Okay, weekendens store mediehistorie kan have været reel, SAS kan have været timer fra at gå konkurs. Men der er en del, der ikke stemmer – og mange kritiske spørgsmål, der kunne have afløst den oppiskede stemningVar SAS virkelig få timer fra at gå konkurs?
Rygtet kom frem i sidste uge, bragt til torvs af svenske Expressen. Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank med indgående kendskab til SAS, afviste tanken og sagde, at man ville kunne høre braget helt til København, når han faldt ned af stolen, hvis SAS gik konkurs her og nu.
Men nu var der gang i mediemøllen, et enormt antal arbejdspladser stod på spil, og weekenden udviklede sig højdramatisk.
Rygter ville vide, at SAS' bestyrelse akut var til krisemøde med bankerne i Stockholm, og stewardesser skulle nu medbringe kontanter, og flyene skulle være tanket op, så der var mulighed for at vende hjem i tilfælde af en konkurs.
Nu sidder jeg som seer – og professionelt paranoid journalist – tilbage med en del spørgsmål, som medierne, trods massiv tilstedeværelse, ikke har forfulgt.
SAS' kreditter udløb først i juni 2013, og der var udsigt til, at de ville blive forlænget. Regnskabet for 3. kvartal viste et overskud på tæt ved 400 mio. kr.
Hvordan kunne SAS være timer fra at gå konkurs? Var dele af dramaet skabt med vilje af SAS' bestyrelse for at gøre situationen mere akut og dermed tvinge personalet til – ubestrideligt – helt nødvendige besparelser?
Schur snød medierne
I hvert fald indrømmede Fritz Schur, SAS' bestyrelsesformand, tirsdag, at bestyrelsen slet ikke var i Stockholm søndag. Det var bare for at narre medierne, forklarede han.
Ergo var der altså heller ikke noget højdramatisk møde søndag i Stockholm mellem bestyrelse og banker, selv om mange medier brugte en del kræfter på netop det formodede krisemøde.
Satte SAS-bestyrelsen selv rygtet om en forestående konkurs i gang for at tvinge medarbejderne og skabe en stemning, hvor de var tvunget til at forhandle?
Timer fra konkurs?
Imod taler selvfølgelig, at SAS' tillidsfolk ikke er dumme, at det ville være uansvarligt at sætte selskabets rygte på spil på den måde, at en bestyrelse skal give et retvisende billede af et selskabs økonomi, og at SAS' økonomi vitterlig er trængt, blandt andet på grund af pensionsforpligtelser, der reelt har ædt virksomhedens egenkapital op.
Rygtet hos Expressen kan let være opstået på anden vis, og SAS' bestyrelse kan have vist ansvarlighed ved at være klar til at indgive den konkursbegæring, som skulle indgives, hvis der var risiko for at påføre kreditorerne yderligere tab.
Men … timer fra en konkurs? Hvordan hænger det sammen med økonomien i øvrigt? Ville de statslige ejere virkelig være klar til at lade det ske fra den ene time til den anden – eller den ene dag til den anden – uden at sikre passagerer og ansatte? Det savner jeg stadig svar på.
Flere måneder at flyve i
Førnævnte Jacob Pedersen fra Sydbank vurderede på baggrund af de seneste oplysninger, som han havde direkte fra SAS, at selskabet i hvert fald havde et par måneder at flyve i, hvis personalet sagde nej.
Dramatisk nok endda, absolut, men trods alt med bedre tid for personalet til at forhandle i.
SAS-bestyrelsen har i pressen stået som redningsmændene, der beklageligt, men nødvendigt, måtte presse de – forstod man – lidt for forkælede personalegrupper ved at handle resolut i nogle afgørende timer.
Hvis dramaet var reelt, og der vitterlig kun var få timer at handle i, var der så ikke en anden historie – en historie om en bestyrelse, der åbenbart først handler klokken panik før lukketid efter åbenbart at have ladet stå til i måneder og år? Hvor blev den historie af?
Men jeg er stadig ikke overbevist om, at Fritz Schurs og den øvrige bestyrelses lille forsvindingsnummer søndag var det eneste teater i den historie.
Og hvor ville jeg gerne have haft mindre drama og mere kritisk analyse i dækningen af hele sagen.
Susanne Sayers er fra januar 2013 blogger hos Journalisten.
15 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg er enig med Lars Abild og kan tilføje at den danske del af kreditten blev bevilget i fredags, altså fire dage efter at SAS indgik de sidste aftaler med fagforeningerne. Se http://www.ft.dk/samling/20121/aktstykke/Aktstk.27/index.htm?/samling/20121/aktstykke/Aktstk.27/index.htm
Det fregår af finansministerens aktstykke at "SAS’ ledelse (har) vurderet det nødvendigt at have adgang til en kreditfacilitet, som der vil kunne trækkes på, hvis der fx som følge af uventede hændelser sker et midlertidigt fald i selskabets likviditet. Således vil SAS’ egen likviditetsbeholdning navnlig på kort sigt være forholdsvis lav, hvilket i værste fald kan påvirke kundernes og leverandørernes tillid til selskabet."
Det betyder på jævnt dansk at SAS kunne risikere at løbe tør for penge meget, meget hurtigt. Man skal her huske at de historiske erfaringer viser, at det ikke er så nemt at gennemføre en kontrolleret afvikling af et flyselskab. Schweizerne forsøgte i efteråret 2001 men måtte allerede samme dag indstille flyvningerne, fordi ingen ville tanke deres fly uden kontant betaling.
Lyver SAS - og dermed finansministeren? Det ville være en god historie. Vi mangler dog fakta som kunne underbygge denne hypotese, og hverken journalister eller arkæologer vandrer bare ude på marken og graver på må og få; der skal være et spor at gå efter.
v.h. Uffe Gardel, Berlingske
Selvom det formentlig er en formalitet, er den endelige accept af, at den svenske stat er parat til at stille med en kredit på maksimalt 749 mio. SEK ud af det samlede beløb på 3,5 mia. SEK, er den endelige beslutning ikke truffet af den svenske rigsdag. Det er i al fald ikke meldt ud, og ifølge det dokument om SASs låneramme, der har ligget tilgængeligt på Regeringskansliet hjemmeside siden tirsdag, er der tale om en hastesag, der gerne skal være på plads en af de nærmeste dage:
”Som anförts i avsnitt 2 är det högst angeläget att kreditfaciliteten så snart som möjligt kan komma på plats. Riksdagen föreslås därför besluta om att förkorta motionstiden för följdmotioner till propositionen till sju dagar.” Det skyldes, som det også fremgår, at:
”För att ge SAS nödvändig tillgång till likviditet, och därmed upprätthålla förtroendet för bolaget hos kunder och leverantörer, är det högst angeläget att kreditfaciliteten så snart som möjligt kan komma på plats.”, og at kreditten stilles i forhold til reglerne om det: ”marknadsekonomiska investerarprincipen”.
Det har været heftigt debatteret senest i Presslogen, om SAS har snydt på vægtskålen i forhold til det udmeldte om, at kassen var ved at løbe tør. Nu er det en sag, der for alvor skal dykkes ned i, da man omvendt kan slutte, at hvis SAS ikke var tæt på en betalingsstandsning efterfulgt af en konkurs, og uden videre kunne leve af pengene i kassen, så er den svenske statsminister Reinfeldt sammen med sin regering i gang med at føre hele Riksdagen bag lyset. Nu begynder sagen at ligne noget. Men mon dog. Allerede den 12. november på et pressemøde fortalte den svenske finansminister, at kreditten er med til, at SAS overlever, hvorved man nu og her beskytter ejernes interesser. Videre fremgår af dokumentet, at kreditten sammen frasalg netop skal bedre den manglende likviditet: ”Avyttringarna och den nya finansieringsplanen förväntas påverka likviditeten positivt med ca 3 miljarder kronor. Avyttringarna omfattar bl.a. flygbolaget Widerøe's Flyveselskap AS, som i huvudsak trafikerar norska inrikeslinjer, SAS Ground Handling, fastigheter och flygmotorer. ”
Siden skal SAS gerne sælges - så skatteborgerne ikke længere skal holde for med hvv. kapitalindskud og kreditter. Det tror jeg noget mindre på, end den med at tre landes regeringer i fælleskab netop har snydt de, der har valgt dem, for at spare ikke mindst på løn til de ansatte i et flyselskab.
Tristessen breder sig, når garvede erhvervsjournalist Uffe Gardel dels dækker sig ind med at SAS-dækningen ikke er slut endnu (vi venter nu på gardels post festum-dækning) og dels anfører, at han i øvrigt "tror" (noget af en journalistisk erkendelse af manglende journalistisk indsigt), "at fagforeningerne har gennemført deres egne analyser" (totalt journalistisk ansvarsforflygtelse).
"De ser ud til at have konkluderet at SAS ikke bluffede" (så siger vi det og tager det for gode varer eller...?)
Spørgsmålet melder sig: Hvad skal vi med Gardel og Berlingske?
Vi har jo alle troen i behold, fagforeningerne analyserer (ifølge Gardel) neutralt og tjener (sådan lyder det fra Gardel) på alles vegne samfundet til gode.
Trist Gardel, at du - som så mange andre journalister i denne sag - lader rumpe og selvstændig research hvile i stolen og tastaturet flyve som telefonsvarer.
Ib konrad Jensen spørger om der er fortilfælde, hvor et statsejet selskab er gået konkurs og har påført kreditorerne tab. Ja, det er der da, nemlig Statens Konfektion, som gik ned i 1995.
Og så er SAS jo også kun 50 procents statsejet. Det er vanskeligt at argumentere for at statskasserne skulle dække kreditorernes tab ved en konkurs, når man jo ikke kan tvinge de private aktionærer til at deltage i tabsdækningen.
Mig bekendt har konkurser blandt statsejede luftfartsselskaber da også altid givet tab til kreditorerne.
Susanne Sayers har bestemt ret i at det vil være godt med mere analyse i dækningen af SAS, men dækningen er jo heller ikke slut endnu. Og i øvrigt tror jeg da at fagforeningerne har gennemført deres egne analyser. De ser ud til at have konkluderet at SAS ikke bluffede.
vh. Uffe Gardel , Berlingske
Er ikke uenig i, at SAS-ledelsen fik for let spil i Danmark. Ikke mindst når alt for mange journalister kontinuerligt ringede til Sydbanks slipseklædte regneark, hvis arbejde har som mål at få aktiekurser til at stige, hvorved medarbejdere altid er en omkostning, der altid skal skæres til. Et udtryk for at danske journalister mangler kilder i SAS - og vel også baggrunden for denne analyse.
Men jeg har ikke set Finansministeriets pressemeddelelse fra mandag i sidste uge udlagt nogen steder, men alene omtalt i Børsen. Nederst i den står noget rigtig kedeligt, men ganske vigtigt om den kredit på 3,5 mia. SEK, SAS har fået lov at trække på:
"Den statslige deltagelse i kreditfaciliteten sker bl.a. på en baggrund en vurdering af, at den er kommercielt velbegrundet, og dermed at det forventede afkast står mål med de finansielle risici, der er forbundet med deltagelsen. Staterne anser derfor, at deres deltagelse i kreditfaciliteten er overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip. Dermed er det ikke et krav, at staternes deltagelse skal notificeres til og godkendes af Europa-kommissionen."
Det, der står på dansk er, at de statslige ejere har spurgt EU, om kommissionen vil godkende staternes deltagelse i kreditten, da en sådan er at betragte som statsstøtte. Det har kommissionen sagt nej til jf. de forhandlinger, der er omtalt flere steder. I sidste øjeblik har man derfor blandt kreditgiverne - stater og banker - truffet en beslutning om, at man ikke kalder det statsstøtte, men stiller kreditten ifølge det markedsøkonomiske investorprincip. Altså at SAS betaler en forhøjet præmie for kreditten, så den ikke bliver statsstøtte.
Men hvad vigtigere er, har princippet den voldsomme effekt, at SAS skal skære til i udgifterne, så man ikke kommer i klemme senere, og derved har behov for en ny statslig kredit. Sker det, kan EU-kommissionen beslutte, at SAS skal sælges, hvilket vil ske til helt andre priser, end når aktionærerne selv kan beslutte, hvornår salget skal finde sted. Det samme er tilfældet ved en konkurs. Det er givet derfor, Corydon har haft travlt med telefonen for at sige, at bankerne var tæt på at opsige kreditten - og så var det overstået.
Rækkefølgen fandt sted med busselskabet Combus, der først fik 200 mio. kr. af staten efter det spændende princip. Da der manglede millioner anden gang, og der måtte tilføres yderligere 300 mio. kr. blev der sagt stop fra EU-kommissionens side, og selskabet blev solgt med sine 3.000 medarbejdere og cirka 1.000 busser for 100 kr.
Og kære Ib, det har du været med til at betale af din skat uden at få noget igen, så jeg mener bestemt, man kan betragte dig som en forsmået kreditor. De busselskaber, der gik konkurs pga. statsstøtten, synes nok ikke, at det var så sjovt at værre oppe imod en meget stor kredit.
DSB har i de seneste par år gentaget kunstykket ved at bruge en 500 - 600 mio. kr. af statskassens penge på at køre tog for svenske trafikselskaber, der ellers kunne være brugt til togkørsel i Danmark. Det er ikke tilladt, men det tog man ikke så alvorligt. Brugte istedet sin presseafdeling til at forsøge at tørre ansvaret af på ministeren.
Eksempelvis er denne forside på berlingeren en ikke historie, da præmissen om Eriksens fyring pga. statsstøtte ikke holder, hvad avisen havde skrevet nogle måneder inden.
Så det er ikke kun, når det kommer til SAS, at der er for lidt analyse i journalistikken men derimod en hel del vægtløst drama.
Flere