search

Foto: ALT for damaerne. Collage: Journalisten

i

ALT for damerne i 70’erne: Kys og håndkantsslag

En gruppe stærke kvindelige journalister tryktestede i 70’erne, hvad man kan tillade sig at skrive i et dameblad. ALT for damerne skabte oplagsfremgang med kvindebevidste artikler og var tæt på at vinde Cavlingprisen, men journalisterne endte selv med at ryge ud med et brag

Rødstrømpebevægelse, ligestilling og søstersolidaritet. Fri abort, ølejre og Shit og Chanel i radioen. 1970’erne var en brydningstid for de fleste kvinder, og ALT for damerne var det dameblad, som var bedst til at ramme de nye strømninger.

Fra omkring 1976 til 1983 gennemlevede bladet en vild periode, hvor en gruppe stærke kvinder lavede aktivistisk journalistik, der tiltrak nye læsere, som ikke havde købt dameblade før.

Hanne-Vibeke Holst var journalistpraktik på ALT for damerne, da bladet var på toppen.

”Redaktionen bestod af en gruppe seje kvinder, der ville gøre et dameblad til et kvindemagasin. De foragtede de traditionelle dameblade, men de var forud for deres tid, fordi de forsøgte at udvide kvindeidentiteten. Det var det, de brugte bladet til,” siger Hanne-Vibeke Holst.

”Redaktionen bestod af en gruppe seje kvinder, der ville gøre et dameblad til et kvindemagasin. De foragtede de traditionelle dameblade, men de var forud for deres tid, fordi de forsøgte at udvide kvindeidentiteten.”

Hanne-Vibeke Holst, praktikant på ALT for damerne i 1981-82

Det var ifølge Hanne-Vibeke-Holst en gruppe rebelske kvinder, som brugte hilsenen ”kys & håndkantsslag”.

”Man kunne lave en tv-serie om det, for det var så 70’er-agtigt. Der mangler bare nogle mænd,” siger Hanne-Vibeke Holst.

Hanne-Vibeke Holst. Praktikant på ALT for damerne i 1981-82. Blev siden journalist på Søndags B.T. og Berlingske Tidende – og klummeskribent for ALT for damerne. Forfatter til 18 bøger. Foto: Marie Hald.

 

De seneste par år har Femina og ALT for damerne skruet op for artikler om feminisme, samtykkelovgivning og kvoter for kvinder i bestyrelserne. Dermed er de drejet ind på en aktivistisk og kvindebevidst kurs, der minder om ALT for damernes seks vilde år fra slutningen af 70’erne.

Der var dengang omkring 30 faste medarbejdere med korrekturlæsere og sekretærer på ALT for damerne. Når de cirka 10 kvindelige journalister midt i 30’erne holdt redaktionsmøde, kunne det handle om mænd, fødsler, unge elskere, skilsmisser eller utilfredshed med egen krop.

”Det var en brydningstid, og vi var selv midt i den, så vi var også selv under udvikling. Vi kunne diskutere vrøvl med kærligheden, og så sagde vi til hinanden, at det var da oplagt at skrive om. Der var ikke lang vej fra tanke til virkeliggørelse,” siger Barbara Gram, der blev ansat i 1977.

Læserne blev blandt andet præsenteret for kritiske artikler om stewardesser, som var trætte af rollen som ”kønsobjekter”. En temaartikel om ligeløn sluttede med en udførlig lønstatistik: ”Så lidt tjener vi, så meget tjener mændene”, hvor læserne kunne se lønforskellen inden for en række fag – fra bryggeriarbejder til personalechef.

En stor rundspørge blandt læserne gik tæt på og handlede blandt andet om personlige oplevelser med seksuelle overgreb. 4,3 procent oplyste, at de var blevet voldtaget af deres egen mand.

”Vi turde jo alt, og der var ikke noget, som var os fremmed.”

Barbara Gram, journalist på ALT for damerne 1977-1983

”Vi turde jo alt, og der var ikke noget, som var os fremmed,” siger Barbara Gram om spørgsmålene til læserne.

En anden artikel om kvinders sexfantasier var skrevet anonymt af kvinderne på redaktionen. Edel Hildebrandt fik et opkald fra en mand, der havde læst bladet.

”Han syntes, det var noget værre svineri. Det gjaldt i hvert fald ikke hans kone, hvæsede han.”

Kvinderne på redaktionen skrev om kvindebevægelsen, men de var ikke selv rødstrømper.

”Vi havde stor sympati for rødstrømperne, men vi smed ikke brystholderen,” siger journalist Annette Tholstrup.

”Vi havde stor sympati for rødstrømperne, men vi smed ikke brystholderen.”

Annette Tholstrup, journalist på ALT for damerne 1980-1983

En del af ugebladets traditionelle læsere reagerede på den nye progressive linje ved at holde op med at købe bladet. Men ALT for damerne fik fat i en ny gruppe kvinder, som ikke tidligere havde læst dameblade.

”Det var piger som os selv, der havde slået ørerne ud efter de nye tanker. Det gav os blod på tanden,” siger Edel Hildebrandt.

Er skønhed undertrykkende?

Artiklerne om de kvindepolitiske emner var ofte ledsaget af sort-hvide billeder, der skilte sig ud fra de traditionelle damebladssider med mode, mad og skønhed, som altid var i farver.

Internt på redaktionen blev det diskuteret, om bladets fokus på skønhed var undertrykkende, da det tit var i modstrid med indholdet i artiklerne.

Journalist Anette Tholstrup siger, at redaktionen var delt.

”Meget af indholdet i bladet var vi i princippet imod. Men det måtte vi sluge. Og så længe vi fik lov til at skrive vores artikler, var det ikke så vigtigt,” siger hun.

Hanne-Vibeke Holst oplevede et arbejdsmiljø, hvor der gik en skillelinje ned mellem de ”bevidste” journalister på den ene side og så dem, der lavede for eksempel mad, mode og noveller.

”Der var et indbyrdes hierarki med artikelredaktionen i toppen og de andre på de mindre ansete stofområder nederst,” siger Hanne-Vibeke Holst.

Edel Hildebrandt kan godt huske hierarkiet mellem journalisterne og de andre på bladet.

Edel Hildebrandt. Journalist og artikelredaktør på ALT for damerne 1971-1983. Ansat på dagbladet Politiken frem til 2006. Foto: Marie Hald. 

 

”Vi syntes, at vores stof var det vigtigste, men det andet var nødt til at være med for at sælge bladet. De andre syntes sikkert, at vi var nogle rabiate damer,” forklarer hun.

Når man ser ALT for damerne fra den tid, er det næsten som at læse to blade. De alvorstunge artikler i sort-hvid og de klassiske damebladssider om mad og modestrømninger?

”Ja, det er godt set. Det var jo også to slags fotografer, der tog billederne. Mode- og madsiderne skulle se lækre ud. Det skulle vores sider ikke,” siger Edel Hildebrandt.

Men ALT for damerne gav plads til begge dele, fordi læserne ikke kun gik op i kvindekamp. De gik også op i mad og mode.

”Dengang var det sådan, at man enten skulle være rødstrømpe eller stå i syltetøj til op over begge ører. Jeg argumenterede for, at vi skulle begge dele.”

Edel Hildebrandt, journalist og artikelredaktør på ALT for damerne 1971-1983

Edel Hildebrandt sammenfattede det i en leder med overskriften: ’Skal vi sylte eller slås’.

”Dengang var det sådan, at man enten skulle være rødstrømpe eller stå i syltetøj til op over begge ører. Jeg argumenterede for, at vi skulle begge dele. Det ene udelukkede ikke det andet,” siger Edel Hildebrandt.

Kollektiv ledelse

ALT for damerne blev udgivet af Gutenberghus, men på redaktionen hørte de ikke meget til ledelsen. I hvert fald ikke så længe oplaget gik den rigtige vej. Fra 1976 til 1978 steg oplaget fra 158.000 eksemplarer til 170.000.

En af de få mænd på redaktionen var den ansvarshavende chefredaktør Kaj Dorph-Petersen, og da han stoppede, kom der i 1978 en kollektiv redaktionsledelse – med tre kvinder. Libbie Fjelstrup havde ansvaret for skønhed og mode, Edel Hildebrandt var artikelredaktør, mens Ebba Eilertzen stod for noveller og var ansvarshavende redaktør. De skiftedes til at skrive lederen ’Kære læser’. Den kollektive ledelse fungerede fint, siger Edel Hildebrandt.

”Vi kunne sagtens blive enige om, hvad der skulle i bladet.”

Til gengæld blev samarbejdsklimaet mellem redaktionen og ledelsen i Gutenberghus dårligere, da oplaget langsomt begyndte at falde. En gruppe marketingkonsulenter mente, at journalistikken skulle være mere løsningsorienteret.

Redaktionen opfattede det som en kraftig begrænsning af dens redaktionelle frihed.

”Jeg kunne slet ikke holde det ud,” siger Edel Hildebrandt.

”Og vi rettede os heller ikke efter, hvad de sagde. Du kan jo ikke skrive på den måde. Hvis der er en løsning, skal man selvfølgelig give den, men ikke hvis der ikke er en,” siger Edel Hildebrandt.

Et andet krav var, at alle artikler skulle skrives til fire ”typiske læsere”: Anne, Bente, Charlotte og Dorte. Personaerne virkede som en rød klud på redaktionen. Især hende, der blev kaldt Dorte, var langtfra del af bladets hidtidige målgruppe af moderne, selvstændige kvinder. Dorte var nemlig kassedame i et supermarked på halv tid og foretrak det mere midtersøgende Femina frem for ALT for damerne.

Edel Hildebrandt husker ”nogle forfærdelige konferencer”, hvor de nye krav blev forelagt redaktionen.

”Det kan godt være, at der skulle laves nogle små ting om, men de ville lave det hele om på én gang,” siger hun.

Et team, der går i dybden

Midt i balladen var der pludselig et lyspunkt. Helt uhørt for et dameblad blev Alt for damerne foreslået til Cavlingprisen og endte blandt de syv nominerede i januar 1981.

Fagbladet Journalistens artikel om nomineringen blev hængt op på opslagstavlen af de stolte journalister, så alle kunne læse begrundelsen: ”Virkelig seriøst arbejde i et team, der går i dybden med samfundsrelevante emner, som ofte senere tages op blandt andet af dagspressen.”

Ledelsen i Gutenberghus delte ikke begejstringen. For dem var det komplet ligegyldigt, om ALT for damerne vandt Cavlingprisen eller ej.

”Det er ikke mit mål. Mit mål er oplag,” sagde direktør Søren Bruhn, da kvinderne en dag halede ham hen til opslagstavlen med artiklen.

Barbara Gram tror egentlig ikke, at hun blev ked af direktørens udtalelse.

”Vi var så vant til at blive såret, så vi ventede os ikke noget positivt fra ham. Det bekræftede os bare i, hvor tåbelig vi syntes ledelsen var.”

Barbara Gram, journalist på ALT for damerne 1977-1983

”Vi var så vant til at blive såret, så vi ventede os ikke noget positivt fra ham. Det bekræftede os bare i, hvor tåbelig vi syntes ledelsen var,” siger hun.

Cavlingprisen endte med at gå til Hanne Dam fra dagbladet Information.

”Den havde hun fortjent,” siger Edel Hildebrandt.

”Men det havde været sjovt, hvis det havde været os. Og jeg synes, vi havde fortjent den, fordi vi havde lavet så meget om,” siger hun.

Og faktisk var det tæt på.

Annette Tholstrup. Journalist på ALT for damerne 1980-1983, hvor hun skrev om fødsler, opdragelse og nye boligformer. Har skrevet en række bøger om børneopdragelse. Foto: Marie Hald.

 

”Vi var nummer to, fik vi at vide under hånden,” siger Barbara Gram.

Glæden var kortvarig. Oplaget blev ved med at falde, og konflikterne med Gutenberghus spidsede til. Kvinderne hørte ad omveje, at forlagsdirektøren internt gik rundt og hvæsede ”knus juntaen”.

Snart stod det klart, hvad han mente med det.

Den kollektive chefredaktion med tre kvinder i spidsen blev nedlagt. Edel Hildebrandt blev degraderet fra artikelredaktør til journalist. Cheferne rykkede ind på redaktionen, og en gruppe med den ansvarshavende chefredaktør Ebba Eilertzen, en mandlig redaktionschef og marketingchefen skulle nu godkende alle artikler, før de blev bragt.

Barbara Gram fik for eksempel at vide, at det ikke duede, at hun i en personlig klumme skrev, at de havde siddet i kantinen og diskuteret verdenssituationen. Ordet ”verdenssituationen” var ikke i overensstemmelse med læsernes virkelighed.

”Der skulle have stået ”situationen”,” siger Barbara Gram.

I løbet af 1983 var det definitivt slut med den kvindebevidste linje. 12 medarbejdere stoppede på bladet. Annette Tholstrup og Barbara Gram blev fyret, fordi de var for ”uproduktive”. Da journalistforbundet gik ind i sagen, måtte Gutenberghus trække begrundelserne tilbage, men fyringerne stod ved magt.

I oktober 1983 var der to journalister og otte chefer tilbage på redaktionen.

Annette Tholstrup siger, at den i ledelsens øjne ”rabiate artikelredaktion” ikke matchede deres forestilling om de strømlinede 80’ere.

Barbara Gram. Journalist på ALT for damerne 1977-1983. Hun har været vært i DR, informationschef i Dansk Røde Kors og vært på DR ’Deadline’. Forfatter til bogen ’Fisk uden cykel’ om tiden på blandt andet ALT for damerne. Foto: Marie Hald.

 

“Der var tydeligvis ikke længere plads til vores eufori,” forklarer hun.

Da Hanne-Vibeke Holst fortsatte sin praktiktid på Berlingske Tidende i 1982, stod det klart for hende, at ALT for damerne havde rødderne solidt plantet i 70’erne snarere end blikket rettet mod 80’erne.

”De var midt i en modstandskamp mellem det, de selv troede på – og en ledelse, der repræsenterede 80’erne med læseranalyser, personaer og regneark.”

Hanne-Vibeke Holst, praktikant på ALT for damerne i 1981-82

”Det var måske, fordi de var midt i en modstandskamp mellem det, de selv troede på – og en ledelse, der repræsenterede 80’erne med læseranalyser, personaer og regneark,” siger Hanne-Vibeke Holst.

Til Politiken sagde direktør Søren Bruhn, at han ikke ønskede at ændre bladets linje – bortset fra den progressive del af den. Han håbede, at ALT for damerne igen ville ramme et oplag på 180.000. Det skete dog ikke. Siden 1983 er oplaget faldet nærmest uafbrudt.

Tilbage til 1970’erne

ALT for damernes nuværende chefredaktør, Rikke Dal Støttrup, fortæller, at hun ikke kendte til den aktivistiske periode, hvor bladet var i spil til Cavlingprisen.

”Men det lyder som en spændende brydningstid, som både ligner og ikke ligner det, vi står i nu,” siger hun.

Sidste år blev Femina foreslået til Cavlingprisen, men ikke nomineret, for en række artikler om den samtykkebaserede voldtægtslovgivning. ALT for damerne har også justeret kursen, så bladet viser et mindre perfekt billede af verden. Det er for eksempel slut med at retouchere billederne.

Vender I tilbage til 70’erne?

”Det, vi laver nu, kommer i hvert fald af det samme dna. Tiden er tydeligvis inde til en ny feministisk bølge, og i det hele taget er der mange stemmer, der har brug for at blive hørt; LGBT+, Black Lives Matter, kropsaktivister,” siger Rikke Dal Støttrup.

Men det var et vildere ryk, kvinderne tog i 70’erne.

”I dag bygger vi oven på de helt fundamentale rettigheder, som generationen før os fik sig tilkæmpet.”

Rikke Dal Støttrup, nuværende chefredaktør, ALT for damerne

”I dag bygger vi oven på de helt fundamentale rettigheder, som generationen før os fik sig tilkæmpet,” siger Rikke Dal Støttrup.

Hun tror, at indhold, der tager tydeligere stilling til samtiden, skaber et mere holdbart blad. Men det er ikke forsiderne om søstersind eller kvindekvoter, der giver de fleste læsere lyst til at købe bladet.

”Det er en opskrift på forårsmad, lækre modefund og historier med optimisme og uden for meget kant,” siger Rikke Dal Støttrup.

Hun kalder det ”stærkt”, at ALT for damerne i 1979 spurgte læserne, om de havde oplevet seksuelle overgreb fra deres egne mænd. Og hun tager inspirationen med til næste gang, bladet laver en kvindeundersøgelse, siger hun.

Tilbage i de aktivistiske år i slutningen af 70’erne skrev ALT for damerne kritiske artikler om, at det ofte var unge, smukke, hvide kvinder, der blev brugt i reklamer.

I dag er ALT for damerne gået skridtet videre og er begyndt at bruge modeller, som har forskellige aldre, farver og faconer.

”I dag virker ”ung-slank-model-på-forsiden-hver-uge” håbløst gammeldags,” siger Rikke Dal Støttrup.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen