Hvis du gik og troede, at du har et ganske fint arbejde i avisbranchen med fin løn, spændende opgaver og gode arbejdsforhold, så kan du godt tro om igen.
I hvert fald hvis man skal tro det amerikanske jobsite CareerCast, som netop har kåret jobbet som avisjournalist som det absolut værste, man overhovedet kan have. Sitet har kigget på i alt 200 jobs og vurderet dem hver især ud fra indkomst, stress, fremtidsudsigter, arbejdsmiljø og fysiske krav.
En af de stakkels avisjournalister hedder Peter Korsgaard og arbejder på Ekstra Bladet. Journalisten ringede ham op for at høre, hvordan det er at have det allerværste job, man kan have.
»Jamen, jeg blev da noget overrasket over at læse, at det åbenbart er det værste job, man kan have. For jeg synes selv, jeg har et fantastisk job. Jeg kan faktisk ikke forestille mig et bedre job. Så hvis det her er rigtigt, så må der godt nok være nogen, som har det sjovt på deres arbejde,« siger Peter Korsgaard.
»De har glemt at tage sjovheds-faktoren med«
Den korte version af CareerCasts forklaring på, hvorfor jobbet som avisjournalist er så rædsomt, er, at læserne flygter, og annoncekronerne forsvinder.
»Det er selvfølgelig rigtigt, at hvis man vil blive ved med at lave avis på papir, så er det nok et lortejob at vælge. For det holder ikke ret mange år endnu herhjemme. Men de fleste aviser har jo set det komme og er ved at udvikle sig på de digitale platforme,« siger Peter Korsgaard.
Han benægter heller ikke, at stress er en faktor i arbejdet som journalist:
»Men stress er mere noget, man skal lære at håndtere. Det er ikke det afgørende, når man skal vælge job – man skal mere vælge ud fra, hvad der er udfordrende, sjovt, interessant, og hvor man synes, man gør en forskel. Jeg tror, de har glemt at tage sjovheds-faktoren med i den her undersøgelse. Jeg har det i hvert fald skidesjovt, når jeg er på arbejde – og det, tror jeg, er vigtigt for rigtig mange journalister,« siger han.
Journalisten har tidligere skrevet om, at mediefolk ifølge en undersøgelse fra DJ på flere områder har et dårligere arbejdsmiljø end resten af danskerne.
Fotojournalist: Hvad med alsidighed og uforudsigelighed?
Og det er åbenbart ikke kun de af DJ’s medlemmer, der arbejder på en avis, som bør føle sig ramt.
Jobbet som tv-reporter er tilsyneladende det sjette værste job, du kan have – og det er ikke meget bedre at gå på arbejde, hvis du er fotojournalist. Det job er nummer syv på listen over de værste jobs.
»Det er da rigtigt, at der er nogle fysiske krav til jobbet som fotojournalist. Lige nu cykler jeg for eksempel på Nørrebrogade med to tunge tasker med udstyr. Og hvis jeg bliver ved med det i 30 år, slider jeg sikkert mig selv mere op, end hvis jeg bare sad på kontor. Men jeg synes nu alligevel, jeg har et ret fantastisk job,« siger freelancefotograf Nikolai Linares.
Han mener ligesom Peter Korsgaard, at undersøgelsen må have glemt at måle på nogle vigtige parametre:
»De skulle nok også have målt på sådan noget som alsidighed og positiv uforudsigelighed i hverdagen. Jeg synes, det er sjovt, når man ikke ved, hvad morgendagen bringer,« siger han.
Bliv eventuelt statistiker i stedet
Men fremtidsudsigterne ER vel alt andet lige ikke så gode for en fotojournalist, hvis man ser på ansættelsesmulighederne derude …
»Nej, hvis successen er at få et fast job, så ser det rigtig skidt ud. De findes jo næsten kun på aviserne, og der er ikke ret meget udskiftning på de få faste stillinger. Men når man så lige træder to skridt tilbage og ser på, hvor mange der egentlig har brug for billeder i dag, så ser det ikke så skidt ud. Vi lever jo virkelig i en visuel verden,« siger Nikolai Linares.
Har undersøgelsen fra det amerikanske jobsite alligevel fået dig til at genoverveje, om dit job nu også er så fedt, som du gik og troede – så giver den heldigvis også svar på, hvilke jobs der er de bedste.
Vil du have et rigtig godt job, som scorer højt på alle de parametre, der er målt på, skal du gå efter et job som system-analytiker, software-ingeniør eller måske statistiker. De ligger alle sammen i top 10 over de bedste jobs.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ja, hvis amerikanske journalister tjener knap 84 kr. i timen er det da elendigt betalt... Vil jeg tro. Jeg kender ikke de amerikanske leveomkostninger osv.
Men det er da stadig rigtigt, at uanset lønnen så er det ikke voldsomt fedt at være avisjournalist. Heller ikke i Danmark. Stress og den evige dødsspiral er ikke befordrende for et godt helbred!
Det giver altså ikke mening at tage en amerikansk undersøgelse af arbejdsforhold og så konkludere at danske avisjournalister har det hårdt.
Den gennemsnitlige amerikanske avisreporter tjener 12 dollar i timen og kan se langt efter aften- og weekendtillæg. Umiddelbart vil jeg gætte på at Peter Korsgaards lønforhold ser helt anderledes ud.