Regionale medier går fri af tillidskrisen til de danske medier, mener Fyens Stiftstidendes chefredaktør. »Vi har ikke et dårligt ry,« siger han. Det er fordi, landsdækkende aviser er mere kritiske, lyder svaret.
En nordisk undersøgelse viste i marts måned, at meget få journalister, læsere og lyttere har stor tiltro til danske medier, og der er den seneste tid i stor stil blevet diskuteret presseetik og mulige sanktioner mod medier, der begår fejl. Blandt andet ved høringerne arrangeret af Dansk Journalistforbund og Rets- og Kulturudvalget i Folketinget.
Men billedet ville være et andet, hvis man undersøgte tilstanden blandt de regionale medier, siger Fyens Stiftstidendes chefredaktør Jan Kristensen til P4 Fyn.
»Hvis man undersøgte troværdigheden for regionale medier som P4 Fyn, Fyens Stiftstidende og TV2 Fyn, så ville vi ikke ligge og rode nede i bunden. Vi har ikke så dårligt et ry. Folk kalder os ikke decideret utroværdige. Selvfølgelig laver vi fejl, og så retter vi dem, men det er altså ikke noget, jeg kan bruge hele arbejdsdage på som chefredaktør. Det er højest hver tredje eller fjerde dag, vi må bringe en enkelt rettelse på side 2,« siger Jan Kristensen, der også er medlem af Pressenævnet.
DR Fyn har lavet en optælling over antallet af gange, Pressenævnet har udtalt kritik eller delvis kritik af et medie, samt de gange, et medie er blevet pålagt at give plads til et genmæle. Det fremgår her, at klagere128 gange har fået helt eller delvis medhold i klager over de landsdækkende medier. Det er kun sket 47 gange for regionale og lokale medier.
Men ingen ved, om Jan Kristensen har ret, når der ikke er foretaget en grundig undersøgelse, svarer Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjergager igen. Han er også er medlem af bestyrelsen i Danske Dagblades Forening, og forklarer, at de landsdækkende medier oftere har sager i Pressenævnet fordi, de er mere kritiske og tager større risici.
»Ingen tvivl om at der ER en generel tillidskrise mellem pressen og offentligheden, men jeg tror ikke, skellet går mellem de regionale og lokale medier på den ene side og de landsdækkende på den anden. Jeg tror snarere, der er et skel mellem den hurtige og den langsomme nyhedsformidling, hvor der bliver begået flere fejl blandt de hurtige medier på nettet og i tv,« siger Erik Bjerager til P4 Fyn.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ja, sådan er verden så små-korrupt og lobbyistisk...
I sin tid, da den såkaldte "Værftskandale" var i sin vorden, truede alle bilforandlere i Svendborg med at trække deres annoncekroner ud af Fyns Amts Avis, hvis ikke skriverierne om Svendborg Værfts bedragerier stoppede. Bilforhandlerne sad jo i Rotary med værftsdirektøren, lige som mange andre af byens næringsdrivende.
Så stoppede krtikken af Svendborg Værft prompte. Og så var der heller ikke noget at klage over i pressenævnet.