Portræt i dameblad skrevet af PR-ansat

Alt for Damerne bringer i denne uge et stort portræt af designeren Naja Munthe - skrevet af Naja Munthes egen PR-medarbejder. Alt for Damerne kendte ikke forbindelsen og kalder det en »sammenblanding af interesser«  
18.03.2013 · 11:36

Designeren Naja Munthe har mange talenter. Hun har lavet et tøjmærke, der får kvinder ”til at ligge søvnløse ved tanken om det næste køb”. Hun bor så pænt, at der ”da også er skrevet en hel bog om hendes hjem”, og alligevel er det slet ikke så fancy. Selv om det kan ”være svært for folk at forstå udefra, folk, som tror, det er en verden fyldt med glamour. Men i bund og grund er det et arbejde helt nede på jorden.”

Sådan portrætteres Naja Munthe i en længere artikel om hendes gode skilsmisse i det seneste nummer af Alt for Damerne. Portrættet er skrevet af Mia L. Rasmussen. Da artiklen blev skrevet, var freelancer Mia L. Rasmussen fast engageret som Naja Munthes PR-medarbejder 10-15 timer om ugen. Den forbindelse kendte artikelredaktør på magasinet Kathe Japp ikke, da hun købte artiklen, efter at Mia L. Rasmussen havde henvendt sig.

»Hvis jeg havde været opmærksom på det, så ville jeg ikke have købt interviewet. Det er en sammenblanding af interesser. Jeg synes, det er ret kritisabelt, at journalisten ikke har fortalt det,« siger Kathe Japp til journalisten.dk. Hun har lagt mærke til den venlige tone i artiklen:

»Det er mere positivt, end det vi plejer at lave,« siger Kate Japp.

Journalisten bag portrættet, Mia L. Rasmussen, kan ikke se problemet:

»Jeg har skrevet det her som en del af min egen freelance-virksomhed. Det har ikke været Naja Munthes ide, og jeg er ikke blevet lønnet af hende, så jeg kan ikke se problemet. Jeg har naturligvis brugt den kontakt, jeg har til hende, til at få lov at interviewe hende. Det er klart, jeg har brugt mit netværk til at få ideer ligesom alle andre journalister,« siger Mia L. Rasmussen, der for nylig er startet i et nyt job som konsulent i et kommunikationsbureau.

Der er nok mange, der vil mene, at der er et uheldigt interesse-sammenfald?

»Det kan jeg godt forstå, men jeg har ikke behandlet Naja anderledes. Jeg har behandlet hende lige præcis som alle andre, jeg laver portrætinterviews med. Der er jo forskel på at lave interview til dagblad og til et magasin. Jeg har skrevet i den stil, som Alt for Damerne normalt laver,« fortæller Mia L. Rasmussen, som tilføjer, at linjen om, at kvinder ligger søvnløse med tanken om deres næste tøj-køb, er tilføjet af redaktionen.

Tror du ikke, at læserne gerne ville vide, at du har den relation til kvinden, du portrætterer?

»Det kan da godt være, at de gerne ville vide det. Det synes jeg ikke er relevant for hovedemnet i artiklen. Det kunne jeg forstå, hvis jeg lavede en anmeldelse af kollektionen, men det ville jeg aldrig gøre,« fortæller Mia L. Rasmussen.

Kommentar

18/03/2013 - 11:53

Jeppe Sørensen

Kodeordet er vist integritet

18/03/2013 - 12:17

Andreas Hansen

Av, av, av. Hvor er det trist at læse - og hvor er det trist, at Naja Munthes PR-medarbejder ikke selv kan se, at der er en særdeles klar interessekonflikt.

Når man arbejder på begge sider af skrivebordet, kan der opstå situationer, hvor der er en risiko for, at man er inhabil. Det bør man altid oplyse om, og at ALT for Damerne ikke er blevet oplyst om dette klare sammenfald af interesser er rigtig trist og skadeligt for både kommunikationsansatte og freelancere. Kommunikation er i høj grad baseret på tillid - og den er desværre brudt her.

18/03/2013 - 12:27

Ulrik Baltzer

Mia, indrøm nu bare, at du er for tæt på din case i det her tilfælde.

»Der er jo forskel på at lave interview til dagblad og til et magasin.«

Hvis vi kan blive enige om, at begge dele er journalistik, så er det stadigvæk kritisabelt, at du skriver om en person, du i en periode har været tæt på i 10-15 timer om ugen. Jeg er enig med Kate Japp, når hun konstaterer, at det er en sammenblanding af interesser.

»Det kan jeg godt forstå, men jeg har ikke behandlet Naja anderledes. Jeg har behandlet hende lige præcis som alle andre, jeg laver portrætinterviews med.«

Det er muligt, men vil du have os til at tro på, at Naja Munthe opfører sig på samme måde overfor dig, som hun gør overfor en journalist, hun aldrig har mødt, og som hun ikke i en periode har delt kontor med i 10-15 timer om ugen? Det er også muligt, men som læser ville jeg være skeptisk. Og det er vel det, artikelredaktøren er klar over.

Alle journalistspirer på SDU har fået at vide som noget af det første, at vi ikke må være for tæt på vores kilder. Det får den kommende praktikant på Alt for Damerne sikkert også at vide, når han eller hun træder ind ad døren. Og jeg kan da heller ikke se, hvorfor jeg skulle se bort fra den tommelfingerregel, bare fordi jeg skriver for et dameblad.

18/03/2013 - 13:32

Kristine Høeg

Man kan vel sige, at Mia L. Rasmussen dygtigt har brugt en mulighed for både at sælge en artikel og samtidig fremme Naja Munthes image. I min optik ligger fejlen hos Alt for damerne. Siden hvornår er det blevet umuligt at redigere i en artikel? Kathe Japp siger ligefrem, at hun godt bemærkede den meget positive tone. Så rediger da artiklen om, så sæt da en af de mange fastansatte journalister til at researche mere viden hjem.

18/03/2013 - 13:43

Jeppe Sørensen

Fejlen ligger da soleklart hos Mia L Rasmussen. Hun har behændigt glemt at nævne, at hun tilfældigvis arbejdede 10-15 timer om ugen som pr-medarbejder for Naja Munthe. Det er primært et spørgsmål om integritet og korrekt varebetegnelse. Selvfølgelig skal en journalist gøre opmærksom på, hvis vedkommende har flere kasketter på. Det har journalisten i dette tilfælde så ikke valgt at gøre. Tvivler på, hun får afsat flere artikler til det blad nogensinde.
Hvis det er standarden for freelancejournalister, så græmmes jeg. At du blåstempler hendes optræden gør mig ked af det.

18/03/2013 - 14:55

Heidi Vesterberg

Jamen Kristine Høgh dog:
ALt for damerne kunne med stor fordel have redigeret kæleriet og den stærkt rosende tone ud af artiklen. Men kun for at højne kvaliteten af artiklen og spare læseren for strittende nakkehår....

Det ændrer ikke ved at PR damen naturligvis ikke kan skrive artikler om samme person, som hun laver PR for. Hun skal ikke bare gøre opmærksom på sin dobbeltrolle. Hun skal vælge, om hun vil lave journalistik om personen eller PR for hende. Man kan ikke gøre begge dele uden at sælge ud af sin troværdighed og integritet. Der er ingen undskyldning for det. Det er da smart tænkt - men det er hverken i orden eller god journalistik.

18/03/2013 - 14:55

Heidi Vesterberg

Jamen Kristine Høgh dog:
ALt for damerne kunne med stor fordel have redigeret kæleriet og den stærkt rosende tone ud af artiklen. Men kun for at højne kvaliteten af artiklen og spare læseren for strittende nakkehår....

Det ændrer ikke ved at PR damen naturligvis ikke kan skrive artikler om samme person, som hun laver PR for. Hun skal ikke bare gøre opmærksom på sin dobbeltrolle. Hun skal vælge, om hun vil lave journalistik om personen eller PR for hende. Man kan ikke gøre begge dele uden at sælge ud af sin troværdighed og integritet. Der er ingen undskyldning for det. Det er da smart tænkt - men det er hverken i orden eller god journalistik.

18/03/2013 - 15:01

Inger Jensen

Jeg tror desværre, at livsstilsjournalistik/portræt-journalistik ofte er præget af vennetjenester, lige som kulturjournalistik også er en lille verden. En hurtig søgning på FB blandt journalistvenner, der skriver portrætter og reportager, viser hurtigt, at mange af deres venner også er portrætteret i journalistens egen avis. Og hvem kender ikke også rock-skribenten, der drikker øl med de samme kunstnere, som han eller hun senere skriver portrætter af? Eller anmelder deres musik?
I øvrigt vil jeg til freelancerens forsvar sige, at det at skrive til dameblade og aviser må regnes for at være en hyggebeskæftigelse i dag. Ingen freelancer bliver rig af de latterligt lave priser, som aviser og diverse medier betaler. Derfor tror jeg, at der i høj grad kommer mere journalistik, hvor kunden også betaler for at komme i damebladende. Freelance journalisten kan kun overleve, hvis denne har en mand/kone, der tjener pengen til husleje, da freelancelivet for journalister fremover helt klart ligger på kommunikations-siden.

18/03/2013 - 15:33

Heidi Vesterberg

Hvad er det for noget vrøvl, Inger Jensen?
Jeg blev ikke så rystet over selve artiklen: Jeg er langt mere rystet over jeres kommentarer og forsvar af den her dame.

Der er stor forskel på at blive betalt af nogen og være ansat af dem, man skriver artikler om - og være venner med dem på FB. jeg er selv freelancer - og ja, visse steder bliver jeg latterligt betalt. Men det er ikke en undskyldning. Hvis nogen bliver så latterligt betalt at de må gå SÅ meget på kompromis med deres egen integritet og handle direkte imod den journalistiske grundlov - så skal man nok finde sig et andet arbejde. Det kan man sådan set også lige så godt gøre, hvis man gør sådan her. Man er jo alligevel ikke journalist længere.

18/03/2013 - 15:59

Stefan Vase

Dagbladet Arbejderen kan nu også:
http://arbejderen.dk/indland/dennis-kristensen-fylder-60-år

I det konkrete tilfælde er det dog tydeligt, at det er en FOA-ansat, som har skrevet portrættet. Men det er underligt, at ansvarlige medier accepterer (mere eller mindre bevidst) den type journalistik. "Vi kopierer det, andre skriver, fordi vi ikke selv gider at skrive det..." ;-)

18/03/2013 - 18:21

Anne Falck

Det er dybt beskæmmende.
Og om muligt endnu mere sørgeligt, at der åbenbart findes journalister, der kan forsvare en så dybt problematisk etisk dobbeltrolle.
Desværre bærer en debat som denne ved til bålet i den aktuelle diskussion om journalister versus kommunikatører, integritet, hæderlighed og etik. Jeg fristes til at sige, at holdninger som Mia L. Rasmussens er den rene gift for chancerne for at øge forståelsen mellem de to grupper - fordi der er nogle, der - som Mia - ikke forstår vigtigheden af at skelne!
Hvor ville jeg dog ønske, at Mia ville trække sine udtalelser tilbage og erkende, at der er noget, hun har misforstået. Det er tilladt at tænke sig om en ekstra gang.

Seneste jobopslag

Presserådgiver til Kulturministeriet

Kulturministeriet
Ansøgningsfrist: 04.10

Vi søger konsulenter til udvikling af efter- og videreuddannelse

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 09.10

Redaktør for sociale medier til TV 2

TV 2
Ansøgningsfrist: 02.10

Journalist søges til Avisen.dk og Ugebrevet A4

Avisen.dk og Ugebrevet A4
Ansøgningsfrist: 22.09

Varde Kommune søger alsidig kommunikationsmedarbejder

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 25.09

Kommunikationsmedarbejder til Kommunikation

Silkeborg Kommune
Ansøgningsfrist: 22.09

Redaktionschef på Familie Journal

Aller Media
Ansøgningsfrist: 01.10

Digital Content Manager

DGI
Ansøgningsfrist: 01.10

Webjournalist til SØNDAG

Aller Media
Ansøgningsfrist: 24.09

Kopenhagen Fur is looking for an experienced Content Writer

Kopenhagen Fur
Ansøgningsfrist: 29.09

Er du vores nye kollega?

Medieskolerne, Media College Denmark
Ansøgningsfrist: 28.09

Redaktionschef, DR Nyheder Digital

DR
Ansøgningsfrist: 25.09

Kommunikationskonsulent til presse og sociale medier i Danske Handicaporganisationer (DH)

Danske Handicaporganisationer (DH)
Ansøgningsfrist: 22.09