Seersuccesen Sporløs bygger på iscenesættelse, men giver sig ud for at være et reportageprogram. Når filmholdet tager af sted fra Danmark for at optage programmet, har de allerede fundet den eftersøgte, og alle interviews er planlagt. Men det får seerne eller den søgende person ikke at vide
1 million danskere sidder klistret til skærmen, når de populære Sporløs-programmer toner frem på DR 1. De stærkt følelsesladede udsendelser viser en dansk mand eller kvindes rejse for at finde sin forsvundne mor, far eller søskende.
Men rejsen er iscenesat og tilrettelagt hjemme fra Danmark, inden filmholdet tager af sted. Den eftersøgte er allerede fundet og har sagt ja til, at han vil møde sin søn eller datter for første gang foran snurrende kameraer.
Det gør DR ikke seerne opmærksom på, og det strider mod DRs egne etiske retningslinjer, hvor det af kapitel 1 fremgår:
"Det er vigtigt, at både tilrettelægger og redaktør altid gør sig grundige overvejelser om anvendelse af iscenesættelse, rekonstruktion og anvendelse af musik i faktaproduktioner. Resultatet skal give et fair og retvisende billede af virkeligheden. Ved rekonstruktion eller modelbilleder skal dette fremgå tydeligt for seerne"
Seernes redaktør i DR, Jacob Mollerup, har flere gange efterspurgt, at flere detaljer om Sporløs-programmerne skal lægges frem for seerne. I 2008 skrev han en kronik om emnet, der også nævnes i hans seneste halvårsrapport fra 1. februar 2010.
Selvom Jacob Mollerup godt ved, at tv-udsendelser i nogen grad iscenesættes, kommer det alligevel bag på ham, at den forsvundne far eller mor allerede er fundet hjemmefra.
»Hvis din beskrivelse er rigtig, så synes jeg, det er et brud på kontrakten med seerne. Især det, at det hele på forhånd er aftalt med den pårørende, kommer bag på mig. Man får klart et helt andet billede end det, der rent faktisk er sket i virkeligheden,« siger han i nyeste udgave af Fagbladet Journalisten.
Over for seerne præsenterer programmet en efterforskning, der foregår her og nu, og der nævnes ikke et ord om forudgående research. Værten Louise Wolff gør store øjne, når hun hører de ting, hun ved vil blive sagt. I speaken sørger hun for at holde fast i den fiktive usikkerhed:
»Vi kan ikke udelukke det endnu, men der er bare rigtig meget, der tyder på, at han ikke er her i byen,« siger hun i programmet til deltageren Michael i den seneste udgave af programmet fra december 2009. Sådanne halve sandheder kommer i en lind strøm, og gennem udsendelserne opstår der flere pudsige situationer, hvor værten må lade som om, hun intet ved.
Programansvarlig for Sporløs i DR, Birdie Bjerregaard, mener ikke, programmet bedrager seerne. De kan godt selv regne ud, hvordan det hele er foregået, mener hun.
Synes du, det fremgår tydeligt for seerne, hvordan Sporløs er lavet?
»Alle de programmer, vi har lavet, er altid endt med, at vi har fundet nogen – altså en far, mor eller et familiemedlem. Og lige præcis det, ved seerne jo godt. Der er med andre ord altid en fornuftig udgang for den medvirkende. Jeg synes, det er supervigtigt, at man ikke undervurderer seerne. Jeg tror, seerne er helt med på, hvilken præmis de ser programmet på.«
Så det er op til seerne selv at regne ud, at interviews er planlagt på forhånd, og at værten ved, hvad personerne vil sige, når kameraholdet går ind?
»Jeg tror ikke, det er noget seerne sidder og bakser med. Seerne er dybt professionelle tv-seere. De kan godt vurdere, hvornår noget er rigtigt og forkert, og hvornår noget er i tråd med virkeligheden«.
Der står i de etiske retningslinjer, at det skal fremgå tydeligt, hvis der er tale om rekonstruktion eller iscenesættelse. Hvorfor gør I ikke det?
»Det kan også sagtens være, at vi vil gøre det fremover.«
Læs hele historien "Knap så sporløs" i seneste udgave af Fagbladet Journalisten
21