Freelancer kvitter Politiken i protest

Madanmelder Kristian Bang Foss dropper Politiken i protest mod fordoblingen af lønnen til bestyrelsen i JP/Politikens Hus og sit eget honorar på 2.000 kr. for en anmeldelse. ”Det var dråben,” siger han. Redaktør: En madanmeldelse kan i princippet skrives på en halv time
  • Peter Hove Olesen / Polfoto
    ”Det er udtryk for en grådighed, hvor der er sket et skred i forhold til, hvad der er acceptabelt for det her bonus-segment," siger Kristian Bang Foss om lønhoppet til bestyrelsen i JP/Politikens Hus.
14.03.2017 · 14:42

En fastansat journalist på Politiken får i gennemsnit 306 kroner i timen inklusive pension, viser Dansk Journalistforbunds lønstatistik.

Som freelance-madanmelder på avisen har Kristian Bang Foss derimod kun fået det, der ifølge ham selv svarer til en timeløn på cirka 200 kr. i timen. Og i modsætning til de fastansatte får han hverken løn under ferie, sygdom, barsel eller betalt efteruddannelse.

Derfor provokerede det ham voldsomt, da han den 28. februar læste en historie hos Journalisten om, at bestyrelsen i JP/Politikens Hus får fordoblet deres honorar.

 ”Det var dråben, der gjorde, at jeg ikke gad at levere indhold til avisen længere for en skaldet timeløn,” siger Kristian Bang Foss til Journalisten.   

Dagen efter sendte han en mail til sine nærmeste chefer på Politiken og bad om at få fordoblet sit eget honorar. Han fik et venligt, men bestemt svar om, at det desværre ikke kunne lade sig gøre.

”Det havde jeg nok heller ikke regnet med. Men jeg synes faktisk, at det vil være rimeligt med et honorar på 4.000 kroner for en madanmeldelse,” siger Kristian Bang Foss, der mandag morgen første gang fortalte om sin opsigelse på Politiken i Radio24syv.

”Udtryk for grådighed”

Han forstår simpelthen ikke beslutningen om at fordoble honoraret til bestyrelsen for et mediehus i den kriseramte dagbladsbranche.

”Det er jo ikke bare en principiel diskussion. De millioner, som bestyrelsen bliver forgyldt med, kunne reelt set gøre en forskel for freelancerne. Det er et mediehus i krise uden vækst, og de kan kun levere overskud, fordi de sparer sig til det i en kvalitetsmæssigt nedadgående spiral,” siger Kristian Bang Foss.

”Det er udtryk for en grådighed, hvor der er sket et skred i forhold til, hvad der er acceptabelt for det her bonus-segment. Da jeg gik med til et lavt honorar som freelancer, var det jo ud fra en anerkendelse af, at det ikke var mange penge at gøre med på en avis. Derfor vil jeg ikke længere levere indhold til avisen på de vilkår,” siger Kristian Bang Foss.

Han satser nu i stedet på at tjene sine penge primært på sit forfatterskab og på undervisning på Vesterbro Forfatterskole, som han har etableret sammen med en kollega.  

Bestyrelsesformand: Flere faktorer spiller ind

”Det må jeg tage ad notam, men det er altid beklageligt, når medarbejdere siger op i protest,” siger Lars Munch, bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus.

Han understreger, at det er de to ejerfonde Jyllands-Postens Fond og Politikens Fond, der har vedtaget at hæve bestyrelsens honorar, og ikke bestyrelsen selv.  

JP/Politikens Hus har haft faldende indtægter fem år i træk, hvor omsætningen samlet set er faldet med 471 millioner kroner. Altså et indtægtsfald på næsten 100 millioner om året svarende til et samlet fald på 14 procent.

Hvordan kan den udvikling udløse en fordobling af bestyrelsens honorar?

”Der er forskellige faktorer, der spiller ind, når ejerne fastsætter bestyrelsens honorar. Det er klart, at de økonomiske resultater er en af dem, men markedskonkurrencen er en anden, altså hvordan man klarer sig i forhold til andre selskaber i branchen. Og der har det altså været ejerfondenes vurdering, at honorarerne skulle hæves,” siger Lars Munch.  

JP/Pol-bestyrelse får langt mere end hos DR og TV 2

En opgørelse fra Mediawatch viser, at bestyrelsen i JP/Politikens Hus med beslutningen nu får et langt højere honorar end hos bestyrelserne i andre store medievirksomheder som DR, TV 2, Egmont og Gyldendal. Kun Aller Medias bestyrelse får ifølge opgørelsen højere løn end JP/Politiken-bestyrelsen. Berlingske Media og Jysk Fynske Medier oplyser dog ikke deres honorar til bestyrelsen i deres årsregnskaber.

Hvorfor er det rimeligt, at bestyrelsen hos JP/Politikens Hus skal have langt højere honorar end bestyrelserne hos DR og TV 2?

”Jeg vil meget nødig forsvare fondenes beslutning. Men det er ikke usædvanligt, at private selskabers honorarer ligger højere end statslige selskabers. Det er reglen,” siger Lars Munch.

Tillidsfolk hos JP/Politikens aviser har også kritiseret beslutningen om at fordoble bestyrelsens honorar kort efter en stor afskedigelsesrunde i efteråret på alle koncernens aviser.

Freelancer utilfreds med ”meget lav timeløn”

Men utilfredsheden hos Politikens nu forhenværende madanmelder Kristian Bang Foss hænger også sammen med et ifølge ham urimeligt lavt freelancehonorar.

Han har fået 2.000 kroner i honorar for en madanmeldelse, hvor han typisk bruger tre timer en hverdagsaften væk fra familien på at gå ud og spise og derefter en lille arbejdsdag på cirka 7 timer på at skrive anmeldelsen. Det svarer til en timeløn på cirka 200 kr. i timen.

”Det, synes jeg, er en meget lav timeløn, når man som freelancer hverken får pension eller løn under ferie, sygdom eller barsel. Som freelancer kan man ikke skrive konstant, men er ansat på arbejdsgiverens nåde og må klare sig med klatindkomster fra forskellige steder. Den manglende sikkerhed bør også afspejles i honoraret, og det gør det på ingen måde i dag,” siger Kristian Bang Foss. 

En madanmelder må kun bruge 6,5 timer på at være ude at spise og skrive anmeldelsen, hvis vedkommende skal holde den timeløn på 306 kroner i timen inklusive pension, som fastansatte på Politiken får.

Redaktør: Kan i princippet skrives på en halv time

Derfor har Journalisten spurgt redaktøren fra Politikens tillæg IByen, om det er realistisk at gøre det på den tid

”Det er meget svært at svare på. Det er meget individuelt, hvor lang tid man bruger på sådan en anmeldelse i forhold til, hvor hurtigt man arbejder, og hvad man har lyst til at stå inde for rent fagligt. Man kan i princippet godt skrive en madanmeldelse på en halv time, men spørgsmålet er, om man som skribent selv vil være tilfreds med sådan en anmeldelse,” siger Pernille Jensen. 

Chefredaktør: Taksterne er på et fair niveau

Hun henviser til sine øverste chefer i forhold til spørgsmålet om honorarets størrelse. Her afviser Politikens chefredaktør Anne Mette Svane, at freelancerne aflønnes for lavt sammenlignet med de fastansatte.

”Det, at en madanmelder siger op med de forklaringer, han nu engang giver, det giver ikke os anledning til at revurdere vores takstniveauer. Og så vidt jeg ved, ligger vores takster på et nogenlunde fair niveau sammenlignet med vores konkurrenter,” siger Anne Mette Svane.

Mener du, at freelancehonoraret afspejler, at freelancerne har større usikkerhed i ansættelsen end fastansatte og hverken får løn under ferie, sygdom eller barsel?

”Jeg anerkender fuldt ud den problematik, som han rejser. Men omvendt, så har freelancerne ud over usikkerheden også en enormt stor frihed og fleksibilitet, som de fastansatte ikke har. Og det er jo også det, som gør, at mange synes, det er sjovt at være sin egen chef som freelancer,” siger Anne Mette Svane.

Men bør sådan et honorar ikke afspejle, at freelancerne ikke får løn under hverken ferie, sygdom eller barsel? 

”Jeg har ikke mere at tilføje end det, jeg allerede har sagt. Men det er ikke så sort-hvidt, for freelancerne har altså også meget fleksibilitet og frihed, som de fastansatte ikke har. Der er plusser og minusser ved begge dele. Og det her giver ikke anledning til nogen overvejelser hos os om at ændre taksterne,” siger Anne Mette Svane.   

Kommentar

14/03/2017 - 15:40

Bjarne Hesselbæk

Pernille Jensen opfordrer til sjusk, Anne Mette Svane til morakkeri. Ingen af delene er særligt klædelige.

14/03/2017 - 17:18

Lea Wind-Friis

Hej Bjarne, hvor læser du det? Jeg synes, det fremgår tydeligt af det fulde citat, at det med den halve time ikke er ønskværdigt (selv om det er taget ud af kontekst i Journalistens facebook-opslag om historien og dermed lyder stærkt provokerende). Det med morakkeri ser jeg ikke noget sted.
Mvh Lea

14/03/2017 - 21:17

Susanne Sayers

Hvorfor bruger Politiken ikke den husaftale, som fastslår, at freelancerne skal have en timeløn, som svarer til lønudgiften for en fastansat? Det er langt mere, end hvad en fastansat tjener i timen. Det er lønnen plus pension, feriepenge, bidrag til barsel, kontorhold, internet, transport osv. Freelancerne har krav på ordentlig betaling. Hvor er tillidsfolkene her?

15/03/2017 - 09:35

Edith Rasmussen

Mener du tillidsfolkene på Politiken eller i forbundet? Tillidsfolkene på aviserne bør nok også komme op af stolene. De pressede freelancetakster bliver i siddte ende en alvorlig løntrykker i takt med, at medierne i stigende grad går over til freelancearbejde. Som f. eks. fotoafdelingerne på BT og EB.

15/03/2017 - 09:48

Lars B. Jørgensen

Det er simpelthen så dumt og respektløst af Pernille Jensen at påstå den anmeldelse kunne skrives på en halv time. Lad hende gøre forsøget i næste nummer af Journalisten

15/03/2017 - 10:00

Paul Sauer

"Det er jo også det, som gør, at mange synes, det er sjovt at være sin egen chef som freelancer."

Nå ja, men så må vi jo bare finde os i at æde et honorar, der ligger langt under, hvad en normal fastansat ville tjene - og som i øvrigt ikke har rykket sig en tøddel, siden Journalisten satte fokus på det i 2012. Det er jo alligevel bare noget, vi gør, fordi vi synes, at det er sjovt.

Helt ærligt.

15/03/2017 - 10:12

Ulrik Baltzer

Det er fedt, at Kristian Bang Foss sætter handling bag sine ord. Men samtidig ved vi, at Politiken kan tillade sig at være tilpas arrogante, fordi avisen formentlig har et betragteligt bagkatalog af freelancere, der finder det så prestigefyldt at levere til avisen, at de ville gøre det uanset betaling. Freelancerne er nødt til at rotte sig sammen, hvis en boykot skal rykke noget. Hvis bare der fandtes en organisation, som ku' hjælpe jer.

Jeg kunne godt tænke mig en komparativ analyse af freelancernes effektivitet sat op imod de fastansattes ditto. Har Politiken mange fastansatte, der på en halv time kan skrive en madanmeldelse, som på alle parametre lever op til avisens højtragende og meget prisværdige idealer?

15/03/2017 - 11:06

Martin Kongstad

Jeg begyndte som freelance i 1991, og lønnen er ikke steget i de 25 år. Jeg har aldrig fattet, at dagbladene ikke satser mere på free lance, for man får meget engagerede medarbejdere, som har idéer med sig, i stedet for trætte og uengagerede artikler fra fastansatte. Det ville kræve, at lønnen blev hævet til noget, der mindede om det anstændige. Som det er nu kan man ikke leve af at skrive freelance. Jeg kunne ikke drømme om at arbejde for Politiken.

15/03/2017 - 11:35

Lars B. Jørgensen

Jeg er med Kongstad her. På mange punkter. Efter mange år som fastansat er det noget af en øjenåbner at komme tilbage i freelancejunglen og finde ud af, at honorarerne er de samme som da jeg var yngre og sorgløst stræbsom daglejer.
Jeg kan få det hele dårligt over alle de gange, Berlingske har stået over for endnu en fyringsrunde og svaret fra den stedse mere værgeløse medarbejderforening for at spare trekvart stillingsnummer har været noget i retning af: Nu må vi også se på freelancebudgetterne. Eller på den mediechef, der havde den ubetalelige frækhed at mene, Informations budget "ikke skulle bruges til at polstre freelancernes pensionsopsparing".
Når det er sagt, er det vel kun et spørgsmål om tid, før fotografernes massegrav fyldes af fastansattejournalister, der så må klavre sig tilbage på det frie markeds vilkår. Når det sker - og det vil ske - vil forbundet måske begynde at flytte fokus. Måske...

15/03/2017 - 12:40

Ida Sønderby Rosgaard

Den danske arbejdsmarkedsmodel er dybt forældet og kan ikke hamle op med arbejdsgiversidens grådighed. Derfor bliver vi nødt til at gentænke den.

Og måske er den eneste vej frem at arbejde for et lovindgreb, der forbyder både offentlige og private virksomheder at betale ikke-fastansatte under 1,5 til 2 gange det, som en fastansat inden for samme område får.

Den danske arbejdsmarkedsmodel bygger på tre pinde. En af dem er en høj organisationsgrad. Det stigende antal ikke-fastansatte fører til en lavere organisationsgrad. For selv om man som ikke-fastansat stadig er medlem af en fagforening, så er man alt for ofte ikke dækket af de overenskomster, der indgås.

Og alt for ofte er honoreringen af ikke-fastansatte lavere end honoreringen af fastansatte. Og arbejdsgiverne bliver stadig mere grådige. Og de fastansatte får også stadig ringere vilkår, indtil de til sidst også ender med at være ikke-fastansat til endnu ringere vilkår.

Alt imens stadig flere i toppen får flere penge, end de har brug for. Og det samme billede gentager sig i flere brancher.

Læs mere om den nuværende model her: http://bm.dk/.../Det.../Den%20danske%20model.aspx

16/03/2017 - 09:46

Dan Jensen

Det er altid beklageligt, når et samarbejdsforhold går i stykker.

Når det er sagt, så synes jeg nok, at man måske overser en vigtig faktor i denne sag: Jeg håber, at alle kan give mig ret i, at vi helt generelt lever vi i en tid med fokus på produktivitets-forbedringer:

Alle arbejdsgivere - både i og uden for mediebranchen - er fokuserede på at få mere for pengene, få højnet produktiviteten, få mere ud af hver forbrugt kroner, og det gælder både i forhold til fastansatte og freelancere og i alle brancher, og det synes jeg er en vigtig pointe i denne diskussion.

Det er korrekt, at en timeløn på 200 kroner er meget lav og uacceptabel, men den bliver jo kun så lav, fordi freelanceren efter egne oplysninger bruger tre timers research plus syv timer ved computeren på at skrive den.

Jeg er ikke klar over, hvor lange denne freelancers anmeldelser typisk er, men jeg ved, at en gennemsnitlig madanmeldelse i Politiken er på cirka 900 ord.

900 ord på syv timer svarer til cirka 0,4 ord i minuttet - og endda efter resarchen og ideudviklingen er foretaget, så det altså uden at ringe til kilder eller noget.

På den baggrund kan jeg da godt forstå, at den udregnede timeløn bliver lav, og man kan jo diskutere, om det overhovedet er rimeligt at fremlægge sådan et regnestykke og om et så højt timeforbrug på sådan en artikel er rimelig. Just sayin.

Så måske handler det mere om, at Politiken og freelanceren burde få afstemt et forventet timeforbrug med hinanden.

Jeg er klar over, at freelancere ikke nødvendigvis har opgaver hver dag etc, men det er arbejdsgiveren da ligeglad med.

16/03/2017 - 18:30

Jens Sillesen

Blot en faktuel rettelse. Hvis man skriver 900 ord på syv timer (420 minutter), så er det 2,1 ord i minuttet - ikke 0,4.

Seneste nyheder

22.03.2017 · 15:20

Mød din kandidat: Per Roholt

Maria Brus Pedersen
22.03.2017 · 14:06

Dagbladet, VG og NRK vil stoppe fake news

Andreas Marckmann Andreassen
22.03.2017 · 12:36

DR trækker program, hvor værter røg hash og spiste svampe

Andreas Marckmann Andreassen

Fremtiden kommer. Du skal ikke være bange

Hvad sker der med vores fag, og hvad skal vi kunne for at have et spændende job i fremtiden? Det undersøger Journalisten de kommende dage i vores fremtidstema. Følg med her: journalisten.dk/fremtid

Seneste jobopslag

Kommunikations- og arrangementskonsulent søges

Erhvervshus Nord
Ansøgningsfrist: 31.03

Pressesekretær til departementet

Miljø- og Fødevareministeriet
Ansøgningsfrist: 17.04

Kommunikationschef til Socialforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 23.03

Kommunikationschef til Guldborgsund Kommune

GULDBORGSUND KOMMUNE
Ansøgningsfrist: 04.04

Journalist til Dagens Medicin

Dagens Medicin
Ansøgningsfrist: 27.03

Kommunikationschef til Danmarks bedste hospital

Region Midtjylland
Ansøgningsfrist: 02.04

Kommunikationsmedarbejder

LGBT Danmark
Ansøgningsfrist: 31.03

Erfaring med TV produktion samt pædagogisk flair

Helsingør Kommune
Ansøgningsfrist: 26.03

Kommunikationskonsulent med weberfaring til Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Ansøgningsfrist: 31.03

Kommunikationskonsulent

Røde Kors
Ansøgningsfrist: 22.03

Kommunikationskonsulent

DIF
Ansøgningsfrist: 24.03

Kan du sætte strøm til historierne?

Domea.dk
Ansøgningsfrist: 27.03

Presse- og kommunikationskonsulent til Danmarks Lærerforening

Danmarks Lærerforening
Ansøgningsfrist: 27.03