TV 2 og DR blev væk fra FIFA-kongres – EB-journalist undrer sig

Hverken DR eller TV 2 var til stede ved stor FIFA-kongres lige inden VM i fodbold: "Det er nødvendigt for at kunne dække det kritisk," siger sportsjournalist, der var til stede. DR's journalist var forhindret. TV 2: "Redaktionel prioritering"

VM i fodbold fylder sendefladerne på TV 2 og DR.

Men dækningen af det det politiske spil bag kulisserne er ikke god nok på de to public service-stationer. Det mener i hvert fald Ekstra Bladets sportsjournalist Jan Jensen, der har dækket FIFA og fodbold de sidste mange år og blev kåret til årets danske sportsjournalist i 2016.

Han kritiserer, at de to medier ikke sendte journalister af sted, da FIFA kort inden VM holdt en stor kongres, hvor de gav VM-værtskabet i 2026 til USA, Mexico og Canada.

"Det undrer mig, at de ikke synes, det er vigtigt at fortælle deres seere og lyttere om," siger Jan Jensen.

"FIFA er det internationale idrætsforbund, der har haft de største skandaler. Siden den 2. december 2010, hvor Rusland og Qatar fik VM-slutrunder, er 17 af de 22 medlemmer i FIFA's executive komite blevet udelukket fra fodbold på grund af korruption. Så alt det, der førte til, at vi har VM i Rusland, er interessant."

Skal lave det tunge kildearbejde

Efterfølgende ringede både DR og TV 2 til Jan Jensen for at få forklaret, hvad der foregik på kongressen. Det, synes han, er OK.

"FIFA har været nødt til at ændre reglerne for, hvordan man vælger en VM-vært. I år havde samtlige lande en stemme. Det betød også, at Danmark skulle stemme. Og hvordan er det gået til? Har det været en ærlig valgkamp? Det er væsentlige spørgsmål."

Men ifølge ham svækker det deres journalistiske dækning af VM og af fodbold, når de fravælger at være til stede ved de store politiske slagudvekslninger i sportens verden.

"Det er nødvendigt for at kunne dække det kritisk. Hvis ikke man er der, mister man den mulighed," siger Jan Jensen.

Hvad får man ud af at være der?

"Jeg var der også i dagene op til kongressen. Jeg er rundt på forskellige hoteller og tale med delegerede fra Afrika, Nordamerika, Europa og Oceanien. Jeg kan finde ud af, hvad spillet er, hvad der foregår i kulissen. Det er det tunge kildearbejde. Du ringer ikke bare de her folk op hjemmefra. Du er nødt til at møde dem. De skal se dig og få tillid til dig," siger han.

Ifølge ham handler magtspillet i FIFA om langt mere end fodbold. Det handler om "international storpolitik".

"VM er verdens største sportsbegivenhed set på økonomi og opmærksomhed. Og de her beslutninger i FIFA bliver jo heller ikke truffet, uden at statsledere er involveret. Putin var involveret i at få VM til Rusland. Og Trump pressede på for at få VM til Nordamerika," siger Jan Jensen.

"Det koster en bondegård"

Jan Jensen erkender, at der selvfølgelig er flest seere i at dække det sportslige under en VM-slutrunde.

"Jeg tror ikke, det er, fordi de er bange for det. Det er dyrt at tage til VM og dække det i over en måned. Det koster en bondegård. Så jeg har forståelse for, at man laver den prioritering, for der er klart flere seere i fodbold end i det politiske spil i FIFA," siger han.

Men han mener også, de to medier har en større forpligtigelse, når det er dem, der har rettighederne til at sende kampe fra slutrunden i Danmark. Han roser dog DR's kommentator og journalist Henrik Liniger for at være til mange FIFA-kongresser og for at virkelig at vide, hvad der foregår i FIFA. Han var dog ikke til stede ved kongressen i Moskva, fordi han skulle kommentere kvindernes fodboldlandskamp mellem Danmark og Ungarn i Viborg.

"TV 2 og DR dækker fodbolden fint. Men jeg har ikke fået noget ud af dem i forhold til det politiske. Det skal man til udlandet for," siger han.

Netværk af kritiske journalister

Jan Jensen fortæller, at han er en del af et netværk af cirka 18 journalister fra hele verden, der dækker FIFA og deler "tips, oplysninger og kontakter" på WhatsApp. Det, mener han, at TV 2 og DR kan lade sig inspirere af.

"Det er smart, fordi det er så svært at få oplysninger ud af FIFA. Vi kan ikke bare søge en aktindsigt. Vi er nødt til at spørge dem og kende nogen," siger han.

"Problemet for mange medier er nok, at det er svært at trænge ind i det magtspil. Mange følger det ikke tæt."

"Kan ikke bare søge en aktindsigt"

På TV 2 anderkender sportsredaktør Kristian Bech Josefsen kritikken fra Jan Jensen.

"Det er udtryk for en redaktionel prioritering, at vi ikke havde en mand derovre. Det kræver mange ressourcer at dække det ordentligt," siger han.

Ligesom Jan Jensen erkender han, at det er svært stofområde at dække.

"Man kan ikke bare søge en aktindsigt. Derfor er jeg enig i, at man bliver nødt til at være der. Jan har viet sin karriere til det. Og hvis vi går ind i det, skal vi gøre det fuldt ud. Ellers er det både for kompliceret og for lukket," siger Kristian Bech Josefsen.

Ikke bange for at være kritiske

Ifølge ham handler det bestemt ikke om, at TV 2 er bange for at dække VM kritisk, selvom de er rettighedshavere.

Han peger på, at TV 2's nyhedsafdeling også har sendt Rasmus Tantholdt til VM, så han kan rapportere kritisk om slutrunden og Rusland undervejs. 

"Vi ønsker også en meget kritisk og nuanceret dækning, og hvis vi var bange, havde vi ikke sendt ham af sted," siger Kristian Bech Josefsen, der også peger på, at TV 2 har skrevet flere artikler om kongressen og tildelingen af VM i 2026 til USA, Mexico og Canada.

Ville I dække FIFA-kongresser og magtspillet i FIFA tættere i en ideel verden?

"Ja. Der er man ikke afhængig af, at journalistik skal sælge. Men vi må også erkende, at der er noget indhold, som interesserer folk mere end andet. Det betyder ikke, at man ikke skal dække det. Men i vores redaktionelle prioriteringer er vi ansporet af det, der optager danskerne mest," siger sportsredaktøren.

DR ærgrer sig over ikke at have nogen med

På DR ville de gerne have haft en mand til FIFA-kongressen inden VM, fortæller underdirektør Anders Kern Boje. Det er normalt journalist Henrik Liniger, der dækker FIFA. Han kommentere dog kvindelandskamp.

"Han var til gengæld hurtig til at følge op på kongressen efter kampen. Han var dagen efter også tophistorie på DR 2 Dagen og var med i P1 Morgen. Det er noget, der interesserer os, så det har ikke været ideologisk fravalg," siger Anders Kern Boje.

"Når det er så stor en begivenhed som VM, så er det selvfølgelig også interessant, hvordan det bliver til, hvordan det bliver valgt, og hvem der har indflydelse. Også fordi der tidligere har været nogle ikke så hensigtsmæssige forretningsgange i FIFA," siger han.

Han mener, DR gør det godt i forhold til også at dække andet end fodbold i forbindelse med VM.

"Inden VM sendte vi også Peter Møller og Matilde Kimer på en rejse igennem Rusland, som giver en indsigt i landet, jeg tror, der er ny for mange. Og i både P1 Morgen og på DR2 Dagen behandler vi VM og koblingen til valget af Rusland som vært," siger han.

Lige nu mener han dog ikke, det er mærkeligt, det største fokus er på det sportslige.

"Så skal der være en journalistisk krog til at lave de historier – men hvis du ser på vores hjemmeside er der også en række historier om FIFA og spillet om spillet," siger han.

0 Kommentarer