Okay, weekendens store mediehistorie kan have været reel, SAS kan have været timer fra at gå konkurs. Men der er en del, der ikke stemmer – og mange kritiske spørgsmål, der kunne have afløst den oppiskede stemningVar SAS virkelig få timer fra at gå konkurs?
Rygtet kom frem i sidste uge, bragt til torvs af svenske Expressen. Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank med indgående kendskab til SAS, afviste tanken og sagde, at man ville kunne høre braget helt til København, når han faldt ned af stolen, hvis SAS gik konkurs her og nu.
Men nu var der gang i mediemøllen, et enormt antal arbejdspladser stod på spil, og weekenden udviklede sig højdramatisk.
Rygter ville vide, at SAS' bestyrelse akut var til krisemøde med bankerne i Stockholm, og stewardesser skulle nu medbringe kontanter, og flyene skulle være tanket op, så der var mulighed for at vende hjem i tilfælde af en konkurs.
Nu sidder jeg som seer – og professionelt paranoid journalist – tilbage med en del spørgsmål, som medierne, trods massiv tilstedeværelse, ikke har forfulgt.
SAS' kreditter udløb først i juni 2013, og der var udsigt til, at de ville blive forlænget. Regnskabet for 3. kvartal viste et overskud på tæt ved 400 mio. kr.
Hvordan kunne SAS være timer fra at gå konkurs? Var dele af dramaet skabt med vilje af SAS' bestyrelse for at gøre situationen mere akut og dermed tvinge personalet til – ubestrideligt – helt nødvendige besparelser?
Schur snød medierne
I hvert fald indrømmede Fritz Schur, SAS' bestyrelsesformand, tirsdag, at bestyrelsen slet ikke var i Stockholm søndag. Det var bare for at narre medierne, forklarede han.
Ergo var der altså heller ikke noget højdramatisk møde søndag i Stockholm mellem bestyrelse og banker, selv om mange medier brugte en del kræfter på netop det formodede krisemøde.
Satte SAS-bestyrelsen selv rygtet om en forestående konkurs i gang for at tvinge medarbejderne og skabe en stemning, hvor de var tvunget til at forhandle?
Timer fra konkurs?
Imod taler selvfølgelig, at SAS' tillidsfolk ikke er dumme, at det ville være uansvarligt at sætte selskabets rygte på spil på den måde, at en bestyrelse skal give et retvisende billede af et selskabs økonomi, og at SAS' økonomi vitterlig er trængt, blandt andet på grund af pensionsforpligtelser, der reelt har ædt virksomhedens egenkapital op.
Rygtet hos Expressen kan let være opstået på anden vis, og SAS' bestyrelse kan have vist ansvarlighed ved at være klar til at indgive den konkursbegæring, som skulle indgives, hvis der var risiko for at påføre kreditorerne yderligere tab.
Men … timer fra en konkurs? Hvordan hænger det sammen med økonomien i øvrigt? Ville de statslige ejere virkelig være klar til at lade det ske fra den ene time til den anden – eller den ene dag til den anden – uden at sikre passagerer og ansatte? Det savner jeg stadig svar på.
Flere måneder at flyve i
Førnævnte Jacob Pedersen fra Sydbank vurderede på baggrund af de seneste oplysninger, som han havde direkte fra SAS, at selskabet i hvert fald havde et par måneder at flyve i, hvis personalet sagde nej.
Dramatisk nok endda, absolut, men trods alt med bedre tid for personalet til at forhandle i.
SAS-bestyrelsen har i pressen stået som redningsmændene, der beklageligt, men nødvendigt, måtte presse de – forstod man – lidt for forkælede personalegrupper ved at handle resolut i nogle afgørende timer.
Hvis dramaet var reelt, og der vitterlig kun var få timer at handle i, var der så ikke en anden historie – en historie om en bestyrelse, der åbenbart først handler klokken panik før lukketid efter åbenbart at have ladet stå til i måneder og år? Hvor blev den historie af?
Men jeg er stadig ikke overbevist om, at Fritz Schurs og den øvrige bestyrelses lille forsvindingsnummer søndag var det eneste teater i den historie.
Og hvor ville jeg gerne have haft mindre drama og mere kritisk analyse i dækningen af hele sagen.
Susanne Sayers er fra januar 2013 blogger hos Journalisten.
15