search

Alle vil have Emma, Alberte og Karoline, men hvem vil de have?

Journalisten bad tre nystartede kommunikationsstuderende undersøge, hvilken fagforening de ville vælge. For både DJ, HK, Djøf, Magistrene og KS gør sig lækre for de eftertragtede studerende (rettet 14/10 kl. 9.34: KS er billigere end DJ for studerende)

På nogle studier er det helt oplagt, hvilken fagforening man som studerende skal melde sig ind i. Er man jurastuderende, melder man sig ind i DJØF, starter man på lærerseminariet, melder man sig ind i Danmarks Lærerforening, og læser man journalistik, er det naturligt at melde sig ind i Dansk Journalistforbund.

Men hvilken fagforening skal man vælge, hvis man læser på en af landets mange kommunikationsuddannelser?

Svaret på dét spørgsmål er ikke helt oplagt, fortæller arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet.

»Kommunikation bruges jo i rigtig mange dele af arbejdsmarkedet i dag, og antallet af stillingsbetegnelser, der har kommunikation i sig, vokser. Men kommunikation som fag hører ikke naturligt hjemme i nogen fagforening. Derfor bejler en række fagforeninger til de kommunikationsstuderende. For der bliver flere og flere af dem, og organisationerne vil selvfølgelig gerne have flere medlemmer,« siger han.

Ved årtusindskiftet fandtes der kun ét bachelorfag på landets universiteter, hvor ’kommunikation’ indgik i navnet. I 2016 var det tal ifølge Uddannelsesministeriet vokset til 27 universitetsbacheloruddannelser med ordet ”kommunikation” eller ”communication” i titlen. Dertil kommer blandt andet professionsbachelor-uddannelserne i kommunikation på DMJX og andre professionshøjskoler.

»Én ting er jo, hvad man læser – noget andet er, hvad man ender med at lave, når man kommer ud på arbejdsmarkedet. Der bliver det måske mere tydeligt, hvilken faglig organisation man har et naturligt tilhørsforhold til. Men så længe man stadig læser, er man som kommunikationsstuderende et lovligt bytte for organisationerne,« siger Laust Høgedahl. 

 

Emma Ross (foto: Jonas Pryner Andersen)

 

Emma Ross: »Jeg skal kunne se mig selv i fællesskabet«

Studie: Visuel Kommunikation, DMJX

Valg: Dansk Journalistforbund

Inden Emma Ross under­søgte de fem foreninger, havde hun ikke nogen bestemt i tankerne. Men især fagforeningernes identitet endte med at spille ind i hendes valg  

»Efter at have kigget på fagforeningerne ville jeg vælge Dansk Journalistforbund. Jeg læser selv på en journalistisk uddannelse, så jeg føler, at jeg ville høre godt hjemme der. Da jeg snakkede med folk fra min klasse, var der også flere, som allerede havde meldt sig ind. Der var mange, som nævnte pressekortet som en lidt anderledes grund til at melde sig ind. Det er også en fin pris for både medlemskab og forsikring, og det betyder jo også meget.

Ellers synes jeg, det betyder en del med den identitet, som de forskellige foreninger har. Og der tror jeg, at jeg bedre kan se mig selv i DJ. DJ er lidt mere ung med de unge – også i den måde, de præsenterer ting på. Desuden synes jeg, de fokuserer meget på netværk og fællesskab, og i den optik tror jeg, at jeg ville kunne bruge netværket i DJ mere end i flere af de andre fagforeninger. Hvis ikke jeg valgte DJ, blev det nok HK. Selv om det ikke er det mest oplagte valg for mig, så virker det meget trygt og etableret, og rigtig billigt.

Det var lidt ligesom, da man i folkeskolen skulle ind og læse om de forskellige partier. Selvfølgelig fornemmer man nogle forskellige holdninger, men overordnet er det meget ens, synes jeg.

Djøf kan jeg til gengæld slet ikke se mig selv i. Det bliver nok lidt for CBS-firkantet til sådan en som mig på en kreativ uddannelse. De har en meget jakkesæt-agtig identitet, og den ville jeg nok forvente smittede af på de ting, som de udbyder. Jeg har en forventning om, at jeg ville passe godt ind, hvis jeg dukkede op til et arrangement hos Dansk Journalistforbund.

Prisen og forsikringen bliver også ret afgørende for mig i sidste ende. Så længe jeg er studerende, ser jeg nok først og fremmest fagforeningen i et forsikringslys. Så det er ikke så vigtigt med foreningsliv og sociale arrangementer. Det bliver mere en afvejning af en følelse af at høre hjemme, og så prisen.« 

 

Alberte Elgaard (foto: Jonas Pryner Andersen)

 

Alberte Elgaard: »Hvis HK er godt nok for de andre, er det vel også godt nok for mig«

Studie: Interkulturel kommunikation, CBS

Valg: HK

Allerede inden Alberte Elgaard undersøgte de fem fagforeninger, hældte hun mest til HK. For hende blev det afgørende, hvilke faglige organisationer hun mødte på studiet, og hvad hendes medstuderende valgte

»Efter at have undersøgt de forskellige tror jeg stadig, at jeg vil vælge HK. I sidste ende er det ret afgørende, at det er gratis at være medlem hos dem. Særligt fordi man hurtigt får fornemmelsen af, at de fleste af fagforeningerne tilbyder det samme, kommer prisen til at betyde meget. Jeg kender også mange, som er medlemmer og er glade for det. Så hvis HK er godt nok for dem, er det vel også godt nok for mig.

Hvis jeg skulle vælge en anden, skulle det være Djøf. Det bliver mest prisen, der afgør, at det er HK, jeg vil vælge. Djøf tilbyder mange af de samme ting, og jeg har indtryk af, at der også er en del CBS’ere, som er medlem af Djøf.

Det virker for mig, som om de fleste fagforeninger tilbyder det samme; nogle kurser, noget cv-hjælp osv.

Dansk Journalistforbund ville jeg afgjort ikke vælge. De er meget fokuseret på journalister – og det er jeg jo ikke. Der synes jeg, at Djøf og HK virker mere, som om de henvender sig til mit fag. Det spiller nok også ind, at jeg aldrig havde hørt om Dansk Journalistforbund før. Det er slet ikke blevet præsenteret som en mulighed på studiet, og jeg kender ingen medstuderende, som er medlemmer. Jeg synes også, at Dansk Journalistforbunds hjemmeside var uoverskuelig, og jeg havde svært ved at gennemskue de præcise priser og tilbud.

Det bliver afgørende for valget, hvilke fagforeninger man har mødt på studiet. Djøf og HK har været meget tilstedeværende her på CBS. De sponsorerede også en del af vores introforløb og arrangementer. Faktisk troede jeg måske, at de kun var for CBS’ere, inden jeg undersøgte det nærmere.  

Jeg vidste ikke, at man også kunne få råd og vejledning i forhold til cv og samtaler og den slags. Det synes jeg er rigtig fint. Generelt vidste jeg ikke, hvor meget der var at hente hos de forskellige – sådan noget som stressrådgivning er også en god og brugbar ting som studerende, synes jeg. De faglige arrangementer, de forskellige tilbyder, ser også ud til meget at gå igen. Der ville jeg nok i sidste ende hellere benytte mig af tilbud fra studiet.«

 

Karoline Boysen (foto: Jonas Pryner Andersen)

 

Karoline Boysen: »Jeg vil hellere have en lille faglig forening end en, der skal favne alle«

Studie: Kommunikation og performance-design, RUC

Valg: Dansk Journalistforbund

Før hun undersøgte sagen, troede Karoline Boysen, at DJ var en lukket klub for journalister. Alligevel er hun endt med at vurdere, at DJ bedst kan hjælpe hende med faglige spørgsmål og udfordringer.

»Efter at have undersøgt de forskellige fagforeninger vil jeg nok vælge Dansk Journalistforbund. Ud af de fem kunne jeg bedst se mig selv i Kommunikation og Sprog eller Dansk Journalistforbund, så det blev i sidste ende afgørende, at DJ var billigere. Hos KS kommer a-kassen oveni, og den prisforskel kommer til at betyde meget, når man er på SU.

Rettelse 14/10 klokken 9.34: Efter publicering af denne artikel er Journalisten gjort opmærksom på, at det ikke er korrekt, at a-kasse kommer oveni hos KS, som den studerende citeres for. Forholdene ift. a-kasse er ens for DJ og KS. Den samlede pris for studiemedlemskab er lavere for KS end DJ.

HK er slet ikke en forening, jeg kan se mig selv vælge. De har et meget bredt fokus og ser ud til at favne mange meget forskellige fagligheder. Det bliver lidt uoverskueligt, fordi der er så meget forskelligt. Der synes jeg, det virker mere ligetil hos DJ, hvor det er et mindre fagligt fællesskab med mere fælles fokus.

Det overraskede mig, at DJ havde så mange kurser og tilbud, som var relevante for mig som kommunikationsstuderende. Jeg havde nok en forestilling om, at det var en lidt lukket klub for journalister, hvor der var en masse kommakurser og den slags. Desuden synes jeg, at det virker, som om DJ tilbyder mange ting til studerende, og generelt ikke kun er der for folk, når det brænder på. Så der er et stort udbytte for en lille pris, synes jeg.

Fordi vi jo læser tværfagligt herude på RUC, så kan det være svært at bedømme, hvor man lige hører til.

Djøf er helt klart den forening ud af de fem, som har gjort sig mest bemærket på studiet. De er her hele tiden og fylder meget. Derfor var jeg også lidt overrasket over, at deres hjemmeside var så uoverskuelig. Men de er også fokuserede på mange forskellige studerende. Så det bliver meget bredt – og det er måske mere derfor, det føles uoverskueligt for mig.

Det vigtigste for mit valg af fagforening er fagligheden. At deres tilbud er skræddersyet til min faglige interesse, så jeg kan få vejledning, kurser og rådgivning specifikt til min situation. Prisen er selvfølgelig også vigtig – det er klart – men fagligheden er mere afgørende. Det samme gælder medlemstilbud på forsikringer. Det er jo noget af det, der lokker, men det kan ikke afgøre det alene.«

 

Fagforeningerne:
Derfor skal de vælge os

Djøf, HK, Magistrene, KS og DJ forsøger alle at lokke de kommunikationsstuderende til. Vi spurgte, hvorfor de er så ivrige efter at organisere de kommunikationsstuderende, og hvorfor de skal melde sig ind hos netop dem

Per Lindegaard Hjorth, formand, Kommunikation og Sprog:

»Vi har en ambition om at være det bedste fagforbund for kommunikationsfolket. Derfor er det vigtigt for os at organisere så mange som muligt ud fra devisen, at jo flere vi er, desto mere styrke har vi. Og de studerende er vigtige at få ind, fordi de jo udgør forbundets fremtid. Mit bedste argument for, hvorfor de skal vælge os, er, at KS er en specialiseret forening inden for kommunikation – og dermed også den, der har de mest relevante tilbud til kommunikationsstuderende. Vi har et medlemsblad om kommunikation, et netværk af kommunikationsfolk, specialtilbud om kommunikation og så videre.« 

Camilla Gregersen, formand, Dansk Magisterforening:

»Jeg betragter kommunikationsansatte som en helt essentiel gruppe i samfundet. Men de kan også være udsatte, for der er meget pres på den enkelte kommunikationsansatte, og derfor er det vigtigt for os at organisere dem. De skal vælge os, fordi vi er dem, der står op for de studerende uddannelsespolitisk. Vi tager slagsmålene om SU’en og forsvarer de studerende, ligesom vi også forsvarer dem i forhold til løn og ansættelsesvilkår bagefter. Det er let nok at lave fyraftensmøder og den slags – det gør vi også – men det er på det lange seje træk for de studerendes vilkår, at vi adskiller os.«

Henriette Rald, kommunikationschef, Djøf:

»I gamle dage var Djøf jo et forbund af økonomer og jurister, men i dag består forbundet af en mangfoldighed af fagligheder. Det er et virkelig bredt felt, og i det brede felt har kommunikation udviklet sig til at være en strategisk disciplin, som næsten alle djøf’ere i dag arbejder med. Hvis man ser kommunikation som en akademisk disciplin, der naturligt spiller sammen med andre fagligheder, så har jeg svært ved at se, at der findes et bedre tværfagligt fællesskab end det, djøf’erne har skabt via Djøf.« 

Kim Simonsen, formand, HK:

»For HK er der ikke nogen medlemsgrupper, som er vigtigere end andre – folk med job er heller ikke vigtigere end studerende. Men når vi gerne vil organisere kommunikationsfolket, allerede mens de stadig er studerende, er det, fordi de derigennem lærer at være en del af en fagforening. Og der er jo stor sandsynlighed for, at den kommunikationsstuderende ender med at få beskæftigelsesområde inden for HK. Derfor skal man være medlem af den forening, der bærer overenskomsterne på det her område.«

Lars Werge, formand, Dansk Journalistforbund

»Det giver os styrke på kommunikationsområdet, at vi har mange medlemmer inden for faget, og det giver os styrke til at arbejde for at forbedre de studerendes trivsel og vilkår ude på uddannelserne, at vi har mange medlemmer på kommunikationsstudierne. Alene af den grund betyder antallet noget. DJ’s styrke er vores faglige mangfoldighed, og at man som studerende har samme rettigheder og muligheder som fuldt betalende medlemmer. Man kan blive hørt som studerende på en anden måde hos os, end man – mig bekendt – kan i nogle af de andre forbund.« 

Rettelse 14/10 klokken 9.34: Journalisten citerer i denne artikel en studerende for at sige, at “DJ var billigere. Hos KS kommer a-kassen oveni”. Men Kommunikation og Sprog har i opslaget “Journalisten lyver om KS” på deres hjemmeside påpeget, at man ikke skal betale a-kasse-kontingent som studerende, og at KS har et lavere kontingent for fagforeningen for studerende end DJ. Journalisten beklager fejlen.

Rettelse 17/10 klokken 10.01: Journalisten havde ved en fejl skrevet “Kurt Simonsen”, hvor der skulle stå “Kim Simonsen”.

 

 

 

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen