Kristian Ditlev Jensen er fortid som taleskriver for klimaminister Connie Hedegaard. Ingen af parterne vil fortælle hvorfor.
Efter blot et år på posten stopper Kristian Ditlev Jensen som taleskriver for den konservative klima- og energiminister Connie Hedegaard. Kristian Ditlev Jensen er journalist og forfatter med en fortid på Dagen, DK4, Berlingske Tidende og Politiken. Han var desuden medlem af Ny Alliance i en periode.
Han blev til manges overraskelse ansat i ministeriet sidste forår, efter ministeriet i en jobannonce i Journalisten havde efterlyst "klimaets nye Ted Sorensen" – med reference til John F. Kennedys berømte taleskriver.
Kristian Ditlev Jensen vender tilbage til at arbejde som journalist og forfatter. Men han ønsker ifølge Ritzau ikke at fortælle om årsagen til stoppet, der kommer inden FN's klimatopmøde i København til december. Han henviser til, at der er lavet en aftale mellem ham selv og Klima- og Energiministeriet om, at de ikke udtaler sig.
Connie Hedegaards presserådgiver Ida Ebbensgaards eneste kommentar til sagen er, at stillingen er besat internt af Kristian Ruby.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.