Smagløs

Sporløs er et af DRs mest populære tv-programmer. Elsket for de ægte følelser og reportager fra fjerne egne af verden. I programmet rejser et kamerahold af sted med en person, der ønsker at finde sin far, mor eller søskende. Det er ofte meget bevægende billeder at se familiemedlemmer blive forenet efter årtiers adskillelse.

Sporløs er et af DRs mest populære tv-programmer. Elsket for de ægte følelser og reportager fra fjerne egne af verden. I programmet rejser et kamerahold af sted med en person, der ønsker at finde sin far, mor eller søskende. Det er ofte meget bevægende billeder at se familiemedlemmer blive forenet efter årtiers adskillelse.

Hvis du er fast seer af Sporløs og elsker programmet, skal du nok ikke læse videre nu. Du skal heller ikke læse artiklen, der begynder på side 8.
For vi afliver nogle af myterne om programmets tilblivelse i dette nummer af Journalisten. Sporløs er nemlig langt fra så ægte og autentisk, som programmet giver sig ud fra at være.

Jo, familiebåndene mellem de medvirkende er ægte. Det samme er tårerne og smilene. Men måden programmet er tilrettelagt på er iscenesat ned til mindste detalje – uden at de medvirkende eller seerne får noget at vide om det.
Værten giver sig ud for at være en detektiv på jagt efter sandheden. Og det ligner rigtige reportagebilleder, når kameraholdet uanmeldt dukker op og filmer løs. Reelt spiller værten en slags skuespil og fortæller undervejs halve sandheder til seerne.

Faktisk gør DR intet for at fortælle seerne, at forløbet ikke er helt så tilfældigt, som de ser ud. Ikke en gang et lille sted på hjemmesiden eller i rulleteksten, selvom seernes redaktør i DR efterlyste det for snart to år siden.

Programmets problem er den manglende varedeklaration. Er genren dokumentar, reportage eller er det "bare" uskyldig underholdning? Selv hvis det sidste er tilfældet, er Sporløs på flere punkter mere iscenesat end tidens største underholdningssucces, X Factor. Forestil dig, at de tre dommere i X Factor sammen med DR fra begyndelsen havde besluttet, hvem der skulle vinde – og alle de mellemliggende auditions og afstemninger blot var skuespil fra dommernes side. Nej, vel – det ville være at bedrage seerne og de medvirkende. Alligevel er det tæt på, at Sporløs bliver skåret efter den skabelon.

Artiklens tilblivelse har stillet os i et dilemma her på redaktionen. Er det tarveligt og ukollegialt at afsløre, hvor stramt og forudsigeligt programmet er tilrettelagt? Ødelægger vi oplevelsen for seerne og de medvirkende?

Vi har valgt at tage DR og produktionsselskabet STV's udsagn for pålydende – nemlig at seerne godt ved, hvordan programmet bliver lavet. Eller som den programansvarlige i DR, Birdie Bjerregaard, siger: » Jeg tror, seerne er helt med på, hvilken præmis de ser programmet på.«.

Hvis det er sandt, vil vi ikke tøve med at løfte sløret for, hvad der foregår bag scenen.

0 Kommentarer