I dag er Alt for Damerne udkommet i en jubilæumsudgave, fordi det i denne uge er 70 år siden, ugebladet udkom første gang.

Det skete med en tegnet forside af fiskerkoner på arbejde på Gammel Strand i København, ikke mange meter fra kontoret, hvor denne artikel er skrevet. I dag er der ingen fiskerkoner på Gammel Strand, men til gengæld en del kvinder med dyre solbriller og Louis Vuitton-tasker.

Der er sket meget med danske kvinders liv over de seneste 70 år. Journalisten har derfor bedt Alt for Damernes chefredaktør, Tina Nikolaisen, om at udvælge en forside fra hvert årti og med afsæt i dem fortælle om ugebladets udvikling.

»Vi udkom første gang lige efter Anden Verdenskrig. Dengang var det lidt af en revolution, at der overhovedet udkom et blad dedikeret til kvinder og deres liv. I løbet af få år købte over 200.000 kvinder bladet hver uge. Vi har fulgt med i en udvikling, fra kvinderne primært stod i køkkenet og rørte i gryder,« siger Tina Nikolaisen.

»Vi har fulgt med kvinderne ud af køkkenet og ind på arbejdsmarkedet. Kvinderne er blevet chefer i deres eget liv i forbindelse med opbruddet i kernefamilien, hvor kvinder i dag skal tage stilling til, hvilken familie de vil have, hvis de overhovedet vil have en familie. Vores opgave har været at følge kvinderne der, hvor de var i de enkelte årtier, og derfor eksisterer vi stadig,« fortsætter hun.

1946

»Den første udgave af Alt for Damerne udkom kun et år efter Anden Verdenskrig med en smuk forside med en tegning af fiskerkoner på Gammel Strand i København. Tiderne var trange, og husmorens drømme begrænsede sig i et vist omfang til, hvilken mad der kunne komme på bordet. Vi kender ikke historien bag valget af denne forside. Men den er atypisk, fordi den viser kvinder på arbejde, selv om de fleste var hjemmegående dengang. Bladets fokus er især på madlavning, håndarbejde og brevkassen. Men der er grænser for, hvad man kan spørge brevkasseredaktøren om. En kvinde vil vide mere om overgangsalderen, som hun er generet af. Men det mener brevkasseredaktøren ikke, at hun skal spekulere på. Overgangsalderen var ikke noget, men skulle tale om dengang.«

1957

»Her er det stadig mor, der har ansvaret for hjem og børn. Hvis man havde et job, så var den typiske karriere for unge kvinder måske at være sekretær som i tv-serien 'Mad Men', og så stoppede man karrieren, når man havde fundet en passende mand. En typisk artikel kunne hedde ”Når din mand skal have chefen til middag”, for så skulle der virkelig trylles i køkkenet. Men der begynder også på dette tidspunkt at komme stor fokus på mode. Dengang kunne man ikke købe ting fra parisiske modehuse fra en smart webshop. Men med Alt for Damerne kunne kvinderne alligevel følge med i moden. Og Alt for Damerne giver dem snitmønstrene, så de kan sy dem selv.«

1964

»Her har vi en meget ung og smækker Susse Wold på forsiden. Tiderne begynder at være mere vovede. Men man prøver fortsat at ramme bredt, og det betyder, at håndarbejde stadig fylder meget i bladet. Økonomisk går det godt. Der er blevet mere plads til forbrug, og man begynder at få smarte køkkenmaskiner og den slags. Det afspejler bladet også. Vi har desuden fundet et læserbrev fra en kvinde, som ikke mener, at hun bør konkurrere med damerne fra mandens kontor, som både farver hår og bruger make-up. Men her er brevkasseredaktøren klar i mælet. Hun skal bare se at komme i gang med at farve sit hår og bruge makeup, for ellers risikerer hun, at manden løber med en af sekretærerne.«

1974

Foto: Kurt Tronier/Alt for Damerne

»Her kommer der mange pangfarver i bladet, og hovedbudskabet handler stadig meget om håndarbejde. Desuden er der en artikelserie om en slankekur, hvor man følger almindelige menneskers kamp med at tabe sig, hvilket har fulgt Alt for Damerne hele vejen. Med kvindefrigørelsen i 1970’erne begynder bladet også at blive mere aktivistisk. Vi kører blandt andet en stor artikelserie om brugen af p-piller og om lukkeloven, fordi den er blevet et problem for de mange husmødre, der er kommet ud på arbejdsmarkedet.« 

1987

Foto: Steen Andersson/Alt for Damerne

»Her har vi en helt ung Helena Christensen på forsiden med højt hår og pangfarver. Som resten af samfundet er kvinderne blevet meget individualistiske. De skal til at lære selvforsvar og have topposter i erhvervslivet. Det med kvinder i offerrollen er væk. Men der er fortsat meget fokus på, at kvinder skal være smukke. Det er også her, vi begynder at have de første artikler om plastikkirurgi.«

1992

Foto: Steen Evald/Alt for Damerne

»Her er det den senere tv-vært Louise Bjerregaard, der som helt ung model er fotograferet omgivet af nøgne mandlige modeller. Kernen i bladet er stadig mad, mode og skønhed. Men her er det blevet en norm, at kvinder arbejder ude, mens det derimod er mændene, som er begyndt at kæmpe med deres identitet. Forsiden afspejler, at vi kvinder lader, som om vi er ligeglade med, hvad mænd går og tænker, men vi vil egentlig gerne vide det. Den historie kunne vi også lave i dag. Det er også i 1990’erne, at bladet begynder at kigge lidt ud i verden med artikler om omskæring af pigebørn og etbarns-politikken i Kina.«

2001

Foto: Peter Christian/Alt for Damerne

»Nu er kernefamilien i den grad under pres. Derfor er det meget tidstypisk, at vi har en historie om, hvordan man får nyt liv i parforholdet. Forsiden viser en mere afslappet kvinde end tidligere, hvilket afspejler, at kvinderne i nullerne er blevet mere frie og har et mindre behov for at bevise, at de er en masse i forhold til mændene. Samtidig går moden meget retro med klassikere fra 1950’erne og 1960’erne.«

2016

Foto: Franne Voigt/Alt for Damerne

»Her er vores 70 års fødselsdagsnummer. I dag handler det meget om at hjælpe kvinder, fordi de har enormt høje krav til sig selv. Hvis vi kan være en hjælp for dem, så har vi en berettigelse, og vi har stadig 212.000 læsere hver uge. Vores læsere er meget modebevidste, og de stoler på, at vi på Alt for Damerne følger med for dem og har styr på sagerne. Vores modestof skal handle om noget, der er tilgængeligt, uanset hvor man bor, og det skal være noget, som de fleste har råd til. Vi uddeler desuden kvindeprisen, som vi giver til landets sygeplejersker. Vi ønsker ikke at være politiske, men vi siger, at her er der en faggruppe, som gør meget for os alle sammen hver eneste dag.«