search

Sort på Hvidt: I følelsernes vold

Det er svært at indfange den usete dimension ved et menneske, og journalister skal passe på, at staffagen ikke løber af med dem, når de gør forsøget.

Det er svært at indfange den usete dimension ved et menneske, og journalister skal passe på, at staffagen ikke løber af med dem, når de gør forsøget.

Der er tekster, som straks fra de første ord demonstrerer, at skribenten på usædvanlig vis vover pelsen og forsøger at lægge afstand til det forudsigelige. Sådan en tekst var fødselsdagsportrættet i Politiken i forbindelse med erhvervsmanden Mads Øvlisens 70-års dag.

Indledningen bestod af disse fyndige, proklamerende sætninger: "Du møder det sjældent: Det rene hjerte. Det lader dig aldrig uanfægtet. Det renskurer dig selv. Du går midt i en solstråle lang tid efter. Det rene hjerte er uskyldigt. Kender ikke sin egen kraft. Fortryllelsen ville være brudt."

Allerede her kan læseren begynde at blive nervøs for, at denne tekst vil komme ud af kontrol. At papiret vil begynde at græde. At følelserne – og følelsernes aftryk i sproglige klicheer – vil tage magten fra den højstemte skribent. For lige så befriende, det kan være at møde en tekst, der tør bestræbe sig på at hæve sig over det gråmelerede gennemsnit og gå efter følelser og sanselighed i fuldt mål, lige så påpasselig skal skribenten være med at have sig selv med i hvert eneste ord. Ellers kommer udtrykket netop til at klinge forlorent, og angrebet fra fraserne bliver umuligt at slå tilbage.

Et forhold, der skæmmer dette fødselsdagsportræt. Allerede i den første af fire spalter anvendes følgende signalementer til en karakteristik af Øvlisen: "En stor humlebi", "Jesus-agtigt", "den ægte farskikkelse", "ekstrem personlig beskedenhed", "en ener i al sin adfærd" og "den dejligste hund i gaden".

Fra humlebi over Jesus til gadehund. Det holder ikke. Og slet ikke, når det et andet sted foreslås, at Lars Løkke skulle have gjort Øvlisen til statsminister. Hensigten har været at ramme den reneste følelse af hengivenhed og taknemmelighed. Men hjertelighed og andre store sindsbevægelser er svære at tumle på tryk, fordi man som skribent så let bliver revet med af ordene og dermed mister kontakten til sine egne fornemmelser. Så slår det klik. Man vrøvler og bliver salvelsesfuld. Papiret græder måske, men læseren efterlades uberørt.

I denne klumme leder Anders Rou Jensen efter grus og perler i det journalistiske sprog. Han fokuserer på de stiltræk og udtryksmåder, der skiller den stærke tekst fra den slappe. Anders Rou Jensen er journalist, forfatter og medindehaver af kursus- og foredragsvirk-somheden Befri Din Skrivning.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen