Danske journalister vender det blinde øje til. Men er privatlivets fred i virkeligheden en stopklods, der fritager journalister for at undersøge væsentlige sager? Vi har spurgt de journalister, der kunne have skrevet historierne.
Manisk statsminister fik lov at te sig •
FORRYKT. Fra foråret 1960 til efteråret 1962 blev Danmark ledet af en pyskisk syg mand.
Statsminister Viggo Kampmann var maniodepressiv. Det havde han været i 20 år og således også, mens han i årene 1953-1960 var finansminister. Men i 1960 var den for alvor ved at være gal. Når han fik en mani, gik der en-to måneder, hvor han forlod familien og turede rundt i Københavns natteliv. I de perioder vidste hans embedsmænd aldrig, hvor de havde ham. Daværende ministersekretær Helge Hjortdal fortæller i en bog, hvordan Kampmann kom og gik på må og få. På et tidspunkt forsvinder han fuldstændig, da han på vej hjem fra et ministermøde i Helsingfors står af færgen på Ålandsøerne. Ved en anden lejlighed må Hjortdal have lufthavns-politiets hjælp til at stoppe ham fra at tage et fly ud af landet.
Embedsmændene kæmpede en brav kamp for at bevare illussionen om en pligtopfyldende og velfungerende statsminister. Og her får de god hjælp af pressekorpset på Christiansborg. Der bliver nemlig aldrig skrevet en linje om Kampmanns psykiske ustabilitet.
Hans Bischoff var dengang Christiansborg-medarbejder hos B.T. Han vidste godt, statsministeren ikke altid var helt ved sine fulde fem.
»Ja, men jeg gjorde ikke noget særligt for at komme nærmere ned i detaljerne. Det forekom helt naturligt, at det måtte være en privatsag, så længe riget blev styret fornuftigt. Han blev jo bakket godt op af kolleger og embedsfolk.«
BAKKET OP blev der. Ministersekretær Helge Hjortdal har senere beskrevet, hvordan han skiftede Kampmanns tøj og vaskede statsministeren, der netop var hjemvendt fra en druktur, for at kunne vise ham frem for en journalist, der var begyndt at gøre vrøvl og undre sig over, hvor statsministeren egentlig var henne.
Men de fleste undrede sig i stilhed.
»Man accepterede det i de kredse, hvor jeg færdedes, og holdt selvfølgelig lidt øje med det. Men det blev behandlet varsomt, nænsomt og menneskeligt, og det kunne jeg egentlig godt lide,« siger Hans Bischoff.
Victor Andersen, som arbejdede for Dagens Nyheder i 50'erne og Politiken i 60'erne, skrev det heller ikke. Men det burde han nok, siger han, og modsiger dermed Bischoff.
»Når man i en uge ikke kunne få fat på Danmarks statsminister, skulle der nok være grebet ind. Men så godt vidste vi det jo heller ikke. Man måtte jo også have beviserne i orden.«
– Men forsøgte man at finde de beviser?
»Nej. Det gjorde man ikke.«
HAN FORTÆLLER, hvordan Folketingets presseloge dengang havde et mere reelt loge-præg, og at ting, der blev sagt eller skete "i logens tegn", kunne være sikre på at blive på Borgen.
»Der var en vis sammenspisthed. Bent Juhl fra Ekstrabladet sad hver dag og spillede kort med politikerne. Han var jo frygtet blandt politikerne. Men han skrev heller ikke om Kampmann. Måske fordi han stod sig bedre ved ikke at gøre det,« siger Victor Andersen.
Carl Otto Brix var under Kampmann på Fyens Tidende og fra 1966 redaktionschef på Ritzau. Han mener også, pressen burde have skredet ind i forhold til Kampmann.
»Når det går direkte ud over folks arbejde, og det gjorde det oplagt med Kampmann, så bør det beskrives og fortælles. Men der var hos den tids journalister og i befolkningen som helhed en blufærdighed over for politikernes menneskelige sider. Du blandede dig ikke så meget i, hvordan folk opførte sig. Det kan man bebrejde journalisterne, men det var i mine øjne noget, der lå i tiden.«
• Ministeren var fuld – journalisterne bare påvirkede
PINLIG. Per Hækkerup beskrives af historikere som en af det forrige århundredes dygtigste politikere. Samtidig var han dybt alkoholiseret. På forunderlig vis spillede de to ting sammen i mere end 25 år, hvor han beklædte en række forskellige ministerposter, blandt andet som udenrigsminister og økonomiminister.
At Hækkerup var glad for cigarer og whiskeysjusser, var ingen hemmelighed, og det kunne også godt antydes i en morsom bisætning. Men ingen journalister problematiserede, at Danmark ofte blev repræsenteret i vigtige forhandlinger af en beruset mand.
Victor Andersen var politisk journalist for Politiken 1960-69. Han rejste ofte rundt med Hækkerup og oplevede ministeren på godt og ondt, men skrev kun det gode.
»Engang var Hækkerup til frokost med den franske udenrigsminister Couve de Murville. På et tidspunkt daler Hækkerups hoved lige så stille ned på fru de Murvilles skulder. Han sidder simpelthen og falder i søvn. Den historie kunne jeg jo godt have skrevet. Jeg husker også et møde i Geneve, hvor Hækkerup nærmest ikke kan sige noget af fuldskab og må eskorteres hjem på hotellet. Dér gik jeg jo heller ikke til telefonen og ringede historien hjem,« fortæller Victor Andersen.
MEN MED TIL HISTORIEN om Hækkerup hører også, at han det meste af tiden var i stand til at passe sit arbejde endog særdeles godt på trods af sit ekstreme alkoholindtag. Det gav ham en ekstra margen.
»Han var en superdygtig politiker og forhandler, og han kom hjem med resultater hele tiden. Om aftenen drak han sig fuld og kørte til sent. Men næste morgen fik han et glas kærnemælk og en "bajer-complet", som han kaldte det – tre øl og en cigar. Og så var han dygtig igen,« siger Victor Andersen.
Georg Metz havde også sine oplevelser med Hækkerup på DR.
»Jeg har haft ham i studiet, hvor han var tydeligt påvirket. Det var noget om det norske valg, og han faldt i søvn midt i det hele. Men han klarede den alligevel, fordi der sad et godt hoved på ham,« fortæller Metz.
Når journalister dengang så gennem fingre med døddrukne politikere, handlede det ifølge Metz også om et andet syn på alkohol.
»Det var ikke usædvanligt, at folk havde drukket, når de kom i fjernsynet eller radioen. I radioen havde vi altid øl på studiebordet. Jeg kunne også selv være påvirket. Som redaktør på TV-Avisen sad jeg ofte med en bajer på bordet, lige inden jeg skulle på,« siger han.
BENT FALBERT var dengang politisk reporter på Ekstra Bladet. Han bekræfter det afslappede forhold til alkohol.
»Hækkerup var ganske givet alvorligt beruset ved adskillige politiske forhandlinger, og i dag ville det være en skandale. Men dengang var det ikke noget, man bebrejdede ham. Der var jo rigtigt mange fordrukne politikere. Da Egon Jensen var kirkeminister, var han det kun til klokken 11.30. Derefter sad han ved stambordet i Snapstinget og grundlagde døgnets alkoholindtag. Vores mantra var, at vi kun skrev det, hvis det fik synlige politiske konsekvenser,« siger Falbert.
En anden faktor var den respekt og ærbødighed, der fra gammel tid knyttede sig til beslutningstagerne. Georg Metz var selv en del af omvæltningen mod en mere kritisk tone.
»Man stod åndelig talt ret, når statsministeren kom ind i stuen. Men det begyndte at forsvinde i min tid, hvor 68-oprøret begyndte at stille spørgsmål ved autoriteterne. Jeg kan selv huske, da jeg første gang besluttede at sige "du" til en politiker – det var Erhard Jakobsen – for at markere, at vi var lige.«
• Lone og Poul kærestede i fred
OVERRASKELSE. Søndag den 2. august 1992 synger Luciano Pavarotti for 16.000 mennesker på Rosenborg Excercitsplads, herunder Socialdemokratiets nye formand, Poul Nyrup Rasmussen, og den radikale politiker Lone Dybkjær, der erklærer, at de er forlovede.
Overraskende, men også for journalisterne?
Både Niels Krause-Kjær, Karsten Madsen og Henrik Qvortrup har udlagt situationen som et eklatant eksempel på misforstået hensyntagen til privatlivets fred. En romantisk alliance mellem topfolk i to partier, der tilhører hver sin fløj – den historie skulle skrives, så snart den blev kendt, hvad den efter sigende havde været i et stykke tid.
Men hvem vidste det, og hvorfor skrev de det ikke? Journalisten har spurgt en række af tidens politiske journalister.
»DET ER CHRISTIAN BRØNDUM.«
– Kendte du til forholdet mellem Nyrup og Dybkjær?
»Jeg kan huske, jeg efter offentliggørelsen skulle interviewe dem med Lene Frøslev. Vi trak lod om, hvem der skulle stille det tåbelige spørgsmål om, hvem der kyssede først, og jeg tabte. Men før vidste jeg det ikke.«
– Hvem har vidst det?
»Måske husker Lene Frøslev bedre end mig. Prøv også Birgit Eskholm, der var på B.T., eller Elisabeth Svane fra Ekstra Bladet.«
…
»DET ER LENE FRØSLEV.«
– Kendte du til forholdet mellem Nyrup og Dybkjær?
»Jeg kan ikke huske, det blev omtalt, før de selv gik ud med det. Som jeg husker det, var mine kolleger meget forundrede, da de stod frem ved den der operakoncert.«
– Hvem har vidst det?
»Kate Bluhme fra Ekstra Bladet.«
…
»DET ER ELISABETH SVANE.«
– Kendte du til forholdet mellem Nyrup og Dybkjær?
»De der rygter kørte rundt. For mig gav det til sidst lidt metaltræthed at skulle forholde sig til det. Det hed sig også, at de skulle skilles, lige til han gik af som statsminister. Set i bakspejlet kan man diskutere, om man skulle have forfulgt dem og ligget på lur, men det er ikke min stil.«
…
»DET ER BIRGIT ESKHOLM.«
– Kendte du til forholdet mellem Nyrup og Dybkjær?
»Jeg har været både døv og blind i den periode, for jeg anede intet. Det har ærgret mig meget, for jeg har læst, at alle på Christiansborg vidste det. Ellers havde jeg gravet i det. Jeg var en af dem, der tjekkede rygterne, når jeg troede, der var hold i dem.«
…
»DET ER KATE BLUHME.«
– Kendte du til forholdet mellem Nyrup og Dybkjær?
»Det er frygteligt pinligt, for jeg vidste ikke en skid. Alle sagde, der var noget, og jeg sagde: "Fint, er der billeder?" De ville aldrig bekræfte,
så jeg forsøgte ikke rigtigt at undersøge det.«
– Hvem har vidst det?
»Prøv Peter Lautrup-Larsen.«
…
»DET ER PETER LAUTRUP-LARSEN.«
– Kendte du til forholdet mellem Nyrup og Dybkjær?
»Jeg vidste ikke noget, selv om jeg var tæt på. Jeg fik dog en mistanke, da Lone Dybkjær var til stede i Birte Weiss' lejlighed, efter at Nyrup blev valgt til formand. Nu sad jeg på det radikale pressebureau, men hvis den havde været vidnefast, kunne jeg godt have skrevet den.«
…
»DET ER QVORTRUP.«
– Der er tilsyneladende ingen journalister, der kendte til Nyrup og Dybkjærs forhold som andet end rygter. Så hvad brokker du dig over?
»Min pointe er, at man slet ikke satte nogen kræfter ind på at finde ud af det. Der er trods alt nogle værktøjer i kassen, man kan bruge for at få det be- eller afkræftet. Hvorfor forfølger man ikke rygter om politikeres privatliv med samme ihærdighed, som man forfølger andre politiske rygter?«
• Dobbeltlivet blev mellem Torben Lund og pressen
BØSSEMAFIAEN. Dette fascinerende begreb blev introduceret af Jyllands-Posten i begyndelsen af 1996. En stor artikel fortalte, at den danske aids-politik var kraftigt påvirket af specielle hensyn til homoseksuelle. For eksempel ved at aids-kampagnerne ikke blev målrettet bøssemiljøet; afskaffelsen af en lov, der gav mulighed for at spore hiv-smitten; og så en pengestrøm, der forsvandt i et delta mellem AIDS-sekretariatet og Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske.
Historien blev skrevet af Niels Krause-Kjær. Den havde længe ligget og simret på JP-redaktionen, og da Krause endelig tog den op, væltede kilderne nærmest ud af skabet. Men bøssemafiaens store godfather – linket mellem de homoseksuelle og beslutningstagerne – blev aldrig nævnt. Navnet var Torben Lund, socialdemokratisk sundhedsminister og bøsse. Det vidste Krause-Kjær udmærket, ligesom en række andre journalister.
»Jeg ringede til ham om fredagen – artiklen skulle i om søndagen – og spurgte, om jeg måtte skrive, at han var homoseksuel. Men det ville han ikke have. Chefredaktionen lod beslutningen være op til mig, og så sad jeg der … Til sidst besluttede jeg mig for ikke at trække ham ud af skabet,« fortæller Niels Krause-Kjær.
Det fortryder han i dag.
»Det var uprofessionelt, for jeg handlede som privatperson. Journalisten havde skrevet det, men privatpersonen havde ikke lyst til selv at blive hængt ud som ham, der bryder tabuet.«
KRAUSE-KJÆR var slet ikke den eneste, der brændte inde med den viden. Ekstra Bladets politiske 'hard hitter' Jan Kjærgaard havde kendt til Lunds homoseksualitet i mange år.
»Han ville ikke at stå frem, og han var lidt angst for mig, for jeg var efter ham. Jeg synes, han var en tøsedreng. Med sin placering kunne han være med til at fremme frisindet, og jeg mener også, vælgerne har ret til at vide, hvad deres politikere står for,« fortæller Jan Kjærgaard.
Men han skrev det ikke.
»Det var også en fejl. Jeg var simpelthen ikke stærk nok til at indse, at det ikke er en sundhedsminister, der skal bestemme, om sådan noget skal skrives. Det skal Ekstra Bladet.«
Et halvt år efter Jyllands-Postens artikel om bøssemafiaen bliver Torben Lunds seksualitet alligevel kendt. Sundhedsstyrelsens tidligere medicinaldirektør, Palle Juul-Jensen, udgiver en bog, hvor han antyder, at aids-politikken har været "betinget af sundhedsministerens seksuelle observans".
»Den ser vi så – alle os hyklere, der har kendt historien og haft lyst til at skrive den. Alle tager den og giver den hele armen. Men kun fordi vi kan hænge Palle Juul-Jensen op på det og vaske vores hænder. Jeg gjorde det selv. Jeg fik forsiden på Jyllands-Posten,« siger Niels Krause-Kjær.
DEN FØRSTE, der direkte siger, at Torben Lund er bøsse, er Kaare R. Skou i en politisk analyse på TV 2.
»Seksuel observans – det kunne stå for hvad som helst, også noget kriminelt. Jeg mente, jeg måtte fortælle, at det var noget så fredeligt som at være bøsse,« siger han.
Bent Falbert slår en lille sløjfe på historien.
»Han tiggede og bad os om ikke at skrive om hans homoseksualitet af hensyn til hans døtre i Jylland. Vi skrev det så, da Palle Juul-Jensens bog kom ud, og igen da vi havde fået deltagerlisten til et kongeligt selskab, hvor Torben Lund kom sammen med sin mand. Så blev han splittertosset og skældte os hæder og ære fra. Men da vi udkom, blev han begravet i rygklap og anerkendelser af, hvor modig han var. Og så var han pludselig ikke sur mere.«
• Mønsterborgmester på drukferie med pressen
LEVEMAND. Længe før den store afsløring af Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte gik snakken om hans alkoholforbrug. En stående joke var, at hvis man skulle have en fornuftig udtalelse til citat, skulle man ringe inden 11 om formiddagen. Ellers var manden for fuld.
Men at Danmarks liberale mønsterkommune blev ledet i en rødvinsbrandert, stod aldrig at læse i avisernes spalter. I hvert fald ikke før proppen for alvor gik af skandalen.
Henrik Qvortrup var dengang politisk redaktør på Berlingske Tidende. Han har i dag lidt svært ved at forklare, hvorfor han ikke skrev om noget, som han i dag mener var yderst relevant.
»På Christiansborg var det et særsyn at møde Brixtofte ædru efter 10.30. Det kunne da godt have en interesse, både for vælgerne i Farum, der gang på gang gjorde ham til borgmester, og dem på Fyn, der valgte ham ind i Folketinget,« siger Qvortrup.
Jimmy Rømer var som journalist på Frederiksborg Amts Avis tæt på Brixtofte.
»Jeg vidste det godt. Jeg kom faktisk ind på det, da jeg engang citerede en spørger i byrådets spørgetid, der bragte det på banen. Men jeg gik ikke videre med det. Jeg blev enig med ledelsen om, at så længe det ikke påvirkede hans arbejde, ville vi lade det ligge,« fortæller Jimmy Rømer.
DEN HOLDNING stod Jimmy Rømer og Frederiksborg Amts Avis langtfra alene med. Da Farum i 1999 lancerede en ny form for ældrepleje, nemlig gratis pensionistrejser til Gran Canaria, var det danske pressekorps talrigt repræsenteret. Og her fik de rig lejlighed til at opleve Brixtoftes hang til de våde varer.
»Der var næsten flere journalister end pen-
sionister på den første tur. Vi var der en uges tid, og hver dag kunne man opleve ham på slap line. Det var næsten, så det gjorde ondt. Men der var ingen, der tog fat på det. Heller ikke Ekstra Bladet,« siger Jimmy Rømer.
Det kan i dag også undre Ekstra Bladets chefredaktør, Bent Falbert.
»Der er mange forklaringer. Én er, at det jo gik ret godt i Farum. De sendte pensionisterne på ferie, børnene fik computere, der var 52 nationaliteter i kommunen, men ingen arbejdsløse. Så det opvejede måske, at han var så fuld. Vi vidste heller ikke, hvor dyr vinen var,« siger Falbert.
MED SIN overrumplende nytænkning havde Brixtofte taget stort set hele landet med storm, så alle fuldstændigt overså den personlige brist, manden led under. Sådan var det også for journalisterne på Gran Canaria, husker Jimmy Rømer.
»Jeg kan huske, jeg sad og diskuterede det med Olav Hergel, der var dernede for Berlingske Tidende. Vi syntes, det var lidt ærgeligt, at vi ikke kunne finde noget negativt at skrive, for det var jo egentlig vores job.«
– I kunne ikke finde noget negativt, mens Brixtofte dinglede rundt omkring jer?
»Ja, faktisk. Men alt det med at sende pensionisterne på ferie var jo en fantastisk historie. Og at han så tog en lille én til næsen … vi syntes næsten, han havde fortjent det,« siger Jimmy Rømer.
Da B.T. begynder afsløringerne blandt andet af Brixtoftes rovdrift på repræsentationskontoen, er det imidlertid ikke mere en hemmelighed, at landets mest omtalte borgmester er alkoholiker.
»Da Brixtofte først ligger ned, er det fuld skrue. Så er der ingen grænser for, hvilke detaljer om Brixtoftes privatliv vi skal kende. Og så kan man begynde at tale om nyfigenhed – det er jo, mens manden stadig er aktiv, vi skal bruge de oplysninger i forhold til vælgerne. Enhver idiot kan jo sparke til en mand, der ligger ned,« siger Henrik Qvortrup.
• Myten, der ikke vil dø
HOMO. Fogh med hemmelig elsker. Fogh i H.C. Ørstedsparken. Fogh på bøssebarer.
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen lægger navn til et af de mest vedholdende rygter i den danske folkemund. Nemlig, at han skulle være homoseksuel.
Hvor intenst rygtet end er, så er det aldrig blevet dokumenteret på tryk. Men viljen er til stede. Jan Kjærgaard fra Ekstra Bladet er en af dem, der mener, historien ville være relevant.
»Havde vi fundet håndgribelige beviser på det, så havde vi sandt for dyden også skrevet det. Hvis en fremtrædende politiker er homoseksuel og vil skjule det, så er det helt uforeneligt med mine demokratiske idealer,« siger Jan Kjærgaard.
Han har selv forhørt sig hos nogle kilder uden at gå dybt i sagen. Han har aldrig selv konfronteret Fogh med rygtet.
»Jeg ville ikke besvære Fogh med det spørgsmål. Jeg var langt fra noget, der bare mindede om dokumentation. Der er noget, der hedder, at man gør sit hjemmearbejde.«
HENRIK QVORTRUP overvejede at skrive en bog om Anders Fogh og også adressere bøsserygtet. Ingen af delene skete, men sagen er relevant, mener han.
»Hvis den danske statsminister lever et liv, der er væsensforskelligt fra det, han har præsenteret over for vælgerne, så har det relevans. Men der påhviler medierne en bevisbyrde af anseelig tyngde. Når rygtet er så intenst, kommer det ofte til at bekræfte sig selv som en sandhed,« siger Qvortrup.
– Du efterlyser selv grundigere research af rygter som Nyrup-Dybkjær-forholdet?
»Hvad ved du om, hvad der er sat ind af research omkring Fogh-rygtet? Det kunne jo være, historien er faldet på, at man ikke kan løfte bevisbyrden.«
Ikke alle mener, det vil være god journalistisk etik at bringe sagen til torvs, og det har skabt et publicistisk dilemma. På et tidspunkt hed det sig, at Ekstra Bladet gravede i sagen og var på vej med en historie. Det skabte panderynker på Ritzaus Bureau.
»Rygtet gik, og vi måtte overveje, om statsministerens seksualitet ville være en historie, der reelt levede op til vores nyhedskriterier. Vi besluttede, at historien kun ville være relevant, hvis Fogh tog afstand fra den på en måde, hvor han ville kunne afpresses,« fortæller Kristoffer Gravgaard, dengang multimedieredaktør og medlem af Ritzaus redaktionelle ledergruppe.
Også Georg Metz, dengang chefredaktør på Information, bekræfter, at han hørte rygtet og havde svære overvejelser om en historie, han i øvrigt ikke ville røre ved.
DET VISER SIG, at Ekstra Bladet aldrig har gravet i sagen.
»Næh, hvad skulle man undersøge? Skulle vi spørge Fogh, om han er bøsse i fritiden, mens PET-agenterne ser på? Det synes jeg ikke, man kan spørge folk om,« siger Bent Falbert.
Spørgsmålet er dog blevet stillet. Birgit Eskholm fra Se & Hør kender til journalister, der har spurgt Anders Fogh direkte. Han blev vred og smed dem ud. Hun har også selv forsøgt sig antydningsvis og fået en kontant afvisning.
At rygtet om Fogh ikke er behandlet på tryk, er en sandhed med modifikationer. I 2004 skriver Se & Hør historien om "Foghs hemmelige ven", den polske læge Marek Stawowy. Da Fogh efterfølgende fortæller DR, at han hygger sig ved at sidde på gulvet og dele en pizza med Marek, følger Se & Hør op med forsiderubrikken "Fogh om den hemmelige ven: Vi hygger på gulvet".
»Det er en af de rubrikker, jeg er lidt stolt af,« siger Henrik Qvortrup.
– Er det ikke noget pjat at antyde ting, I ikke kan dokumentere?
»Vi antyder intet. Vi skriver bare, han hygger og spiser pizza på gulvet. Vi har det tilmed fra hestens egen mule. Jeg kan jo ikke gøre for, at der går vandrehistorier.«
• Lars Løkke kæmper mod onde rygter
DYNELØFT. »Hvis man bliver inviteret til brylluppet, kommer man også til skilsmissen.«
Det siger en af den politiske journalistiks grand old men, Kaare R. Skou, da Journalisten fanger ham i en af Midtsjællands mobilnet-zoner.
De danske journalister kan sagtens skelne mellem privat og politik, siger han. Skredet sker på den anden banehalvdel – politikerne bruger privatlivet til at promovere sig selv.
– Så hvis man læser et interview med Lars Løkkes kone …?
»Så har han selv inviteret.«
– Skal man så skrive, hvis man ser ham med en anden dame?
»Ja.«
Lars Løkke Rasmussens kone, Solrun, havde ikke været førstedame i mange dage, før hun kunne opleves i personlige tv-interview. Hun fortalte, at Lars var meget romantisk og i begyndelsen af deres forhold forærede hende lækkert undertøj. I det hele taget har Løkke Rasmussen ikke været bange for at vise sig frem som privatmand. Som én bemærker: Danskerne kender ham næsten bedre i cykelshorts end i jakkesæt.
I FORÅRET 2008 kunne man imidlertid læse rygter om en anden side af Lars Løkke Rasmussens romantiske væsen. Ekstra Bladets bagsideskribent Michael Jeppesen konfronterede indirekte, om end utvetydigt, Løkke med et rygte om en affære mellem ham og den unge Venstre-politiker Sofie Løhde.
»Jeg stifter bekendtskab med historien ved et VU-arrangement. Og jeg oplever det, som om det er noget, man er stolt af. Det er cool, at den fede partichef har bollet den smukkeste af VU-
pigerne. Wauw, hi-five! Og så bliver det ekstra interessant, fordi Løhde faktisk fik en kometkarriere; hun fik et fantastisk valg, kom ind som en af de yngste og sidder i dag med vigtige ordførerposter,« fortæller Jeppesen.
– Rygtet bliver jo ikke bekræftet til citat. Har du nogen dokumentation?
»Jeg talte med adskillige uafhængige kilder, som kender til det.«
Michael Jeppesen mener selv, historien er så væsentlig, at den sagtens kunne være lavet som en politisk historie. Selv valgte han satirevinklen, fordi det var den genre, han befandt sig i.
Men på chefredaktør Bent Falberts kontor var der ikke glæde over bagsiden.
»Den var jeg ikke stolt af. Det er sådan en påstand, man ikke bare kan komme med. Mange unge damer er kommet frem i dansk politik på den måde. Jeg ved ikke, om det er sket her, men jeg synes kun, man skal skrive om det, hvis det indebærer politiske konflikter, som nu Lone Dybkjær og Nyrup, der sad i hvert sit parti,« siger Falbert.
MEN PÅ SE & HØR åbnede artiklen muligheder. Her kendte man også rygtet, og det havde kriblet i fingrene for at få den ud. Med Jeppesens bagside var der en lejlighed.
»Jeg ringer til ham og siger: "Lars, vi har tænkt os at skrive en historie om, at du er blevet hængt ud i Ekstra Bladet. Har du nogen kommentarer?" Og det går han med til at kommentere,« fortæller Birgit Eskholm, der i 2001 skiftede til Se & Hør fra B.T.
Hun spørger også direkte til beskyldningen om utroskab, og her er Løkkes svar, at han nægter at forholde sig til det.
Jan Kjærgaard fra Ekstra Bladet går selv tæt på, men i dette tilfælde er han indigneret.
»Se & Hør tager meget ucharmant bagsiden og ophøjer den til dokumentarisk fakta. Men den har ingen dokumentation, så det hele bliver sådan lidt kafkask. Den form for journalistik er fej og ringe.«
– Men er historien relevant?
»Her er vi ovre i det svære. Hvad hvis det kun er et lille sidespring? Jeg mener, Ekstra Bladet står for frisind, og hvis et hurtigt sidespring kan accepteres, så har vi hverken etisk eller juridisk grund til at skrive om det,« siger Jan Kjærgaard. •
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Journalisten præsenterer 7 historier. 4 omhandler 'røde' politikere, hvor historierne er sande, men ikke bliver skrevet. 3 omhandler 'blå' politikere, hvor historierne ikke er sande, men bliver skrevet - eller i hvert fald rygtekolporteret.
Kan journalister lære noget af dette?
er anders fogh rasmussen nogen sinde dømt for noget? hvor mange lovbryderer er der i regeringen og folketinget? er der regler som folkevalgte ikke skal følge? hvordan kan det være at de har immunitet ?troede at alle (undtaget kongehuset, de fjolser) var lige for loven
Interessant med oplistningen af tabuer.
Bøsserygtet om Anders Fogh er muligvis aldrig dokumenteret på tryk, men det var et emne i Den 11. time program 86 27. november 2007, hvor Michael Jeppesen og Mads Brügger behandlede rygteelemterne ét for et. Underholdende på den nyfigne måde, men Michael Jeppesens konklusion var, at rygterne ikke holdt.
http://www.dr.dk/DR2/Den11time/Se%20programmerne/20071029144249.htm