på grund af deres teknologidækning. Jeg ved, at deres tilgang til tech-stoffet er grundig, kritisk (nogle gange for ukritisk kritisk, godt nok), og de bringer vigtige historier og aspekter frem med god hyppighed og bredde.

Kort fortalt: De tager det seriøst.

Jeg kan ikke nævne ét dansk dagblad, jeg vil købe abonnement på, fordi deres dækning af teknologi er god. Desværre.

De første gange, jeg åbnede The New York Times-app’en, stod det klart for mig, at jeg her kiggede på mange danske journalisters primærkilde til historier om og forståelse af tech.

Men hvorfor er dansk journalistik generelt så langt fra tech-stoffet? Det er der flere  grunde til.

Den afgørende afstand

For det første er afstand afgørende. Der er meget, meget langt til Silicon Valley, når man sidder foran tasterne i Danmark. Og tidsforskellen gør det ikke lettere.

Afstand og tidsforskel gør, at det er svært for danske journalister at have bare den mindste føling med det bankende hjerte (og hjerne) hos de firmaer, der efterhånden fylder meget i vores liv og ved mere om os, end vi bryder os om at fortælle vores venner.

I den situation er det lettere at citere de amerikanske medier, der er til stede. Den tilgang vil alle dage producere andenhåndsjournalistik. Og det er svært at sælge et abonnement på, at man citerer medier, der har langt lavere abonnementspriser – fordi udbredelsen af det engelske sprog gør nærmest hele verden til deres marked.

Man kan selvfølgelig spørge eksperter herhjemme om, hvad de synes om, at Twitter blokerer Donald Trump, og bringe debatindlæg om det og andre emner – men flytter det noget?

Lær af krisen

Der er noget, der helt grundlæggende mangler i mange mediers og journalisters tilgang til teknologiområdet. Men for at kunne betragte og tale struktureret om det, er vi nødt til at have en begrebsramme at sætte det ind i.

Her kan vi lære af en af journalistikkens største fejl i nyere tid; finanskrisen. De finansielle markeder og Wall Street blev – og bliver – dækket intenst af mange (som i mange) medier og journalister. Alligevel var det et ganske fåtal, der så kollapset komme, før det var synligt for alle, at der var noget helt galt.

Nu ligger der formentlig ikke en krise, der kan true hele verdensøkonomien, og venter. Men der er alligevel meget at lære af og reflektere over — både hvad angår dækningen af vigtigt, men kompliceret stof og om journalistikkens tilgange og strukturer.

Den eklatante udeblivelse af journalistiske undersøgelser er emnet for Dean Starkmans bog fra 2014, ’The Watchdog That Didn’t Bark’, med en sigende undertitel: ’The Financial Crisis and the Disappearance of Investigative Journalism’.

To tilgange til journalistik

I bogen, der er udgivet af Columbia Journalism Review og bygger på gennemgang af en stor mængde artikler om finanssektoren over en årrække, anskuer Starkman overordnet finansjournalistikken ud fra to overordnede retninger inden for journalistikken:

  • ”Accountability”, som vi kan kalde ”graverjournalistik” eller ”undersøgende journalistik”
  • ”Access”, som vi mig bekendt umiddelbart ikke har et begreb for på dansk, men lad os sige ”adgangsjournalistik” for at gøre det let.

Starkman skriver (i min oversættelse):

”De to skoler, adgang og undersøgende, repræsenterer radikalt forskellige forståelser af, hvad journalistik er, og hvem den skal tjene. De to metoder producerer helt forskellige repræsentationer af realiteter, og denne forskel viste sig at være kritisk i tiden op til kollapset.

Adgangsjournalistikken lægger vægt på at få inside-information om handlinger eller intentioner hos magtfulde aktører, før de bliver bredt kendt. Det kendes især fra scoopet eller den eksklusive historie.

Inden for erhvervsjournalistikken er den prototypiske adgangshistorie fusioner og opkøb-scoopet. Den undersøgende journalistik, derimod, søger at samle information ikke fra, men om magtfulde aktører. Den typiske historie er afsløringen i langt format.”

Kort fortalt er adgangsjournalistikken afhængig af adgang til spillere og institutioner i for eksempel en branche – mens den undersøgende journalistik udfordrer dem. Måske kan du huske, hvordan mange medier brugte rigtig mange bankfolk som kilder til mange historier.

Tilbage i oktober 2008 skrev Journalistens daværende chefredaktør, Jakob Elkjær, debatindlægget ’Friværdijournalistikkens fallit‘. Her kritiserede han finansjournalisterne for at agere mikrofonholdere for bankrådgivere, mens manden, der rent faktisk forudså en boligboble, Jakob Brøchner Madsen, nærmest blev hængt ud på business.dk.

Derudover er den undersøgende journalistik kendetegnet ved ikke blot at identificere forkert opførsel – men at grave videre for at finde og fortælle om dem, der opfører sig forkert.

Erhvervsjournalistikkens ophav

Erhvervsjournalistik, og den er der også meget af inden for tech-stoffet, har sit afsæt i adgangsjournalistikken. Her er man som udgangspunkt ikke ude i store undersøgelser og graverprojekter. I stedet handler det om at have adgang til de rigtige personer og institutioner, portrættere og profilere dem – samt ofte om at være den første, der kan breake et scoop.

Fra Starkmans bog:

”Når et erhvervsmedie ikke havde noget godt at sige om en specifik bank, sagde man meget lidt. Undersøgelser af større långivere var enten flatterende eller blev slet ikke lavet.”

Et af de store eksempler i denne sammenhæng er The Wall Street Journal, som Starkman også bruger meget tid på i bogen.

Fagmedier bevæger sig på grænsen. Nogle fagmedier vil være meget ”adgangsprægede” i deres tilgang, mens andre bedriver undersøgende journalistik.

Version2, der henvender sig til it-professionelle, viste vejen, da de afslørede, hvor nemt det var – og muligvis stadig er – at bedrive en form for svindel, der kaldes ”sim swapping”. Det indebærer, at man kan få udleveret et aktivt SIM-kort uden at vise den påkrævede dokumentation.

Det var i øvrigt en historie, de fik den prestigefyldte Anders Bording-prisen for.

Blandt de amerikanske medier på eksperternes liste finder vi The Verge, der også har serveret vigtige afsløringer, blandt andet da de kunne fortælle om horrible arbejdsforhold for Facebook-moderatorer.

Men der er andre fagmedier, hvor du aldrig finder den slags journalistik, endsige ambitioner om at bedrive den. Det er ofte de medier, der er mere om og til erhvervslivet – med direktørportrætter, virksomhedsprofiler etc.

Starkman gør meget ud af at forklare, at der i udgangspunktet ikke er noget galt med adgangsjournalistikken. Faktisk eksisterer de to former bedst sammen, side om side. Men det er ikke adgangstilgangen, der opdager finanskriser, før de opstår. Blandt andet fordi man er afhængig af og lever med de eksisterende strukturer.

CNBC-ificering

En række tendenser og udviklinger har betydet, at adgangsjournalistikken er blevet endnu mere dominerende. Starkman skriver om CNBC-ificeringen af erhvervsjournalistikken, hvor flere medier begyndte at rapportere fra finansverdenen direkte henvendt til de private medieforbrugere i en misforståelse af, hvad det vil sige at have en demokratiseret mediedækning.

Det er her, alle får deres aktietips og lytter til eksperter og pundits fortælle om, hvad der er op og ned på de finansielle markeder, og hvordan man investerer bedst muligt – ofte i et nærmest hæsblæsende tempo.

Den udvikling i medierne hænger uløseligt sammen med, at langt flere i den amerikanske befolkning nu ejer aktier. I 1980 ejede 13 procent aktier. I 1989 var det tal 32 procent – og i 1998 ejede 52 procent af befolkningen aktier.

Herhjemme er tallet lidt lavere. Finans Danmark udgav i november en analyse, der viste, at ”godt hver fjerde voksne dansker investerer i aktier og/eller investeringsfonde”, og Finans.dk skrev i 2017, at vi danskere aldrig før har investeret så mange penge som nu.

Mediernes egen krise

En anden udvikling er mediernes økonomiske situation, som vi alle kender. Undersøgende journalistik er dyrt, og der er ingen garanti for, at en stor undersøgelse eller graverprojekt giver noget resultat.

Skiftet fra papir til digitalt og internettet, hvor alle sidevisinger og klik kan måles, men kvalitet ikke kan, har kastet mange medier ud i en bekymrende udvikling, fordi man pludselig havde plads til at udgive alt og derfor udgav alt for meget indhold.

Som Starkman skriver:

”Da den ene effektive historie følger den anden, kan adgangsjournalistikken tjene en nyhedsorganisations produktionsbehov, der som regel er grådig og uendelig. Adgangsjournalistikken vinder derfor støtte i nyhedshierarkiet. Mens adgangsjournalistikken flyver rundt om kloden, er den undersøgende journalistik kun ved at få sine sko på.”

En løsning på den afstandsproblematik, jeg nævnte tidligere, kan være en korrespondent. I den økonomi, der er i mediebranchen i øjeblikket, vil det dog for mange medier formentlig blive en freelancer, og hvis den freelancer bliver aflønnet per historie, skal den person have en god opsparing for at gå i gang med et undersøgende journalistisk projekt.

At have en korrespondent kan bringe en nærmere der, hvor historierne opstår. Men det løser ikke det generelle problem, at undersøgende journalistik koster de penge, som mange medier ikke har.

Færre journalister, flere artikler

Den digitale krise på mange medier har skabt en kultur, hvor færre journalister skal producere flere historier. Samtidig skal en journalist nu også kunne skrive, fotografere, filme og være aktiv på sociale medier. Det skaber umulige kår for den undersøgende journalistik. Starkman kalder det ”hamsterhjulet”, og i branchen kalder man det blandt andet ”pølsefabrikken”.

Det er den samme kultur og de samme vilkår, der er med til at gøre det svært for danske – og internationale – medier og journalister at dække tech-stoffet. Og andre fagområder, for den sags skyld. Der er dårlig tid til andet end at gentage det, andre skriver eller siger. Og det er et alvorligt problem.

Det er da fint, at de eksperter, Journalisten talte med, savner dækning af historier som ”Hackertruslen mod dansk erhvervsliv”, ”Amazons kurs mod Danmark”, ”Googles indtog i undervisningssektoren” og ”Brugen af persondata i det offentlige”. Men hvordan skal man som journalist få hul på de historier, når der altid ligger en historie og venter lige efter den, man er ved at skubbe ud nu?

Dertil kommer, at mange journalister formentlig vil stå med en forståelsesudfordring over for tech-historierne. Ikke på ”Facebook har lanceret en browser”-niveauet, men dog med en udfordring.

Det er fuldstændigt logisk, for de historier, der mangler om tech, kræver ikke bare tid. De kræver også en indsigt og forståelse, som man ikke nødvendigvis kan forlange af en journalist, der også skal skrive om et nyt politisk udspil, en udenrigspolitisk citathistorie og/eller anmelde den nyeste Android-telefon.

Det handler nemlig også om den overordnede strategi på mange medier; teknologistoffet savner fokus og dækning – og derfor udebliver forståelsen. Hvorfor skal en journalist dog sætte sig ind i noget teknisk stof, hvis vedkommende ikke bliver tilskyndet til at skrive historier om det, og da slet ikke at researche på det?

De ukendte ukendte

Problemet er alvorligt, fordi det kan være svært at se symptomerne. Eksemplet med finanskrisen er soleklart, fordi der kom en krise, og fordi vi derfor kan kigge tilbage, analysere og blive klogere.

Men det var umuligt for mange journalister og andre mediepersoner at se undervejs. ”Bear Stearns is fine!” proklamerede aktieekspert og kommentator, Jim Cramer, på CNBC’s ’Mad Money’ i marts 2008. Men Bear Sterns havde det ikke godt. Mindre end en uge senere måtte firmaet bailes ud af den amerikanske nationalbank, mens resterne blev solgt til JP Morgan Chase.

Det taler ind i det, USA’s tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld kalder the unknown unknown”. Det er de ting, vi ikke ved, vi ikke ved.

Eksperterne her i Journalisten savner dækning af specifikke historier som Amazons indtog i Danmark, men hvem ved, hvilke historier, tendenser og fakta vi ikke ved, vi ikke ved? Det er her, den undersøgende journalistik stråler – men det er også umuligt at savne noget, man ikke ved eksisterer eller finder sted.

Så der skal ske noget, men problemerne synes strukturelle og systemiske. Hvor skal pengene til undersøgende journalistik komme fra, når der stadig ikke er nok danskere, der betaler – og måske endda ikke vil betale – for det? Annoncerne kommer aldrig til at dække udgiften, så håbet er, at abonnementerne vil.

Heldigvis er vi nået langt, siden Starkmans bog udkom i 2014. Det enorme fokus på kvantitative målinger, han skriver om, findes selvfølgelig stadig, men der er kommet mere fokus på kvalitet ind i ligningen. Selvfølgelig fordi flere medier går mod abonnementsforretningsmodellen, hvor sidevisninger langtfra er det vigtigste, men også fordi vi her nogle år senere kan konstatere, at der måske ikke kom så meget godt ud af sidevisnings-frenzy’et.

Vi er stadig ikke i mål. Og vi kommer det nok aldrig. Men vi skal nå længere, end hvor vi er nu – og lad os starte med tech-området. Fordi vi allerede har debatten, og fordi de ansvarlige firmaer indtager en stadig større rolle i vores liv.

Ikke flere prutte-apps

Hvis man er seriøs med, at man vil dække tech-stoffet bedre, og ikke lige falder over en sæk guld i kælderen, skal der være noget andet, man ikke skal lave.

Flere medier har allerede skruet ned for udgivelsesfrekvensen og mængden af indhold, der udkommer. Den udvikling kommer nok til at fortsætte, og det bør den.

Den amerikanske journalist-professor Jeff Jarvis skrev engang et mantra, jeg har taget til mig og bruger, når jeg rådgiver medier: ”Cover what you do best. Link to the rest”.

Måske har din målgruppe og verden ikke brug for den citathistorie, du er ved at skrive lige nu? ”We don’t need any more fart apps,” som Apple sagde i 2010.

Måske var det bedre bare at linke til originalhistorien hos The New York Times, The Guardian eller CNN, så du kunne bruge den tid på noget andet. Såsom at ringe til et par virksomheder og høre, hvordan de beskytter sig mod hackerangreb såsom ransomware, eller til en svensk netbutik for at høre, hvad det har betydet for dem, at Amazon er åbnet i Sverige – for de åbner nok snart i Danmark.

Du får ikke Cavling-prisen i morgen eller i næste uge, men du er i gang med noget, der vil tjene både dit medie, dit fag og den danske befolkning.

Læg en plan

Hvis du er redaktør, så overvej, om I kan dække tech bedre, og hvordan I kan gøre det. Hvad skal I lave mindre af for at få det til at løbe rundt?

Sæt dig ind i, hvilke artikler, emner, indhold og/eller formater jeres tid er dårligst brugt på. Måske giver det vildt mange klik at skrive om noget, men hvis det ikke giver abonnenter – og det er det, I skal leve af – så er det en overvejelse værd, om det skal blive ved.

Hvis du er redaktør på et medie, der dækker en branche, skal du være sikker på, at I dækker de vigtigste dele af branchen.

I bogen beskriver Starkman, hvordan en en Financial Times-redaktør lavede et ”kognitivt kort” over City of London, der er det britiske svar på Wall Street, og deres dækning.

Her opdagede hun, at skønt Financial Times var optaget af aktier samt fusioner og opkøb, så var det ikke her, pengene var. De var i stedet i kreditmarkederne, hvor man var begyndt at udvikle produkter som ”Collateralized Debt Obligations”, der skulle blive noget af det, der trak finansverdenen ned.

Det behøver ikke gøres op i penge – men dækker I de vigtigste emner? Hvis det ikke er penge, hvordan kan I så identificere det? Og prøv at sætte tal på: Hvor meget af jeres journalistiske output er adgangsjournalistik?

Alt det her er ren indholdsstrategi; lige nu og lige her. Ikke en 2025-plan baseret på budgetter, der måske eller måske ikke holder. Hvis du vil ændre på jeres dækning af teknologistoffet lige nu, hvad kræver det så?

 

Lars K Jensen er uddannet journalist og har arbejdet med digital udvikling i mediebranchen i mere end 10 år, blandt andet hos Ekstra Bladet og som leder af produktudvikling hos Infomedia. Han rådgiver medier og organisationer i digital udvikling, brugerforståelse, værdiskabelse og forretning som digital chef i Wilmore.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen