Werge mødt med kritiske MeToo-spørgsmål til generalforsamling

DJ-formand Lars Werge måtte svare på kritiske spørgsmål om MeToo-sagen og fotografernes fremtid under gårsdagens generalforsamling i Kreds 3. "Hvordan kan det være, at DJ slap knap så heldigt fra deres egen MeToo-sag?” spurgte medlem af bestyrelsen

”Vi vil prøve at gøre det lidt anderledes i år.”

Sådan lød det i går aftes fra Helge Andreassen, formand for Kreds 3, da han bød velkommen til kredsens årlige generalforsamling på restaurant Marinaen i Kolding.

Udenfor hvinede vinden i rebene fra de vinterparkerede sejlbåde, og inde i restauranten duftede der af grillet gris. Omkring 30 mennesker var samlet, inklusive bestyrelsen, Journalistens udsendte og formanden for Dansk Journalistforbund, Lars Werge.

”Vi vil prøve at gøre det lidt anderledes i år, så det betyder, at vores højtærede formand – eller højtelskede, som de siger i Nordkorea (”Tak for den sammenligning,” lød det tørt fra formanden) – skal spille en mere aktiv rolle,” sagde Helge Andreassen under sin beretning.

Han inviterede Lars Werge til at komme op foran forsamlingen, og det samme gjorde Ulrik Pedersen, tidligere fotochef på JydskeVestkysten, og Connie Bøgwad Schmidt, medlem af bestyrelsen. Lars Werge satte sig på kanten af et bord og signalerede med en håndbevægelse, at de nu var cirka samme højde.

Igen konfronteret med MeToo-sag

Med hver deres papir i hånden begyndte aftenens kritiske reportere at stille kritiske spørgsmål til formanden.

Connie Bøgwad Schmidt lagde ud.

”Jeg ved, du ikke må diskutere personalesager, men hvordan kan det være, at DJ slap knap så heldigt fra deres egen #MeToo-sag?” spurgte hun.

Lars Werge var ikke enig i, at de var sluppet uheldigt fra den, men medgav dog, at der havde været nogle startvanskeligheder.

”Vi var overraskede over omfanget og styrken af sagen,” sagde han.

Connie Bøgwad Schmidt fortsatte:

”I igangsatte en undersøgelse, som skulle deles med Politiken, som I så trak tilbage igen. Det kom til at virke, som om der ikke var fod på det,” sagde hun.

”Jeg kan godt forstå, det virkede sådan, for vi havde ikke fod på det, og det var derfor, vi trak undersøgelsen tilbage. Men det er klart, det havde været bedre, hvis vi ikke havde været nødt til at trække den tilbage,” svarede Werge.

Herefter fortalte formanden, at undersøgelsens resultater nok kommer i slutningen af marts eller starten af april, samt at hovedbestyrelsen arbejdede på at udfærdige et sæt retningslinjer for, hvordan man i fremtiden vil håndtere sådanne sager.

Fotografernes fremtid

Så var det den tidligere fotochefs tur til at stille kritiske spørgsmål.

Han lagde ud med en fortælling om, at han havde mødt en spirende ung fotograf, som gerne ville være fotojournalist, men at han ikke længere vidste, om det var klogt at råde hende til det.

”Moderskibet, aviserne, er ved at synke. Jeg synes, fremtiden varsler noget dystert. Jeg har svært ved at finde den helt store ja-hat frem – har du også det?”

”Når man har bygget en uddannelse som fotojournalistik op om et meget tæt samarbejde med branchen, og der så er aviser, der ikke har fotografer længere, så, tja, så er det jo ret barokt,” sagde formanden.

Et cowboyland

Ulrik Pedersen spurgte herefter:

”Det er virkelig blevet et cowboyland derude. Jeg er ikke i tvivl om, at man kan få folk til at arbejde alene for glæden ved at se deres arbejde blive trykt. Hvad kan man gøre for at undgå, at lønnen bliver trykket så meget udefra?”

Lars Werge sukkede højtlydt.

”Der er rigtig mange facetter. Prisen på journalistisk arbejde er jo styrtdykket, for kravet til, hvad journalister og fotografer skal levere, er steget. Vi arbejder løbende på at påvirke arbejdsgivere og politikere til at forstå, at vi har kvaliteten og etikken med os,” sagde Werge.

Kredsene skal bevares

Herefter stillede Connie Bøgwad Schmidt skarpt på, hvorvidt medlemskab af kredsene skulle være frivilligt eller tvungent.

”Vi går jo meget ind for, at kredsene skal bevares,” sagde hun.

”Ja det er gået op for mig,” kom det fra Werge.

”Jeg synes jo, at Kreds 3 er DJ's flag i Syd- og Sønderjylland. Hvordan sikrer vi det, hvis vi ikke har en Kreds 3?” spurgte Connie Bøgewad.

”Jeg siger ikke, vi ikke skal have en Kreds 3, men at det skal være frivilligt at være medlem,” svarede Werge.

Herefter takkede formand Helge Andreassen for, at Lars Werge havde stillet op til spørgerunde uden overhovedet at være blevet varslet.

Sådan ser bestyrelsen ud

Kredsens regnskab blev delt ud til medlemmerne, der kunne læse, at der var et overskud på regnskabet for 2017 på 12.580 kroner. Kontingentet blev fastlagt til 25 kroner. Helge Andreassen blev genvalgt som formand uden modkandidat.

Cathrine Reinert, Henrik Rath Paulsen (ikke til stede) og Connie Bøgwad Schmidt blev alle genvalgt til bestyrelsen.

Claus Dahl blev valgt ind for første gang.

Derudover består bestyrelsen af Kim Kiholm, Maya Munksgaard, Iben Hauschultz og Carsten Himmelstrup (kasserer), som ikke var på valg.

Michael Martensen og Mie Sparre blev valgt som suppleanter.

0 Kommentarer