search

Beskyldninger om social porno

Humanitære organisationer på Vesterbro raser mod Lars Engels' dokumentarudsendelser på DR om hverdagen på Station 1. Tv-serien lider af en afgrundsdyb ligegyldighed over for de mennesker, den udstiller, siger kritikerne og beskylder Engels for at lave socialpornografisk underholdning.

Lommetyveri, indbrud i biler, besiddelse af en smule narkotika, gadeuorden. Det er kriminalverdenens småtingsafdeling, der bliver beskrevet i de 14 afsnit af serien "Historier fra en politistation", som har været på programmet på DR1 hver onsdag siden efteråret.

Men de nøgne beskrivelser af hverdagens ludere og lommetyve har ikke desto mindre skabt voldsom røre på væresteder og blandt de humanitære organisationer, der i det daglige arbejder med det hårdt belastede klientel på Vesterbro.

"Jeg har arbejdet 30 år på Vesterbro, og i hverdagen kan jeg sagtens leve med den elendighed, jeg møder. Men når jeg ser den udstillet på tv, får jeg kvalme. Tv viser ikke den autentiske virkelighed, men redigeret, socialpornografisk underholdning uden tilstedeværelse af medmenneskelig hensyn og etik," tordner chefen for Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen.

Han fremhæver blandt andet optagelserne af en selvmordstruet, nøgen stofmisbruger, der ligger og skriger i sin celle, og historien om en retarderet kvinde, der er blevet franarret sin jakke og ikke ved, hvordan hun skal finde hjem.

Bjarne Lenau Henriksen har altid været kritisk over for Lars Engels' dokumentarudsendelser om Vesterbro, men med "Historier fra en politistation" er det gået for vidt, mener korshærschefen.

"I de tidligere produktioner oplevede jeg en forståelse hos Lars Engels for de mennesker, han beskrev. Men den nye serie er blottet for socialt engagement," siger Bjarne Lenau Henriksen.

 

Bag persiennerne
Mariatjenesten spiller en central rolle i flere af dokumentarseriens afsnit. Narkomanernes fristed overvåges gennem halvt lukkede persienner af politi og tv-hold i håb om, at en narkohandel kan afsløres. Men inde bag Mariatjenestens døre er hverken tv eller betjente velkomne.

"Det er muligt, at målet med dokumentaren er at skabe forståelse med mennesker, der lever i nød. Men i stedet for medfølelse skaber udsendelsen afstand til narkomaner og prostituerede, og seerne konkluderer: "Godt, jeg ikke selv er i sådan en modbydelig situation"," siger Johan Petersen, der er leder af Mariatjenesten.

Lars Engels er uenig i kritikken. Han mener, at "Historier fra en politistation" er med til at skabe opmærksomhed om de særlige problemer, som under-Danmark har.

"Narkomanerne og de prostituerede får lov til at komme til orde i mine udsendelser. Det får de ikke lov til andre steder," siger Lars Engels, der har som mål for udsendelserne, at politikere og andre magtfulde personer vil tage affære og hjælpe de medvirkende i udsendelsen til en bedre tilværelse.

Han mener, at angrebene på hans udsendelser er udtryk for en fordrejning i kritikernes hoveder.

"De ser nogle mennesker i nød, men i stedet for at sige: Det er synd for dem, at de lever under disse forhold, så konkluderer de: "Hvor er det synd for dem, at de bliver vist på tv"," siger Lars Engels, der mener at fordrejningen skyldes, at kritikerne selv har deres på det tørre.

"Anklagerne er udtryk for sofistikerede betragtninger fra de velbjærgede. De ville aldrig selv medvirke på tv, hvis de var i samme situation som narkomanerne – kritikken bunder i blufærdighed på andres vegne," konstaterer Lars Engels.

 

Fem minutters berømmelse
Han understreger, at alle de medvirkende er blevet spurgt, og at mange af dem har været mere end villige til at stille op.

"Det er lodret forkert, når nogle hævder, at narkomaner eller psykisk syge ikke kan finde ud af at sige nej til at medvirke. De kan sagtens overskue, hvad det vil sige at blive berømte i fem minutter," siger Lars Engels.

Men hos de humanitære organisationer har man en anden opfattelse. Mange af de medvirkende i "Historier fra en politistation" har efterfølgende henvendt sig og været dybt ulykkelige over deres medvirken.

"En narkoman eller en prostitueret bliver lige så flov og skamfuld som alle andre mennesker, der får deres elendighed udstillet i den bedste sendetid," siger Bjarne Lenau Henriksen.

 

Rocker-tæsk
Nogle af de medvirkende har desuden fået alvorlige problemer i hverdagen på grund af deres tv-optræden.

"Når en narkoman i tv optræder i kammeratlig samtale med politiet og måske endda hjælper til med opklaring af en sag, kan det medføre udstødelse fra miljøet, fordi holdningen til politiet helst skal være lidt fjendtlig. Der er flere eksempler på, at medvirkende har fået bank eller er bange for at få det. Det gælder især de personer, der har tilknytning til rockermiljøet," siger Johan Petersen.

Lars Engels tilbageviser.

"Narkomaner vil gerne have opmærksomhed, og de har det med at sige det, folk gerne vil høre," siger han og nævner, at han i forbindelse med en tidligere udsendelse, "Orkanens Øje", der var en skildring af skæbner på Mændenes Hjem, efterfølgende fik mange skulderklap af de medvirkende. Lars Engels erkender, at der er så mange medvirkende i "Historier fra en politistation", at han ikke har nogen fornemmelse af, hvordan reaktionen hos hver enkelt har været.

Mændenes Hjem har i forbindelse med "Historier fra en politistation" klaget over, at politiet gav Lars Engels fortrolige oplysninger om en beboer på Mændenes Hjem, der skulle tvangsindlægges på psykiatrisk afdeling. Lars Engels fik ikke tilladelse til at filme tvangsindlæggelsen, og den beslutning priser forstander på Mændenes Hjem, Robert Olsen, sig i dag lykkelig over.

"Manden, der skulle indlægges, var dengang dybt psykotisk. I dag har han det fint, og jeg tror ikke han ville bryde sig om at se sin elendige tilstand udbasuneret på tv to år efter, optagelserne fandt sted," siger Robert Olsen.

 

Ingen sløring
Alle medvirkende i "Historier fra en politistation" optræder uden nogen form for sløring.

Johan Petersen fra Mariatjenesten kunne bedre have accepteret udsendelsen, hvis de medvirkende var anonyme.

"Det er ikke svært at tænke sig til, hvad børn, plejefamilie og sociale myndigheder tænker, når de genkender den stærkt narkopåvirkede luder med en kunde på Istedgade. Så er det slut med samkvemsretten med børnene," siger han.

Men for Lars Engels er det et vigtigt princip, at der er ansigter på historierne.

"De skal stå ved det, de siger. Og hvis man giver en mistænkt en sæk over hovedet eller slører hende, så kommer den pågældende til at fremstå endnu mere mistænkelig – som et monster. Samtidig vil betjenten, der afhører den mistænkte, stå alt for stærkt i billedet," siger Lars Engels.

Han er overbevist om, at han har leveret et væsentligt socialt dokument, som ikke kan erstattes af, at Mariatjenestens leder eller korshærschefen træder frem og fortæller om forholdene på Vesterbro på vegne af narkomanerne og luderne.

Men de humanitære organisationer har en tredje – og i deres øjne bedre – måde at fortælle om livet på Vesterbro.

"Brug fiktionen. Gå ind og se filmen "Bænken". Den skaber den forståelse, som Lars Engels' dokumentar mangler," siger Bjarne Lenau Henriksen.

Ingen er bedre end andre
Mændenes Hjem, Kirkens Korshær og Mariatjenesten har for længst sat skrappe restriktioner på mediefolks adgang til deres lokaler. Og Lars Engels' interesse i social nød er langt fra et enestående eksempel i dansk presse.
"Hvis Folketinget vedtager en ny psykiatrilov, så ringer journalisterne straks til os og beder os skaffe en hjemløs, psykotisk stofmisbruger under 25 år i løbet af en halv time. Journalister er alle sammen kolde i røven over for de enkelte menneskers skæbne. Derfor siger vi nej til den slags anmodninger," siger Robert Olsen, forstander på Mændenes Hjem.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen