Sydsjællands Tidende høstede flest af årets ugeavispriser

I går blev Ugeavisernes Årspris uddelt ved Danske Medier og De Lokale Ugeavisers fælles Ugeaviskonference på Hotel Koldingfjord. »Vi har lavet en avis, der er både kritisk og kærlig og sød og ærlig,« lyder det fra den store vinder, Sydsjællands Tidende

Den helt store prishøster ved dette års uddeling af Ugeavisernes Årspris var Sydsjællands Tidende, der både vandt Specialprisen for avisens redaktionelle udvikling over de seneste år og fik guld i kategorien ’Lokale features’ for en serie af artikler om produktionshavne.

Hæderen gør godt hos redaktør på Sydsjællands Tidende Michael Thønnings, der kom til ugeavisen fra Sjællandske Medier for omtrent to år siden. Han startede alene på pinden på redaktionen midt i Vordingborg med en ambition om at gøre en forskel i lokalområdet.

»Det er helt fantastisk at vinde de priser. Vi er en ny redaktion – jeg kom til for kun to år siden, og der startede jeg med at sidde alene i cirka tre måneder. Men så fik jeg en kollega, og vi satte os ned og sagde: ”Nu skal vi lave en god avis, som alle i området vil læse.” Og det har vi så gjort. Vi har lavet en avis, der er både kritisk og kærlig og sød og ærlig,« siger Michael Thønnings i mobiltelefonen på vej hjem fra prisuddelingen.

Michael Thønnings er stolt over, at han og holdet bag avisen er lykkedes med missionen. Og han er stolt over priserne, som han tror Sydsjællands Tidende har fået for at levere en lidt utraditionel avis.

»Det, vi prøver at gøre anderledes, er at være til stede, når tingene sker. Vi tager fat og lytter til alle grupperinger i lokalsamfundet. Og så er vi ikke bange for at skrive kritisk om sociale sager eller andre kontroversielle emner, når sagerne er der. De sager, der kræver det, og de gode historier, vi har, dem giver vi den plads i avisen, som de fortjener. Vi skriver os ud, og hvis vi besluttern at det kræver en side eller et opslag, så er det sådann det er,« siger redaktør Thønnings, der understreger, at arbejdet med at bevæge Sydsjællands Tidende i retning af prisvindende journalistik er teamwork.

Du kan læse Sydsjællands Tidende her.

»Vi er et selvstændigt medie, og vi gør det, som vi synes er bedst. Vi bruger de muligheder, vi har, og det er jo også det, vi er blevet belønnet for. Vi har et team med vores egne grafikere, annoncesælgere og journalister, der alle er tilknyttet lokalområdet. De står på fodboldbanen og kommer i lokale foreninger, så vi får historier fra alle hjørner,« siger Michael Thønnings, der regner med at fejre videre, når han er landet hjemme på redaktionen i Vordingborg.

»Jeg tror, at vi får vi en lille kringle eller en kage, og der følger jo penge med hæderen. De skal bruges på os alle sammen på redaktionen, for det her er en fælles indsats, som hele huset er en del af. Hæderen er vores alle sammens,« siger Thønnings.

Nytænkning gav Herlev guld
De øvrige prisvindere var spredt ud over hele landet. En af dem er Herlev Bladet, der vandt for deres alternative dækning af kommunalvalget 2013. Mette Lyhne er redaktør (på barsel), men sad i stolen, da Herlev Bladet udviklede deres ide.

»Tanken var, at i stedet for at sprede valgkampen ud over flere uger, så samlede vi stoffet i en avis. Det skulle så gøre, at når læserne havde været igennem den, så havde de en god baggrund for at kunne sætte et kvalificeret kryds, når de stod i stemmeboksen på dagen,« fortæller Mette Lyhne.

Du kan se den prisvindende temaavis her.

»Vi droslede ned og droppede den spredte fægtning, hvor den ene skændes med den anden. I stedet gav vi læserne kvalitetsjournalistik i hånden. Vi skrev om kandidaterne og deres holdninger og samlede det i en avis,« siger Mette Lyhne.

Her kan du se alle prisvinderne ved Ugeavisernes Årspris

Lokale nyhedshistorier: 
Guld: Lokalavisen Frederikssund
Sølv: Lokalavisen Skanderborg
Bronze: Lokalavisen Adresseavisen Syddjurs

Hædrende omtale til Østerbro Avis, Lokalavisen Kolding og Favrskov Posten.

Lokale features: 
Guld: Sydsjællands Tidende
Sølv: Lokalavisen Kolding,
Bronze: Valby Bladet

Hædrende omtale til Ballerup-Bladet og Ugeavisen Esbjerg.

Redaktionelle ideer og initiativer:
Guld: Herlev Bladet
Sølv: Lokalavisen Østjylland og Budstikken Nord+Syd,
Bronze: Lokalavisen Budstikken Vejle

Hædrende omtale til Roskilde Avis og Ugeavisen Esbjerg.

 

Der var indsendt næsten 100 bidrag til konkurrencen.

Årets dommerkomité bestod af:

Juryens formand, chefredaktør Steen Hebsgaard (Ikast Avis), redaktør Thorkil Christensen (Aars Avis), fagmedarbejder Peter From Jacobsen (Update) og chefredaktør Claus Krogh (Lokalaviserne Østjylland, Politikens Lokalaviser).

 

1 Kommentar

Anja Dybris
3. OKTOBER 2014
Det er da dejligt at blive
Det er da dejligt at blive anerkendt af kolleger. :-) Det giver gejst til at fortsætte.