Dokumentarisme er lige så gammel en form som fiktion. Diskussionen om genrens måde at forholde sig til virkeligheden på har eksisteret lige så længe, og det giver ofte anledning til heftige diskussioner, hvis fiktionen nærmer sig dokumentarismen eller omvendt. Diskussionerne om dokumentarismens måde at skildre virkeligheden på bliver imidlertid ofte uklar fra starten, fordi man indsnævrer spørgsmålet til at handle om et ideal om en objektiv og ikke-redigeret skildring af virkeligheden, som ikke engang et klassisk nyhedsindslag kan leve op til.

Dokumentarismens redigerede virkelighed
Virkelighedsskildringer må i sagens natur altid være redigerede i en eller anden form. Et indslag til TV Avisen bygger på mere råmateriale end det, der bringes. Når optagelserne laves, foretages der mange valg af indstilling og perspektiv. I sin bog med den slagkraftige titel Lies, Damn Lies and Documentaries (2000) peger den engelske teoretiker og dokumentarproducent

Brian Winston på, at hvis dokumentarister hævder, at de ikke redigerer virkeligheden, så er der grund til at være på vagt.
Hans bog er et angreb på en journalistisk mediekultur, som synes at se manipulation og virkelighedsforfalskning alle vegne. Den er et angreb på en mediekultur, som forsvarer et umuligt og puristisk objektivitetsideal. I bogen opstiller han et meget illustrativt skema over grader af redigering og intervention i virkeligheden, som enhver dokumentarist kan genkende. I den ene ende har man helt rå optagelser uden nærmere aftale med dem, man filmer, i den anden ende har man forsøg på at rekonstruere virkelige hændelser eller at fortælle historier baseret på virkelige hændelser. Imellem er der alle mulige gråzoner af redigeringer og interventioner.

Musikeren Sixto Rodriguez fra dokumentarfilmen Searching for Sugar Man. – foto: PR

Dokumentarisme, virkelighed og virkemidler
Den engelske filmdokumentarismes grundlægger, John Grierson, kaldte dokumentarisme for ’kreativ bearbejdning af aktualitet’. Med det programmatiske udsagn mente han ikke, at dokumentarismen skulle beskæftige sig med fiktive historier eller forfalske virkeligheden. Hans mission var at skabe en dokumentarisme med en retorik, der rummede både oplysning og oplevelse.
I alle de senere teoretiske og historiske fremstillinger af dokumentarismen afspejler det sig i en beskrivelse af dokumentarismen som mangfoldig i genrer og udtryksformer.
Selv om dokumentarismen ikke kan gøre krav på at formidle den objektive sandhed og repræsentation af virkeligheden, er det dens forpligtelse på virkeligheden, der adskiller den fra fiktion. En af de mest anerkendte teoretikere inden for dokumentarfilmen, amerikaneren Bill Nichols, siger det på følgende måde i sin bog Introduction to Documentary (2010): ”Dokumentariske film taler om situationer og begivenheder, som involverer virkelige personer, der fremstår som sig selv i historier, der rummer udsagn om og perspektiver på det liv, de situationer og begivenheder, som afdækkes.”

Dokumentarismens grundgenrer
En dokumentar bliver ikke mindre stærk og sand som virkelighedsskildring og dokument ved at rumme dramaturgi, underlægningsmusik og en redigering, bare den samtidig forsøger så sandfærdigt som muligt at præsentere den virkelighed, den har valgt at skildre. Janus Metz har i Armadillo (2010) ladet sig inspirere af amerikanske krigsfilm, og han bruger kraftig underlægningsmusik og dramatisk klipning. Men det er jo stadig et meget stærkt virkelighedsdokument om, hvordan der er at være soldat i Afghanistan.

I min bog Virkelighedens fortællinger. Den danske tv-dokumentarismes historie (2008) har jeg argumenteret for fire dokumentariske grundtyper: Den autoritative, den observerende, den dramatiserede og den poetisk-refleksive. Christoffer Guldbrandsens Den hemmelige krig (2006) er en autoritativ, kritisk-undersøgende dokumentar om Danmarks engagement i Afghanistan, som hviler på research og fremlæggelse af interviews, dokumenter og ekspertudsagn, men som også bruger forskellige stilistiske virkemidler og redigeringsprincipper. Anne Wivels Svend er et personligt portræt af en politisk personlighed tæt på, som er langt mere observerende og mindre forklarende. I Morten Hartz Kaplers AFR (2007) er vi ovre i den dramatiserede, provokerende dokumentar, der leger med grænserne mellem fakta og fiktion.

Dokumentarismens grænser
En dokumentars status som virkelighedsskildring afgøres ikke i første omgang af, hvilke stilistiske virkemidler, retoriske greb og fortælleformer den anvender. Man kan fortælle væsentlige og sande historier om virkeligheden på mange måder. Men selv om man har en stor kreativ frihed som dokumentarist, må man naturligvis ikke lyve og manipulere med virkeligheden – medmindre man bruger en bestemt strategi for at lukke virkeligheden op, som Mads Brügger for eksempel gør.

Men man manipulerer ikke med virkeligheden, fordi man bruger bestemte virkemidler, som også findes i fiktionen. Som Anders Riis-Hansen har sagt om sin film Blekingegadebanden (2009): »I vores fortælling bruger vi alle de filmiske elementer, man kender fra kriminalfilm, og selvfølgelig er materialet klippet op, sådan at vi kan veksle i tempo. Men ønsket er at tilstræbe dokumentarisk værdi. Ikke for at gøre Blekingegade-nørderne tilpas, men fordi vi gerne vil adskille os fra et fiktionsprojekt.«

Ib Bondebjerg – foto: Privat