I en tilsyneladende flagellantisk selvransagelse river mediefolk sig i disse timer og døgn i håret over, at de dog kunne tage sådan fejl: Donald Trump blev præsident. Én konklusion synes allerede at udkrystallisere sig, en konklusion, som efterlader den journalistiske selvfølelse intakt: Det er også de dumme meningsmålingers skyld.
Min blogger-kollega Susanne Sayers har skrevet noget i den retning her på journalisten.dk, og jeg er såmænd enig, men der er nu mere end det, man kan lære af Trump, og af Brexit for den sags skyld. Og vi, der bør tage ved lære, er flere end journalisterne, nemlig også politikere, eksperter og alle andre, som deltager i den offentlige debat.
Her er mine bud, og læs dem endelig til ende, for de vigtigste står til sidst; dette er ingen nyhedsartikel:
1. Vi skal bruge meningsmålinger rigtigt. Vi har da været igennem alt det med konfidensintervaller og statistisk usikkerhed, ikke sandt? Hvis en måling viser, at Clinton fører med én procent i en bestemt stat, så siger målingen faktisk ikke andet, end at man ikke kan konkludere noget om, hvem der vinder den stat.
2. Vi skal læse meningsmålingerne, og vi skal følge med i udviklingen i dem. I dag kan jeg for eksempel på sociale medier læse en chokeret journalist skrive, at der virkelig ikke var nogen, som havde forudset, at Clinton kunne tabe en stat som Michigan. Men det passer jo ikke. Der kom faktisk en måling, som viste et lille forspring til Trump – så lille, at det reelt betød dødt løb. Det var den sidste måling før valget. Det var også tydeligt, at der de sidste ti dage var et voldsomt skred i Trumps favør i meningsmålingernes resultater. Selv meningsmålingerne forudsagde, at Trump havde en reel vinderchance.
3. Hvilket fører mig frem til noget endnu vigtigere: Vi skal se virkeligheden. Så sent som efter klokken fire onsdag morgen kunne man høre DR’s studievært hævde, at afgørelsen lå ”på en knivsæg”. På dette tidspunkt viste New York Times prognose, at der var omkring 80 procents sandsynlighed for en sejr til Trump. På tilsvarende vis ser vi lige nu en strøm af analyser, som bagatelliserer Trumps sejr: Han mener det sikkert ikke alt sammen, han regerer ikke alene, og Reagan endte da med at blive en udmærket præsident alligevel.
4. Vi skal erkende, at fejllæsningen af virkeligheden ikke skyldes ond vilje eller ønsketænkning. Vi har at gøre med et psykologisk fænomen: Vi kan kun begribe hændelser, vi har ord for. Den 7. december 1941 så en amerikansk soldat ude i Stillehavet på sin radarskærm en stor gruppe fly på vej fra Japan. Han slog alarm. Men fik at vide af sin chef, at det umuligt kunne passe. Lidt efter angreb japanerne den fuldkommen uforberedte flådebase Pearl Harbor.
5. Vi skal undersøge virkeligheden. Det er helt banalt at skrive, og helt banalt at gøre, og nogle har endda gjort det denne gang; blandt andre Kristeligt Dagblad fortjener anerkendelse for fordomsfrie reportager fra Trumpland. Virkeligheden er borgerne og virksomhederne, ikke politologerne og økonomerne, og journalistik om borgere og virksomheder er ikke voxpop på en valgaften.
6. Når vi taler med borgere og virksomheder, vil vi blive tvunget til at behandle globaliseringens følger. Det gør vi ellers nødigt. Et eksempel er den offentlige debat om TTIP, som har været præget af to forskellige fortællinger, begge sande, nemlig at globalisering skaber økonomisk vækst, og at TTIP-aftalen har en problematisk form for investorbeskyttelse. Det sidstnævnte er en detalje, en slags surrogat, som centrum-venstre-debattører har kunnet kaste sig over, fordi de ikke har vovet at diskutere det egentlige problem, nemlig den omfordeling af job, velfærd og indkomster, som også følger med globaliseringen. Den manglende debat om omfordeling har gjort mediernes opgave sværere – men også vigtigere.
7. Hvilket fører mig frem til det sidste punkt: Vi skal vove at tale om ulighed. Emnet er aldeles bandlyst fra den offentlige debat i Danmark, som i en del år har været underkastet tvangen fra en omvendt jantelov; det skal sandelig ikke hedde sig, at vi i Danmark har noget imod, at folk tjener penge. For små 15 år siden kunne det stadig vække betydelig opsigt, at en dansk erhvervsleder blev aflønnet med tocifrede millionbeløb i bonus og aktieoptioner. I dag modtager offentligheden den slags nyheder med et skuldertræk. Herregud, det er jo aktionærernes penge, det må de selv om, og direktøren har sikkert ærligt fortjent hver en krone. I udlandet er det faktisk anderledes. I Tyskland diskuterer man ulighed, og i USA diskuterer man ulighed, og en del af virkningen så man onsdag morgen, da valgresultatet i USA pludselig faldt ned fra sin knivsæg.
11 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg er så enig med Uffe. Problemet med den selektive USA-dækning er endog større, end han får antydet. Der er adskillige fremragende analyser, som har været fremme længe før valget, og som banede vej for andre forventninger til valget, end de konventionelle. Lad mig her nævne to. Journalisten John Judis har i "The Populist Explosion" beskrevet højrepopulismen i både USA og Europa. Journalisten Thomas Frank har i sin fremragende "Listen Liberal" udpenslet alle årsagerne til, at Clinton risikerede nederlag. http://pov.international/hillary-er-den-kreative-klasses-sold/
Judis-bogen er nærmere beskrevet her: http://pov.international/trump-er-hojrepopulist-ikke-fascist/
@Dragsdahl
din egen POV-artikel er jo ikke med til at forklare hvordan eller hvorfor medierne i US og DK har været mere end almindeligt ringe i deres dækning.
pt står Trump med 276 valgmænd mens Clinton er efterladt med 218. Det er sådan ca. det præcist modsatte af hvad samtlige medier har berettet ville ske.
Det forhold at man politilogisk kan forsøge at forklare hvorfor Demokraterne åbenbart har mistet opbakning i befolkningen er jo ikke med til at forklare hvorledes medierne ikke har været i stand til at gengive den virkelighed de trods alt gerne skulle rapportere om. Vel?
Jeg synes, at meningsmålinger er et stort problem for demokratiet – uanset om de er korrekte eller ej!
Og min største bekymring er, i hvilken grad medier og journalister med den meget intense anvendelse af meningsmålinger – uanset om tallene er korrekte eller ej – rent faktisk ikke alene er med til at påvirke, men også især i forbindelse med meget tætte løb at afgøre valgresultatet.
Mon ikke mediernes massive fokus på Hillary Clinton som en oplagt vinder af valget – bl.a. på baggrund af meningsmålinger – har fået flere Donald Trump-tilhængere eller Hillary Clinton-modstandere op af sofaen og måske også flere Hillary Clinton-tilhængere til blot at blive i sofaen, end det ellers ville have været tilfældet?
Mediernes og journalisternes vigtigste – men tilsyneladende stadig mere udfordrende opgave i forbindelse med valg – må stadig være at få politikerne til at fortælle klart og konkret, hvordan de vil løse forskellige problemstillinger. Og så holde dem op på det. Og blive ved med at holde dem op på det.
Det er ikke at deltage aktivt i valgprocessen med overdreven og manipulerende formidling af meningsmålinger!
Uanset den danske direktørs løn så er uligheden i Danmark stadig blandt verdens mindste. I USA er uligheden stor. Derfor er det et debatemne i USA og ikke i DK. Vi nok verdens største udligning imellem indkomst grupperne i Danmark. Hvorfor diskutere noget der ikke er et reelt problem ?
Flere