Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Fodboldklubben Brøndby IF har en spillertrup til en samlet værdi af mere end 130 millioner kroner.
Men de kameramænd, som Brøndby IF lige nu søger til at hjælpe staben omkring førsteholdet, bliver kun rige på oplevelser. Afregningen er nemlig meget beskeden: Kørselspenge og forplejning på stadioner, hvor Brøndby IF spiller. Det fremgår af et opslag, som Brøndby har lagt på sociale medier, og som møder skarp kritik fra klubbens supportere.
Der er mere end 300 kommentarer, og langt de fleste er kritiske. Brøndby IF’s handlemåde bliver blandt andet kaldet ”social dumping”, ”eddermame tyndt”, ”under lavmålet” og ”selvmål”.
”Social dumping og manglende overenskomster ... Kom nu Brøndby ... Vis nu, I er en professionel klub ... Og måske være foregangsklub igen ... Arbejder direktionen/resten af de ansatte også gratis??”, lyder en kommentar for eksempel.
FCK betaler
Til sammenligning forklarer kommunikationschef Jes Mortensen hos lokalrivalen FC København, at klubben har to fotografer ansat på fuld tid: ”Og de er begge lønnede,” skriver han.
Christian Schultz, kommunikationschef i Brøndby IF, siger, at klubben ikke har nogen kommentarer.
Han har dog efter publiceringen af artiklen henvendt sig for at understrege, at der ikke er tale om fuldstidsansatte kamerafolk. Kameramændene skal filme Brøndbys kampe, så klubbens stab kan analysere spillerne.
Birger Lund, formand for Film- og TV-gruppen i Dansk Journalistforbund, der samler medlemmer, som arbejder med produktion af levende billeder, siger:
”Hvis de mangler kameramænd, bør de søge efter professionelle folk, så de får noget kvalitet og ikke gratis arbejdskraft. Ud fra opslaget lyder det, som om de søger en erhvervspraktikant,” siger Birger Lund.
Respekt for supporterne
Derfor er han også enig med de kritiske supportere:
”Jeg har stor respekt for, at de siger, at man ikke skal arbejde gratis. Det er positivt, at de reagerer på den måde, når klubben søger gratis arbejdskraft,” siger han.
Birger Lund forklarer, at hvis Brøndby virkelig kun søger en frivillig, så burde opslaget kun have været slået op blandt klubbens frivillige – ikke ude i offentligheden.
Præciseret klokken 13:56 med tilføjelse fra Brøndbys kommunikationschef
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvis fotograferne skal have løn, skal kontrollører, vagter og sælgere i boder så ikke også?
Så vidt jeg ved arbejder de langt hen ad vejen også på frivillige vilkår i professionelle fodboldklubber?
Kan faktisk godt følge din tankegang. Men i GF modtager folk i boderne løn for at sælge øl osv.
Jeg er dog ikke sikker på, at det samme gør sig gældende i Skovbakken, men så er vi også nede i divisionerne.
På samme måde er der garanteret også frivillige trænere for de yngste spillere i de professionelle klubber.
Jeg har slet ikke en holdning for eller imod det konkrete tilfælde.
Tænkte bare, at det måske var værd at gøre opmærksom på, at man skal passe på med at sige A, hvis ikke man så efterfølgende er parat til også at sige B :-)
Og der må da være en frygtelig brødnid i mediebranchen, hvis der er nogle fotografer, som føler, at der er noget som går deres næse forbi, blot fordi der er nogle fodbold-tosser som laver ulønnede videooptagelser af fodboldkampene.
Men tror du ikke også, at dine såkaldte fodboldtosser ville gøre rent i klubben, vaske spillernes tøj og sko, lave deres mad osv. gratis eller for billetter til kampene?
Flere