I sidste uge gik en video fra den fundamentalistiske oprørsgruppe Islamisk Stat verden rundt. I videoen får den amerikanske journalist James Foley, der har været forsvundet i næsten to år, skåret halsen over.
En lang række danske medier har omtalt videoen. Men der er stor forskel på, hvordan medierne har valgt at illustrere sin dækning af emnet.
Både BT og – i første omgang – Jyllands-Posten valgte at bringe et screendump fra videoen. Det vakte undren hos en bruger på Twitter, der skrev til aviserne:
@NVestergaard Det gør vi heller ikke. Vi har besluttet slet ikke at vise noget fra videoen. Ej heller screendumps. Det er nemlig klamt. Tine
— Jyllands-Posten (@jyllandsposten) August 22, 2014
Ifølge chefredaktør på Jyllands-Posten Pierre Collignon nåede billedet at ligge på jp.dk i ”en dags tid”, inden det blev fjernet. Billedet blev flere gange diskuteret på avisen, og til sidst førte det til, at de sadlede om og skærpede politikken.
JP vil hverken vise video eller screendump
Jyllands-Postens skærpede politik betyder i det konkrete tilfælde, at avisen hverken vil vise billeder eller screendumps fra videoen:
”Det er klart, at vi dermed skærper vores politik i forhold til fx Daniel Pearl-sagen fra 2002, og til det må man bare sige, at tiden og de gentagne gidseltagninger har fået os til at se anderledes på de situationer, hvor bødler udstiller deres ofre. Det vil vi gerne undgå at medvirke til. Årsagerne er: 1) Vi vil ikke udstille James Foley i de sidste minutter af hans liv. Og 2) Vi ønsker ikke at medvirke til IS’ terrorpropaganda,” skiver Pierre Collignon i et mailsvar til Journalisten.
Han tilføjer desuden, at der kan være undtagelser, men at de vil kræve en del sløring af billedmaterialet.
BT: Grænsen går ved kniven for struben
Anderledes ræsonnerer man på BT. Her har man valgt at bruge et billede fra videoen, hvor den sortklædte bøddel fra Islamisk Stat står bag den knælende James Foley og holder en kniv i sin venstre hånd.
»Det er et meget usædvanligt billede, og derfor har vi selvfølgelig haft store overvejelser omkring det. Men vi bringer det, fordi det er dokumentation for den ondskab, der foregår,« siger BT’s ansvarshavende chefredaktør, Olav Skaaning Andersen.
Det er dog så langt, som BT vil gå, understreger han:
»Vi kunne ikke drømme om at bringe selve videoen eller et billede fra videoen, hvor han får halsen skåret over. Men virkeligheden derude er så grum, at vi er nødt til at dokumentere, hvad Islamisk Stat står for. Derfor bringer vi billedet fra videoen inden henrettelsen. Vi har sat grænsen ved, at han ikke skal være i gang med henrettelsen. Det afgørende for os er, at han ikke har kniven for struben,« siger Olav Skaaning Andersen.
Foto uden kniv i EB og Information
Dagbladet Information har også i ugens løb bragt et billede fra henrettelsesvideoen. Ifølge avisens leder fra fredag sker det for at dokumentere IS’ metoder. Modsat BT har Information dog valgt et billede fra videoen, hvor bødlen endnu ikke har trukket kniven.
Samme fremgangsmåde valgte man på Ekstra Bladet. Her optræder kniven heller ikke på billedet – en beslutning, der blev truffet efter nøje overvejelser, fortæller chefredaktør Karen Bro:
»Det er klart, at situationen er vanskelig, for man går jo på en eller anden måde ekstremisternes ærinde, når man vælger at bringe billedet. Vi er sat i verden for at beskrive virkeligheden, men vi har selvfølgelig gjort os nogle overvejelser omkring, hvor vi vil sætte grænsen,« siger chefredaktør Karen Bro.
Hensynet til familien må vige
Efter videoen kom ud, var James Foleys familie ude og bede om, at videoen eller billeder fra videoen ikke blev vist og delt på internettet. Alligevel fastholder BT’s Olav Skaaning Andersen avisens beslutning:
»Alle kan sikkert sætte sig ind i familiens situation. Men billedet tjener som dokumentation for den ondskab og grusomhed, som Islamisk Stat står for. Og derfor vælger vi at bringe det,« siger han.
Og dét hensyn er vigtigere end hensynet til familiens ønske?
»Jeg forstår godt, at familien ikke vil have, at billedet og videoen spredes yderligere. Men vi har taget hensyn ved ikke at bringe det værste fra videoen. Vi sætter grænsen ved ikke at vise det værste,« slår han fast.
Familiens ønske får heller ikke Ekstra Bladet til at fjerne billedet igen, siger Karen Bro:
»Et langt stykke hen ad vejen skal man respektere det. Men i dette tilfælde har jeg reageret ud fra, at man skal forholde sig til sammenhængen. Vi bliver nødt til at beskrive virkeligheden, som den er – også selv om den er grusom, som i tilfældet med James Foley,« siger hun.
10