Berlingske-medarbejdere oprørte over ny Facebook-politik

Chefredaktionen på Berlingske Tidende præsenterede lige før påske et sæt etiske guidelines for god adfærd på sociale medier. Blandt medarbejderne har det skabt en del utilfredshed. "Groft overgreb på den personlige frihed," hedder det blandt andet. Sagen rejses på møde i eftermiddag.
06.04.2010 · 15:09

Chefredaktionen på Berlingske Tidende præsenterede lige før påske et sæt etiske guidelines for god adfærd på sociale medier. Blandt medarbejderne har det skabt en del utilfredshed. "Groft overgreb på den personlige frihed," hedder det blandt andet. Sagen rejses på møde i eftermiddag.

De ansatte på Berlingske Tidende skal fremover overholde et omfattende regelsæt, når de anvender sociale medier - eksempelvis Facebook og Twitter.

De nye etiske guidelines blev præsenteret lige før påske og har siden skabt en voldsom intern debat. (Retningslinjerne er vedhæftet som selvstændigt dokument til denne artikel. Se nederst, red.)

»Det har skabt en hel del utilfredshed. Der er blandt andet folk, der mener, det går alt for vidt. Og mange tilkendegiver, at det krænker deres ytringsfrihed,« fortæller tillidsrepræsentant på Berlingske Tidende Frederik M. Juel til Journalisten.dk.

Siden chefredaktionen tirsdag orienterede om Berlingske Tidendes 6 guidelines til sociale medier, har lidt over en håndfuld medarbejdere skrevet lange e-mails, hvor man tager skarpt afstand fra de nye regler. Og flere andre har personligt givet udtryk for deres utilfredshed.

»En del stiller spørgsmål ved, hvorfor Berlingske Tidende overhovedet skal have de her retningslinjer - de mener, det er deres private frirum,« fortæller Frederik M. Juel og tilføjer:

»Det er selvfølgelig klart, at man skal tænke sig om, inden man skriver på Facebook. Men det, de har udsendt, er for restriktivt,« siger han.

Ifølge Frederik M. Juel så stejler de ansatte blandt andet over, at de som udgangspunkt altid repræsenterer Berlingske Tidende, når de går på Facebook.

I de nye retningslinjer - som har fået titlen: Berlingske Tidendes 6 guidelines til sociale medier - står der blandt andet: "Hvis du anvender din profil i dit arbejde, skriv da i din bio, at du arbejder på Berlingske Tidende".

»Bruger man Facebook til research, så skal man selvfølgelig også gøre opmærksom på det. Men man kan godt skelne imellem, om det er privat eller offentligt. Og man går altså over grænsen her, for Facebook er altså privat for mange kolleger. Og der må være en grænse for, hvor langt arbejdsgiveren skal kunne gribe ind i privatlivet,« siger Berlingske Tidendes tillidsrepræsentant til Journalisten.dk.

Et af de øvrige påbud i de nye etiske guidelines til Berlingske-ansatte lyder, at der skal være en balance mellem de grupper på Facebook, man melder sig ind i eller bliver fan af.

Her beder ledelsen om, at man giver sin Facebook-profil et eftersyn. I de etiske regler hedder det blandt andet: 

For at opretholde ens troværdighed er det derfor afgørende:

  • At der er en journalistisk begrundelse for at være med i politiske eller holdningsbaserede grupper.
  • At der er balance i de grupper og fansider, man abonnerer på
  • At man analyserer sin egen profil - kan du stå inde for det indtryk, den giver af dig?

Og også det punkt har skabt utilfredshed:

»Det er selvfølgelig klart, at hvis du er politisk reporter, så skal du selvfølgelig tænke dig ekstra om, hvis du bliver fan af statsministeren. Men at kræve af alle, at der skal være balance, og at alle også er fan af oppositionen, er at gå over grænsen for mange.«

Ifølge Frederik M. Juel har der igennem længere tid været talt om at indføre guidelines for god færd på sociale medier på Berlingske, men medarbejderne havde fået den opfattelse, at de ville blive inddraget noget mere.

»Det har været nævnt på medarbejdermøder og også over for os som tillidsfolk, at man ville lave de her retningslinjer. Men pludselig bliver de sendt ud - uden at vi har haft mulighed for at diskutere dem.«

Frederik M. Juel regner dog med, at chefredaktionen fortsat er parate til at lytte.
»Ledelsen lægger op til dialog. Derfor regner jeg med, at de også lytter,« siger han forud for et møde her i eftermiddag, hvor spørgsmålet om de nye retningslinjer for brugen af sociale medier vil blive rejst.

Journalisten.dk har - foreløbig - forgæves forsøgt at få en kommentar fra chefredaktør Lisbeth Knudsen.

Berlingske Tidendes 6 guidelines til sociale medier er herunder vedhæftet som bilag.

Læs også dagens blogindlæg fra fagbladet Journalistens ansvarshavende chefredaktør, Jakob Elkjær: Facebook er ikke bare dig og dine venner

Kommentar

06/04/2010 - 16:46

Vinh Prag

Jeg mener helt personligt ikke, at det er noget problem, at Berlingske har en politik på det område.

Men det er ikke de grupper, medarbejderne er medlem af, der bør reguleres.

En politik bør hellere tvinge medarbejderne til at gennemse:
1. hvad der er helt offentligt på deres profil (altså for ikke-venner)
2. hvem af ens venner, der kan se hvad (statusopdateringer, fotos, links, kommentarer, etc.)
3. ALLE sikkerheds- og privatlivsindstillinger, der findes på Facebook
4. om der er folk på ens venneliste, som enten bør "afvennes" (høhø) eller sættes på en særlig liste, som har adgang til meget færre oplysninger, opdateringer, billeder, etc.

Det vil kun være en tjeneste over for medarbejderne, som alligevel - som privatpersoner OG som journalister - bør tage stilling til de ting.

07/04/2010 - 21:11

Jarl Cordua

Nu har journalistkorpset brugt hele påsken på at skrive af efter Michael Jeppesen om Facebook-gate hos Venstre. Og så bliver journalister på Berlingske (og andre?) siden selv begrænset i deres ytringsfrihed på Facebook!!

Det er da skæbnens ironi, at det er pressen selv, der bliver ramt af Michael Jeppesens afsløringer af, hvad en simpel informationskonsulent øh uddannet journalist hos Venstre har skrevet af enestående idiotiske ting på facebook.

Men nu kan endnu en salvelsesfuld og selvhøjtidelig debat blandt fagets fornemme udøvere sikkert begynde. 

Ja det er da skæbnens ironi...

  
 

09/04/2010 - 13:07

Bo Elkjær

Har lige læst Berlingske Medias politik for sociale medier. Jeg ville nok have formuleret den lidt anderledes. Den kunne fx lyde sådan: 

"Ytringsfrihed er demokratiets hjerteblod" - en Facebook-guideline

Debatten om, hvordan og hvad man kan tillade sig at ytre i sociale media som fx Facebook og Twitter kører nu frit.

Derfor kan det være nødvendigt at give nogle retningslinier for, hvordan disse ytringer kan tilpasses den moderne medievirkelighed, også i danske mediehuse.

"Her er det på sin plads at minde om den ytringsfrihed, som også gælder for offentligt ansatte, der tilmed har Ombudsmandens ord for, at den er meget udstrakt."

"Vi kommer under pres i forhold til begreber som ytringsfrihed og menneskerettigheder i langt større omfang, end tilfældet er i dag."

"...vi vil fortsat kæmpe for, at andre kan opnå samme demokrati og ytringsfrihed, som vi betragter som en selvfølgelig."

"...fordi vi er tilhængere af demokrati og ytringsfrihed."

"Vi støtter menneskerettigheder og frihed, herunder ytringsfrihed."

"Derfor er det også rigtigt, at Vesten advarer mod tvivlsom lovgivning, der antaster kvinders rettigheder, ytringsfrihed osv."

"Skal man acceptere delvis kvindeundertrykkelse, kvart ytringsfrihed og halve frihedsrettigheder?"

"Til det er der kun at sige, at ytringsfrihed i et demokratisk samfund indebærer, at ord bliver mødt med ord, argumenter med argumenter."

"Men vi skal være opmærksomme på, at det i længden betaler sig at holde fast i værdier som demokrati og ytringsfrihed."

"Kina er stærkt ved at hægte sig selv af globaliseringen på grund af dets forhold til demokrati og ytringsfrihed . Den seneste sag, som bestyrker billedet af Kina som et lukket land, er sagen mod Google, som kæmper en desperat kamp om at blive i Kina."

"Det er egentlig utroligt, at advokater, der lever i notoriske diktaturstater, hvor ytringsfrihed er noget, man smides i fængsel for, kan udnytte et demokratisk retssystem til at knægte den selvsamme ytringsfrihed."

"Dermed har Politiken parkeret sin ytringsfrihed i et juridisk forlig med en part, som ganske enkelt ingen ret har til at forsøge at forhindre danske medier i at tage del i den frie samfundsdebat om alle emner."

"Men det er selvfølgelig altid lettere at bruge sin ytringsfrihed , når den, man som politiker i et regeringsparti lægger sig ud med, ikke længere er regeringens leder."

"Men nu har medlemmerne altså benyttet sig af det demokratiske retssamfunds ytringsfrihed til at retfærdiggøre sig."

"... stå fast på, at OL-værtslande skal opfylde nogle minimumskrav i forhold til demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder."

"De har således brugt deres grundlovssikrede ytringsfrihed til at påpege, hvad de ser som problemer med udenrigspolitikken..."

"Men han har tydeligvis ikke forstået, at andre tilsvarende har lov til at bruge ytringsfriheden til hvilket formål de vil, herunder til at skabe en kulturkonflikt, hvis det er, hvad man ønsker."

 Alle citater i kursiv citeret ordret efter ledere bragt i Berlingske Tidende siden 30. september 2005 (datoen for offentliggørelsen af de famøse tegninger). I den periode har Berlingske Tidende skrevet 2.256 artikler om ytringsfrihed, heriblandt 88 ledere.  Man må vel gå ud fra, at de mener det, de skriver.

 Var det salvelsesfuldt nok, Cordua?

 Mvh

10/04/2010 - 15:50

Tom Jensen

Til Bo ElkjærDu har fundet mange eksempler frem på ledere fra Berlingske Tidende, hvor ytringsfriheden forsvares. Tak for det – de citater står vi os ved.Derimod står du dig ikke ved koblingen mellem citaterne og Berlingske Tidendes nye guidelines for de sociale medier. For det du postulerer ved overhovedet at skabe sammenhængen er jo, at retningslinjerne på nogen måde skulle knægte ytringsfriheden for medarbejderne på avisen. Det ved du udmærket er forkert, hvis du vel at mærke har læst retningslinjerne og fulgt de seneste dages debat om dem.For det første er der tale om guidelines og ikke firkantede regler. Det er gode råd. Kvalificerede bud på, hvordan man som journalist bedst agerer på de sociale medier uden undervejs at komme for skade at undergrave det, som er og bliver journalistens kostbareste eje - troværdigheden.

Det er faktisk det, disse guidelines handler om – hvilket til tider har fortabt sig noget i debatten og i deprimerende omfang er fraværende i din kommentar, som ikke afslører blot antydningen af en overvejelse om, hvor let troværdigheden kan gå fløjten på de sociale medier, hvis man ikke tænker sig lidt om. De seneste ugers sager burde ellers nok kunne vække en sådan eftertanke til live.
For det andet vil enhver som har haft blot et halvt øje på diskussionen om disse guidelines vide, at vi i Berlingske Tidendes chefredaktion ingen som helst ønske har om at invadere medarbejdernes privatliv eller knægte deres personlige ytringsfrihed.  Det vi har gjort er at udsende nogle guidelines, som gør opmærksom på, at vi med de sociale medier som journalister har fået en ny platform at udtrykke os på, hvor det private og det offentlige har det med at smelte sammen og blive til ét på de mest uventede og af og til problematiske måder. Der er med andre ord ikke tale om en invasion af nogens privatliv. Derimod er sigtet at sætte fokus på, at hvis man uden videre agerer på de sociale medier, som om man befandt sig i en rent privat sammenhæng, så risikerer man alt for let og lynhurtigt at se sin journalistiske integritet kompromitteret i det offentlige rum. Hvilket indtil flere i og omkring dette fag vist har erfaret på det smerteligste i den seneste tid.At forholde sig til dette er ikke i modstrid med Berlingske Tidendes ledere om ytringsfrihed. Tværtimod. Vi har ønsket at rejse diskussionen om vores journalistiske integritets vilkår i en ny medievirkelighed med de nye guidelines som redskab. Vi vil i den kommende tid fortsætte debatten med avisens medarbejdere om disse retningslinjer. Det kan du så kalde åndssvagt eller idiotisk. I Berlingske Tidendes chefredaktion finder vi derimod, at det er fornuftigt og ansvarligt at forholde sig til virkeligheden i en digital medieverden, hvor journalisters troværdighed kan blive undergravet på et splitsekund. 

Med venlig hilsen

Tom Jensen, chefredaktør

Berlingske Tidende

Seneste nyheder

30.05.2016 · 13:14

Jysk Fynske gav under 175 mio. for Midtjyske Medier

Jakob Albrecht
30.05.2016 · 10:02

Fransk kvinde vinder Cartoon Awards 2016

Jakob Albrecht
30.05.2016 · 09:54

Elbæk blev væk fra Deadline

Jakob Albrecht

Tilmeld dagligt nyhedsbrev

Jobopslag

Kommunikationschef til Danske Handicaporganisationer

Danske Handicaporganisationer (DH)
Ansøgningsfrist: 20.06

Chefredaktør for Familie Journal og Ude og Hjemme

Aller Media
Ansøgningsfrist: 12.06

Presse- og kommunikationskonsulent i PenSam

PenSam
Ansøgningsfrist: 09.06

Kristeligt Dagblad søger journalist til kirke og tro-redaktion

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 13.06

Komputer for alle søger kreativ og idérig Journalist

Bonnier Publications A/S
Ansøgningsfrist: 05.06

Journalist med næse og ører

Region Midtjylland
Ansøgningsfrist: 10.06

Redaktør/projektleder til ForskerZonen på Videnskab.dk

Videnskab.dk
Ansøgningsfrist: 02.06

Kommunikationsrådgiver

Danske Regioner
Ansøgningsfrist: 03.06

Erfaren pressesekretær

Miljø- og Fødevareministeriet
Ansøgningsfrist: 01.06

Pressekonsulent til Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering

Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering
Ansøgningsfrist: 10.06

NY REPORTER SØGES TIL TV 2/FYN BUSINESS

TV 2/Fyn
Ansøgningsfrist: 07.06

Erfaren Klipper/fotograf/visuel producer til TV-dokumentar.

dokumentarkompagniet
Ansøgningsfrist: 31.05

Redaktionschef til Sygeplejersken

Dansk Sygeplejeråd
Ansøgningsfrist: 16.06

CHEFPRODUCER TIL TV 2

TV 2
Ansøgningsfrist: 30.05

Kommunikationskonsulent

Ejendomsforeningen Danmark
Ansøgningsfrist: 31.05

Nyt fra Kommunikationen.dk