Seersuccesen Sporløs bygger på iscenesættelse, men giver sig ud for at være et reportageprogram. Når filmholdet tager af sted fra Danmark for at optage programmet, har de allerede fundet den eftersøgte, og alle interviews er planlagt. Men det får seerne eller den søgende person ikke at vide
1 million danskere sidder klistret til skærmen, når de populære Sporløs-programmer toner frem på DR 1. De stærkt følelsesladede udsendelser viser en dansk mand eller kvindes rejse for at finde sin forsvundne mor, far eller søskende.
Men rejsen er iscenesat og tilrettelagt hjemme fra Danmark, inden filmholdet tager af sted. Den eftersøgte er allerede fundet og har sagt ja til, at han vil møde sin søn eller datter for første gang foran snurrende kameraer.
Det gør DR ikke seerne opmærksom på, og det strider mod DRs egne etiske retningslinjer, hvor det af kapitel 1 fremgår:
"Det er vigtigt, at både tilrettelægger og redaktør altid gør sig grundige overvejelser om anvendelse af iscenesættelse, rekonstruktion og anvendelse af musik i faktaproduktioner. Resultatet skal give et fair og retvisende billede af virkeligheden. Ved rekonstruktion eller modelbilleder skal dette fremgå tydeligt for seerne"
Seernes redaktør i DR, Jacob Mollerup, har flere gange efterspurgt, at flere detaljer om Sporløs-programmerne skal lægges frem for seerne. I 2008 skrev han en kronik om emnet, der også nævnes i hans seneste halvårsrapport fra 1. februar 2010.
Selvom Jacob Mollerup godt ved, at tv-udsendelser i nogen grad iscenesættes, kommer det alligevel bag på ham, at den forsvundne far eller mor allerede er fundet hjemmefra.
»Hvis din beskrivelse er rigtig, så synes jeg, det er et brud på kontrakten med seerne. Især det, at det hele på forhånd er aftalt med den pårørende, kommer bag på mig. Man får klart et helt andet billede end det, der rent faktisk er sket i virkeligheden,« siger han i nyeste udgave af Fagbladet Journalisten.
Over for seerne præsenterer programmet en efterforskning, der foregår her og nu, og der nævnes ikke et ord om forudgående research. Værten Louise Wolff gør store øjne, når hun hører de ting, hun ved vil blive sagt. I speaken sørger hun for at holde fast i den fiktive usikkerhed:
»Vi kan ikke udelukke det endnu, men der er bare rigtig meget, der tyder på, at han ikke er her i byen,« siger hun i programmet til deltageren Michael i den seneste udgave af programmet fra december 2009. Sådanne halve sandheder kommer i en lind strøm, og gennem udsendelserne opstår der flere pudsige situationer, hvor værten må lade som om, hun intet ved.
Programansvarlig for Sporløs i DR, Birdie Bjerregaard, mener ikke, programmet bedrager seerne. De kan godt selv regne ud, hvordan det hele er foregået, mener hun.
Synes du, det fremgår tydeligt for seerne, hvordan Sporløs er lavet?
»Alle de programmer, vi har lavet, er altid endt med, at vi har fundet nogen - altså en far, mor eller et familiemedlem. Og lige præcis det, ved seerne jo godt. Der er med andre ord altid en fornuftig udgang for den medvirkende. Jeg synes, det er supervigtigt, at man ikke undervurderer seerne. Jeg tror, seerne er helt med på, hvilken præmis de ser programmet på.«
Så det er op til seerne selv at regne ud, at interviews er planlagt på forhånd, og at værten ved, hvad personerne vil sige, når kameraholdet går ind?
»Jeg tror ikke, det er noget seerne sidder og bakser med. Seerne er dybt professionelle tv-seere. De kan godt vurdere, hvornår noget er rigtigt og forkert, og hvornår noget er i tråd med virkeligheden«.
Der står i de etiske retningslinjer, at det skal fremgå tydeligt, hvis der er tale om rekonstruktion eller iscenesættelse. Hvorfor gør I ikke det?
»Det kan også sagtens være, at vi vil gøre det fremover.«
Læs hele historien "Knap så sporløs" i seneste udgave af Fagbladet Journalisten
21 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Så det er op til seerne selv at regne ud, at interviews er planlagt på forhånd, og at værten ved, hvad personerne vil sige, når kameraholdet går ind?
»Jeg tror ikke, det er noget seerne sidder og bakser med. Seerne er dybt professionelle tv-seere. De kan godt vurdere, hvornår noget er rigtigt og forkert, og hvornår noget er i tråd med virkeligheden«.
--
Så nærmer vi os da vist topmålet af hån mod seerne, Birdie Bjerregaard.
Hvordan skulle den menige seer kunne vide,at alt er iscenesat og at langt de fleste slægtninge kan findes via Google og nettet, hvorefter der skrives et dramatisk Danielle Steele-manuskript og udtænkes en rejseplan, som kan få seerne lidt rundt i verden før den stormfulde genforening?
Naturligvis er dette ikke et emne, seerne sidder og bakser med - og det gør de ikke, fordi DR normalt har en troværdighed i forhold til flere konkurrenter. En troværdighed, der spilles hasard med her.
Når det er sagt, kunne det være mere interessant at høre om arbejdsredskaberne med "Forsvundne danskere", hvor DR på eget initiativ gør sig som dommer over det gode retskafne liv og opsøger danskere, som selv har valgt at starte et nyt liv et andet sted på kloden og ved uventet stor hjælp tra politi og alle mulige andre offentlige myndigheder hjælpes til at opspore den formastelige, som af egen fri vilje valgte at vende bunken og begynde forfra - indtil der efter et par år står et kamerahold fra DR foran hoveddøren.
Muligvis godt tv. Men hvad med den fundne persons personlige frihed og fremtidige liv?
Det er fuldstændig rystende at DR holder seerne for nar på denne måde og undskylder sig med, at vi godt selv ved at vi bliver snydt. Jeg har af og til undret mig over, hvor kringlet eftersøgningerne foregår i programmerne. Desuden fortæller værten jo tydeligt i slutningen af hvert program, at hun er nødt til at opsøge den sporløst forsvundne alene, uden det søgende familiemedlem, "for vi ved jo ikke hvordan han/hun vil reagere". Jamen det er jo ikke bare at holde folk for nar sådan lidt for sjov-det er-bare-noget-vi-leger-agtigt. Det direkte løgnagtigt.
Jeg skærer den ind til benet: Louise Wolff har altid i mine øjne været mere skuespiller end journalist - og hun gør det så nogenlunde, men hendes smil kan jeg ikke tage - det virker for påklistret!
Og at TV-programmet Sporløs er manipulation af seerne kommer ikke bag på mig. Jeg har selv lavet TV i 10 år. Og TV er som ugebladene - løgn....eller tilrettelagt manipulation. Hvorfor tror I Billed Bladet aldrig har snakket med kongehuset? De bringer hver uge et helt blad om de kongelige...bare et eksempel på manipulation og forførelse af det danske folk.'
Og Se og Hør, som må ty til at bringe fotos af sms-sendte dikkedikkemænder....hold kæft, sikke´n presse!
DR har imidlertid en forpligtigelse til at rette op på deres måde at sende TV på. De får millioner i licens. Vi seere får gøgl, X-factor og fantastiske "Livvagterne", men posen af blandede bolsjer er temmelig syrlige for tiden. Jeg tør godt forudsige Plummers exit inden årets udgang.
Nogen, der vil vædde?
DR er på gyngende grund her. De antager, at vi seere selv gennemskuer, hvornår de dokumentariske programmers virkelighed er iscenesat eller ej. Det skulle ikke undre mig, om storsatsningen X-Factor også er langt mere iscenesat, end DR giver udtryk for. Er vinderen fundet på forhånd? Er det i virkeligheden snarere producerne end dommerne, der bestemmer, hvem der går videre til liveshows? Bliver SMS-stemmerne behændigt manipuleret, så producerne sender bestemte deltagere videre trods SMS-publikummets præferencer? Vi ved det ikke, men kan blot konstatere, at DR's troværdighed er blevet temmelig tyndslidt på det sidste.
UPS, den med sms-stemmerne rammer plet! DR har aldrig dokumenteret sms-afstemninger i forbindelse med deres utallige events såsom MGP pg X-faktoren....her ligger humlen begravet. Vis os det regnskab, DR! (De kan/vil ikke).
SMS er en pengemaskine...og DR + Plummer er på vej ned i troværdighed, så det gør noget.
Flere