search

Knap så sporløs

Når filmholdet på Sporløs tager af sted fra Danmark for at optage programmet, har de allerede fundet den eftersøgte. De eneste, der ikke ved det, er seerne - og den person, der skal finde sin mor, far eller søskende. Det er godt tv, men er det samtidig løgn?

Når filmholdet på Sporløs tager af sted fra Danmark for at optage programmet, har de allerede fundet den eftersøgte. De eneste, der ikke ved det, er seerne – og den person, der skal finde sin mor, far eller søskende. Det er godt tv, men er det samtidig løgn?

SKUESPIL. Tirsdag den 29. december 2009. 1 million danskere sidder klinet til skærmen, mens programmet Sporløs nærmer sig sit klimaks. Efter en følelsesladet eftersøgning på tværs af Amerika med op- og nedture, har værten Louise Wolff og hovedpersonen Michael endelig nået deres mål. De har fundet det hus, hvor Michaels biologiske far bor.

Mens Michael venter på et hotelværelse, går Louise Wolff alene frem til huset og ringer på. Frem i døren kommer Michaels far, Vietnam-veteranen Harry S. Cotton.
»I know its at big surprise, that we're showing up here at your doorstep,« siger Louise Wolff, da hun har præsenteret sig selv og sit ærinde.

»Quite a surprise, quite a surprise,« kommer det fra hr. Cotton.
Men Harry S. Cotton lyver – præcis, som han har fået besked på. Han har i god tid fået en henvendelse fra produktionsselskabet STV om, at hans søn gerne vil i kontakt med ham, og han har bekræftet, at han også gerne vil møde sin søn. Da tv-holdet tropper op, er det efter aftale på dato og klokkeslæt, og han er blevet briefet og bedt om at virke overrasket.

Så selvom Harry S. Cotton tydeligvis kæmper med at finde en grimasse, der kan passe, spiller han beredvilligt med: »Quite a surprise, quite a surprise.«

Det er godt fjernsyn, i hvert fald målt på seertallene. Sporløs har sin faste plads i toppen af hitlisten, når programmet sendes. Men er det godt fjernsyn i forhold til den etiske målestok for public service?

Journalisten har talt med en række tidligere og nuværende medarbejdere på STV, der producerer Sporløs. De bekræfter alle, at STV aldrig sender en medarbejder af sted, før de har fundet den eftersøgte og har en klar aftale om, at personen gerne vil møde sin søn eller datter på tv for første gang.

»Når vi tager af sted, er der manuskript på det hele. Alle medvirkende ved, at vi kommer. De er instrueret i, hvad de skal sige. Og de er klar over, at den søgende ikke ved noget,« siger en tidligere researcher på Sporløs. Researcheren mener, det er at bedrage seerne med det formål at lave godt TV.

»Jeg tror, seerne opfatter det, der foregår på skærmen, som rigtigt. Jeg tror ikke, de kan gennemskue, det er iscenesat,« siger han.
Og dermed er programmet ikke bare bedrag i forhold til seerne, det er også på kant med DR's egne programetiske regler. I kapitel 1 i DR's

Programetik 2009 hedder det blandt andet:
"Det er vigtigt, at både tilrettelægger og redaktør altid gør sig grundige overvejelser om anvendelse af iscenesættelse, rekonstruktion og anvendelse af musik i faktaproduktioner. Resultatet skal give et fair og retvisende billede af virkeligheden. Ved rekonstruktion eller modelbilleder skal dette fremgå tydeligt for seerne."

I Sporløs fremgår det ingen steder, at hændelsesforløbet er en rekonstruktion af en research, der allerede er foretaget. Hverken i rulletekster eller på hjemmesider. Det problem har DR's seerredaktør Jacob Mollerup allerede påpeget. I maj 2008 efterlyste han en varedeklaration, der ærligt fortæller, hvordan programmet bliver til. Et par korte sætninger i rulleteksten, der uddybes på programmets hjemmeside.

Jacob Mollerup har hele tiden regnet med, at Sporløs indeholder arrangerede scener. Men da Journalisten fremlægger sin research om programmet, er han alligevel forbavset.
»Jeg er ikke overrasket over, at det ikke er en fuldstændig gengivelse af det faktiske forløb. Men det, du beskriver, er værre, end jeg havde forventet,« siger han.

Han ser klare problemer i henhold til de etiske retningslinjer om et fair og retvisende billede af virkeligheden.
»Hvis din beskrivelse er rigtig, så synes jeg, det er et brud på kontrakten med seerne. Især det, at det hele på forhånd er aftalt med den pårørende, kommer bag på mig. Man får klart et helt andet billede end det, der rent faktisk er sket i virkeligheden.«

Kameraoptagelser er dyre. I udlandet er de endnu dyrere. Lønninger, flyrejser, hoteller – man sætter ikke sådan et skib i søen, uden man ved, hvor det ender.

Når filmholdet bag Sporløs sætter sig i en maskine fra Kastrup lufthavn, er det med en nøjagtig køreplan i baglommen. De ved præcis, hvilke steder de skal hen, hvem og hvad de skal filme. De har bekræftede aftaler med alle personer, seerne kommer til at møde i programmet på vejen mod den eftersøgte.

Men over for seerne præsenterer programmet en efterforskning, der foregår her og nu, og der nævnes ikke et ord om forudgående research. Værten Louise Wolff gør store øjne, når hun hører de ting, hun ved vil blive sagt. I speaken sørger hun for at holde fast i den fiktive usikkerhed:
»Vi kan ikke udelukke det endnu, men der er bare rigtig meget, der tyder på, at han ikke er her i byen,« siger hun i programmet til deltageren Michael. Sådanne halve sandheder kommer i en lind strøm, og gennem udsendelserne opstår der flere pudsige situationer, hvor værten må lade som om, hun intet ved.

STV ser intet underligt i, at programmets vært må spille skuespil. Redaktionschef på STV Thomas Luffe sammenligner værtens rolle med en talkshow-værts.
»Det er en del af det at lave tv, at man har forberedt sig. En god vært skal have en form for skuespiller i sig. Men det du ser på tv er ægte, og når Louise går ind på et kontor, så er det første gang vi går derind med den søgende,« siger
Thomas Luffe.

Den erfarne dokumentarist Erik Valeur har lidt svært ved at få øje på ægtheden i Sporløs.
»Det er tilladt at klippe sig frem til en dramatik. Men jeg vil aldrig selv bede folk spille skuespil i noget, der har en dokumentarisk kasket. Så er man ovre i en anden genre – drama og skuespil. Men det er logisk, at de gør det. Det kan jo ikke nytte, de ringer på døren, og så siger faren: Godt at se jer, jeg har lavet kaffe.«

En god Sporløs-historie kræver, at der er en spændende rejse frem til den forsvundne person. Er personen for nem at finde, er der ikke noget at filme.
Det skaber et dilemma, fortæller en tidligere researcher på programmet, for nogle gange står man med den perfekte deltager, hvor problemet er, at den eftersøgte simpelthen er for nem at finde.

Men de sager bliver, ifølge Thomas Luffe, droppet med det samme.
»Vi har et princip om, at en sag bliver lagt ned, hvis man kan finde den eftersøgte på nettet. Og det sker hele tiden,« siger han.

Alligevel har seerredaktør Jacob Mollerup modtaget adskillige henvendelser fra seere, der undrer sig over, at de selv har været i stand til at finde de ihærdigt eftersøgte personer efter simple søgninger på nettet. For eksempel det seneste program, hvor Michael søger sin far Harry S. Cotton.

»En enkelt søgning på PeopleFinder.com på navnet 'Harry S Cotton' gav 18 hits på navnet Harry Cotton. Kun en af disse med navnet Harry S. Cotton. Jeg håber jeres medarbejdere har haft en skøn ferie i USA,« skrev Gitte Druedahl fra Roskilde, med hentydning til at tv-holdet i programmet rejser til San Francisco, videre til Washington DC for til sidst at ende i North Carolina, hvor faderen bor på den adresse, der altså kan slås op på nettet.

Hun fortæller til Journalisten, at hun flere gange som seer har siddet med følelsen af at blive trukket rundt på kunstigt grundlag. Hun kalder det 'overdramatiseret' og 'latterligt'.

I selve programmet slår værten Harry S. Cottons navn op to gange. Første gang i San Francisco, hvor hun uden resultat slår op i en trykt lokaludgave af White Pages. Anden gang er i Washington DC., hvor hun fra militærmyndighederne har fået oplysning om den eftersøgtes hjemkommune. Med den oplysning laver hun et opslag på nettet, og finder straks Harry S. Cotton.

Faktum er altså, at Harry S. Cotton kunne findes med en internet-søgning, da udsendelsen blev produceret, og det rejser samme spørgsmål, som Gitte Druedahl og flere andre seere har stillet: Hvorfor rejse hele USA rundt, når en enkelt internetsøgning leder direkte til målet? Lukker STV øjnene for åbenlyse spor for at kunne lave et mere spændende program?

Det afviser Thomas Luffe.
»Det giver simpelthen ingen mening for os at snyde med det her. Vi ved folk sidder derhjemme ved computerne og tjekker os, og det ville være som at skyde os selv i foden, hvis vi lavede vores historier på den måde,« siger han.
I det konkrete tilfælde mener han, der i givet fald er tale om en regulær smutter.

»Som redaktionschef researcher jeg ikke. Det gør mine dygtige kolleger, som jeg stoler på. Derfor overrasker det mig, hvis du siger, at Harry S. Cotton kunne findes ved et enkelt opslag på nettet dengang, for halvandet år siden. Er det sandt, er det beklageligt, for så har vi overset en meget vigtig kilde til information,« siger Thomas Luffe.

Han forklarer, at det færdige program bygger på en kombination af tre ting: researchen, der er lavet hjemmefra; researchen, der er lavet af en stringer i marken; og så de uventede ting, der kan opstå på rejsen.

Drivkraften i Sporløs er følelser. Hver gang et spor åbner nye døre eller leder ind i en blindgyde, zoomer kameraet ind på hovedpersonen, for at fange den følelsesmæssige reaktion, mens strygermusikken fades op i baggrunden.
Når deltagerne udvælges blandt de mange hundrede henvendelser, er to af kriterierne, at de gør sig godt på tv, og at det en sag, der virkelig betyder noget for vedkommende.

»Hvis der var nogen, der virkelig flippede ud i telefonen, kunne man mærke, at her var måske noget …« fortæller en tidligere medarbejder på programmet.

For at være helt sikre på, at personen vil gøre sig godt, tager man ud og taler med vedkommende – en visitering.
Michael er en god hovedperson. En høj, flot mand, der ikke lægger skjul på sine følelser. Flere gange under udsendelsen løber hans mørke øjne i vand, mens sporet af hans far langsomt begynder at materialisere sig. Det er et forløb, med op- og nedture. Første skridt er på et offentligt kontor i San Francisco, byen hvor sidste brev er stemplet.

Kameraet følger Michaels øjne, mens kontordamen slår navnet op på sin computer. Intet resultat. Skuffelse!

Det er en skuffelse for Michael, men ikke for resten af holdet, der udmærket ved, hvad kontordamen vil sige.
Det offentlige kontor er et af de "blindskud" fra researchen, der tages med for at skabe et dramaturgisk forløb. Når kameraholdet tager Michael med til navnekontoret, er det altså ikke for at få nye oplysninger, men for at skabe stemning og godt tv.

»Man render panden mod en mur flere gange i researchen. Det er klart, at det vil give nogle følelser, der er vigtige for programmet. Der ville jo ikke være noget fjernsynsprogram, hvis man bare fandt adressen og tog derhen,« fortæller Niels Severin, administrerende direktør for STV.

Den eneste, der ikke ved, at den eftersøgte far forlængst er fundet, er Michael. Ligesom seerne, holdes han fast i den forestilling, at researchen i realiteten foregår på rejsen med filmholdet.

Thomas Luffe fortæller, at sandheden afsløres for hovedpersonen, umiddelbart efter det afsluttende møde med den eftersøgte slægtning har fundet sted. Men indtil da holdes Michael altså hen i uvidenhed, og for at han ikke skulle tro, hans far var fundet på forhånd, ringede STV til ham dagen før afrejse. De spurgte, om han var sikker på, at det lige var San Francisco, de skulle til.

»Så tænkte jeg: Hold kæft! De ved ikke, hvor min far er. Vi skal over og finde ham fra bunden,« fortæller Michael, der dog kalder det en meget human måde, at holde ham hen i uvished.

»Jeg ved godt, at det er præmissen for at lave tv,« siger han.

Michaels glæder og skuffelser undervejs er altså helt ægte og oprigtige. Med andre ord: godt tv.
Men er 'godt tv' nok til at forsvare, at man uden anden grund bringer den medvirkende i en følelsesladet situation?

Det mener seerredaktør Jacob Mollerup ikke.
»Der er to slags hensyn. Et er til seerne, et andet er til den medvirkende. Jeg vil især sige, at når den medvirkende trækkes igennem et forløb for at sikre, at man kommer igennem et større
følelsesregister, så synes jeg ikke, det er tiltalende.«

Ifølge Thomas Luffe har alle deltagere på fornemmelsen, at filmholdet ved mere, end de giver udtryk for. Men det er en præmis, der bliver accepteret.
»Søgerne spørger ikke. De er ikke interesseret i at vide, hvad vi ved på forhånd. Heller ikke undervejs. Når man laver sådan et program, går man sammen ind i en tunnel, der hedder: Vi skal finde din far. Og så snakker man ikke så meget om det undervejs.«

Han fortæller, at der opstår et meget tæt forhold mellem deltagere og produktionsholdet.
»Vi er med dem hele vejen. Vi kender deres familie, vi sender blomster på deres fødselsdage. De ved, de kan ringe til os klokken 3 om natten, og de gør det også nogle gange.«

Michael fremhæver også det nære forhold til Thomas Luffe og resten af STV som en afgørende faktor for udsendelsen. Han fortæller, at han flere gange følte, at tv-holdet næsten kunne læse hans tanker og var ekstremt opmærksomme på hans følelser. Den gode behandling fra STV er grunden til, at han ikke har noget imod, at han blev holdt hen i uvished.
»Hvis de ikke havde været så gode til at tage sig af mig, så kunne det være gået rigtig galt,« siger Michael.

I DR's Programetik 2009 hedder det: "Ved rekonstruktion eller modelbilleder skal dette fremgå tydeligt for seerne."
Når Journalisten stiller spørgsmålet om, hvorvidt Sporløs burde tone rent flag og fortælle seerne, at man
rekonstruerer og på forhånd har fundet den eftersøgte, kommer der meget enslydende svar fra
alle, der har haft med programmet at gøre: Det ved seerne da godt.

»Jeg tror, rigtig mange seere sidder med en fornemmelse af, at vi selvfølgelig ved noget på forhånd. Sporløs har ligesom en stiltiende kontrakt med seeren om, at der måske nok foregår noget her, man ikke ved, men man ser det alligevel, for det er en fantastisk dejlig historie,« siger Thomas Luffe.

Erik Valeur køber ikke argumentet om, at seerne allerede ved det.
»Det er det klassiske tv-producer-argument. Men jeg kan garantere dig: Seerne ved det ikke. Der er sikkert mange, der vil trække på skuldrene og være ligeglade, og så er der nogle, der vil blive tossede,« siger Valeur.

Journalisten ville gerne have spurgt DR 1-chef Ulla Pors, hvorfor man ikke har fulgt Jacob Mollerups råd om at varedeklarere Sporløs på hjemmesiden eller i rulleteksterne – og dermed bringe programmet i overensstemmelse med DRs etiske retningslinjer, men hun er ikke ­­vendt tilbage trods mange henvendelser.

I stedet må vi nøjes med at citere hende for et lettere irriteret indlæg i Ekstra Bladet, hvor
Sporløs i 2008 blev kritiseret for at være "arrangeret pop":
"Sporløs er et reportage-dokumentarprogram – og programmerne er en korrekt journalistisk fremstilling af, hvordan man finder frem til de søgte personer."

DR: »JEG TROR IKKE, DET ER NOGET SEERNE SIDDER OG BAKSER MED.«

Programansvarlig for Sporløs i DR, Birdie Bjerregaard, tror, at seerne langt hen ad vejen har gennemskuet
konceptet. Alligevel overvejer hun nu at skrive i rulleteksterne, at Sporløs bygger på rekonstruerede scener

∞ Synes du, det fremgår tydeligt for seerne, hvordan Sporløs er lavet?
Alle de programmer, vi har lavet, er altid endt med, at vi har fundet nogen – altså en far, mor eller et familiemedlem. Og lige præcis det, ved seerne jo godt. Der er med andre ord altid en fornuftig udgang for den medvirkende. Jeg synes, det er supervigtigt, at man ikke undervurderer seerne. Jeg tror, seerne er helt med på, hvilken præmis de ser programmet på.

∞ Så det er op til seerne selv at regne ud, at interviews er planlagt på forhånd, og at værten ved, hvad personerne vil sige, når kameraholdet går ind?
Jeg tror ikke, det er noget seerne sidder og bakser med. Seerne er dybt professionelle tv-seere. De kan godt vurdere, hvornår noget er rigtigt og forkert, og hvornår noget er i tråd med virkeligheden.

∞ Værten siger gentagne gange til seerne, at hun ikke ved, hvor den eftersøgte er, og at deres spor er usikre. Giver det ikke indtryk af, at det er ægte detektivarbejde, der foregår?
Der er altid ting, der kan forandre sig, og der er altid risiko for, at den eftersøgte ikke ønsker at deltage. Der er tusinde usikkerhedsmomenter. Intet er givet med garanti.

∞ Har du nogen eksempler på, at I er gået i gang med at optage, og så vil den eftersøgte ikke medvirke alligevel?
Altså, det har vi jo ikke længere, fordi vi har forstået at kommunikere så præcist, at vi ikke kommer ud for det. Så vi ikke sløser med licenspengene.

∞ Når I har en aftale med den person, I skal finde, er det vel ikke rigtigt, når værten siger, at hun ikke ved, hvor han er?
Hun gengiver jo researchforløbet, og på det tidspunkt i forløbet er situa-tionen sådan.

∞ Der står i DR's etiske retnings-linjer, at det skal være et fair og retvisende billede af virkeligheden. Er det retvisende, når I ikke fortæller seerne, at det er en rekonstruktion?
Det ved jeg ikke, om man ikke kan sige, det er. Det er det jo i den grad, det nu kan være. Det er jo et tv-program. Vi er ikke ude og lave dybdeborende, afslørende dokumentarprogrammer. Det er et hybrid-program.

∞ Så du mener ikke, tv-programmer kan være et retvisende billede af virkeligheden?
Det er godt nok sjældent, at man oplever det.

∞ Der står i de etiske retningslinjer, at det skal fremgå tydeligt, hvis der er tale om rekonstruktion eller iscenesættelse. Hvorfor gør I ikke det?
Det kan også sagtens være, at vi vil gøre det fremover.

∞ Hvorfor har I ikke gjort det indtil nu?
Vi mener ikke, det har været nødvendigt.

Kommentarer
13
Johannes Dissing
17.02.10 14:54
Re: Knap så sporløs

I programmet hvor Harry S. Cotton skulle findes, undrede det mig mest, at sønnen Michael ikke selv havde forsøgt sig med en søgning på internettet. Faktisk risikerer DR og STV at udstille deltagernes uvidenhed her - mon det er inde i deres overvejelser?

Uanset hvad er programmet god underholdning. For nogen fordi det er spændende at de finder folk som er "sporløst væk" - for andre fordi det er så morsomt at de ikke bare søger på nettet, så vi kan komme videre!

 

Fremhævet af Journalisten
Dorte Lodberg
17.02.10 15:51
Re: Knap så sporløs

Sig mig hvad er der forkert i det?

Vi vil vel alle være sure hvis de brugte vores lisenspenge på at rejse et eller andet sted hen og personen i siste ende ikke ønskede at medvirke eller hvis turen var "forgæves". Nej det syntes jeg er ok, men derfor tror jeg nu nok at følgelserne er rigtig, tænk på at den person der søger samt den der bliver fundet ikke har set hinnanden i MEGET lang tid så gensyns glæden er stor, en ting er vel også at sige ja til at være med for åben tv et andet er når det bliver virklighed og dermed Real live.

Men jeg blev dog iligevel mest at alt overrasket over den udsendelse vor en far og mor søger deres søn (som var end i England et sted) han ønskede ikke at blive filmet (tæt på, kun på afstand) samt kun at blive citeret ikke "båndet" det var ikke en slutning som vi "forventede"

Det spændene er vel heller ikke om det finder den manglende men mere hvor mange steder de skal lede for at finde personen, samt evt næsten ingen spor at have og så iligevel at finde et lille spor som man kan bygge vidre på !!!

Fremhævet af Journalisten
Mette Jensen
17.02.10 15:55
Re: Knap så sporløs
Føj for pokker og dem betaler vi licens til. Aldrig om jeg vil se det program mere.. det er sgu for vammelt.
Fremhævet af Journalisten
Hans Hansen
17.02.10 18:43
Re: Knap så sporløs

Ja - hvem kunne have troet det? DR laver iscenesat fjernsyn ......... Hvad er det nu det minder om? Nå jo lækagesagen, hvor man forfulgte politiske modstandere med skatteydermidler.

 

Fremhævet af Journalisten
Jeppe Funder
17.02.10 20:09
Re: Knap så sporløs
Hvorfor tror DR, at seerne kan regne ud, at det er fake, når deltagerne i programmet øjensynligt ikke kan?
Fremhævet af Journalisten
Thomas Pallesen
17.02.10 22:43
Re: Knap så sporløs

Når Birdie Bjerregaard siger:

"Jeg tror ikke, det er noget seerne sidder og bakser med. Seerne er dybt professionelle tv-seere. De kan godt vurdere, hvornår noget er rigtigt og forkert, og hvornår noget er i tråd med virkeligheden."

så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvornår de "dybt professionelle tv-seere" blive trætte af at se på DRs amatørskuespillere, og foretrækker enten rigtige skuespilere i fiktion eller i det mindste de trænede amatører i "De Unge Mødre" o.l. programmer. 

Det spændende i det oprindelige koncept for "Sporløst" var jo netop, at tv-stationen havde meget på spil, og der var spænding om, hvorvidt de fandt personen. Nu er spændingen åbentbart reduceret til, hvor godt eller dårligt hovedpersonerne kan spille deres roller.

I øvrigt regner jeg med, at de sidste journalister nu har forladt redaktionen af programmet....

Fremhævet af Journalisten
Johannes Nielsen
17.02.10 23:27
Re: Knap så sporløs

Hvis DR bare havde skrevet "der forekommer rekonstruktioner i programmet" havde der ikke været en historie. Nu risikerer en masse mennesker at Sporløs lukkes. Har I på Journalistens redaktion slet ingen forståelse for at der er en masse etiske spørgsmål som Sporløs må varetage? Hvad hvis man f.eks bankede på hos en massemorder eller kom til at ødelægge en familie ved "bare" at troppe op?

Venlig hilsen

Johannes Nielsen

Fremhævet af Journalisten
Gitte Druedahl
17.02.10 23:40
Re: Knap så sporløs

Jeg er den Gitte Druedahl, der refereres til i artiklen. Og jeg ved nu, at jeg ikke er SPORLØS. Jeg modtog for ca 5 min. siden (18-02-2010 kl. 00.30) et anonymt telefonopkald, der oplyste mig om, at jeg citat: Nu havde ødelagt det, for alle der ønskede at finde nogen. Dog efterfulgt af en en hilsen om  Ha' det godt'.

 Det illustrerer jo blot, hvor let det er at finde en person via nettet.

Fremhævet af Journalisten
Johannes Nielsen
18.02.10 00:42
Re: Knap så sporløs

Kære Gitte Druedahl

Du har ret i at rigtig mange mennesker verden over kan findes på nettet, men mig kan man ikke finde på nettet, og så er det jo en sandhed der står for din regning alene. Held og lykke med bridgen.

Fremhævet af Journalisten
Helle Christensen
18.02.10 23:01
Re: Knap så sporløs
Det er dog rystende læsning! Jeg er målløs! Jeg har ellers siddet klinet til skærmen og grædt af lykke over de mennesker, der finder deres kære og for hvem det ofte vender op og ned på deres liv på en positiv måde. Men jeg føler mig til grin som seer efter denne afsløring. Du må da være voldsomt på vildspor Birdie, hvis du tror almindelige seere er klar over programmerne bygger på iscenesættelse!!! Det er ikke bare mig der bliver narret, men også alle de mennesker der savner en person. I giver det indtryk, at det er forfærdelig vanskeligt at finde frem til de mennesker I leder efter. I stedet skulle I måske droppe al den her følelses-porno og lave et program der handler om metoder til at finde mennesker man savner! Jeg troede formålet med programmet var at bringe folk sammen, men det kommer man da voldsomt i tvivl om!!
Fremhævet af Journalisten
Hanne Burgdord
18.01.16 19:16
Jeg har set den Norske udgave
Jeg har set den Norske udgave af sporløs, deres måde at lave det på kunne jeg bedre lide.Hvor de ikke slæber en person med rundt men har fundet dem de skulle, inden de tager den der søger med til den familie som de har fundet.
Fremhævet af Journalisten
Morten Jensen
03.11.19 22:31
DR synes det er spild af licenspenge at sende folk ud på en rejse uden at vide hvordan den vil ende, men at sende folk ud på en rejse man allerede ved hvordan vil ende er sgu da også dyrt. Hvorfor skal vi spilde licenspenge på fly, kørsel, hotel og tolk i over en uge til et helt TV-hold når de kunne tage direkte ud på adressen og ringe på? De spilder også energi på radioefterlysninger, annoncer i aviser og andet pjat. Det koster da endnu mere at rekonstruere forløbet man i forvejen har brugt penge på researche sig frem til. De får det til at se så nemt ud i programmet så hvis det virkelig er så nemt burde de springe direkte ud i det og filme forløbet på ægte vis. Hvad så om de ikke finder frem til nogen? De fandt da heller ikke H.C Andersens eventyr som de brugte 3 afsnit a 1 time på at lede efter. Der er mange gange de rejser rundt i flere lande og det er godt nok mange hundrede tusinder at bruge bare fordi man vil se folk lave store øjne eller fælde en tåre. Det nye Sporløs-format er generelt mere reality-agtigt, hvor man tænker på at underholde frem for at fortælle. Jeg ser det faktisk kun på grund af de medvirkendes historier. Skuespil og iscenesættelse gider jeg sgu ikke se. Så sætter jeg en film på. Og Sporløs er jo netop bare en film. Det er tydeligt at der er blevet foretaget så mange optagelser for selv det "ægte" møde til sidst er ofte filmet fra flere vinkler. Det ene øjeblik går der et kamera ved siden af den medvirkende og det næste ser man vedkommende på afstand og der er ingen kameramand i nærheden. Generelt den usynlige kameramand er jeg træt af, for det er spild af penge og tid. Folk sætter sig eksempelvis ned i en båd med en kameramand og herefter ser man dem sejle ud uden en i båden. Kameramanden ankommer også altid til destinationer før værten og den medvirkende så det kan blive filmet når de stiger ud. Og selvom man banker på hos folk virker de slet ikke overraskede over at få et kamera lige i fjæset. Men når man tænker på at de er normale mennesker så spiller de sgu godt. Når de står i deres fineste dress virker det dog lidt opsat. Når holdet følger et manus kan man også undre sig over at de absolut vil skabe problemer ved at filme steder, hvor de godt ved at de ikke må. Respekter i det mindste andre kulturer.
Fremhævet af Journalisten
Hanne Endergaard
14.12.19 17:16
Jamen hvem er overrasket? Det siger sig selv, at man ikke sætter et stort tog igang uden at vide, hvor det skal hen og hvordan det skal ske!
Men at man ikke vil være ved, at det hele er et rekonstrueret cirkus, er dybt forargeligt - og også splid af penge. Man sender hele holdet rundt til 2-3-5 forskellige steder med bus, bil og fly og indkvarterer sig på hoteller m.v. omkostningskrævende. Man ved jo fra starten, hvor den eftersøgte bor og har allerede en aftale om, at man - og man ved, at det hele er en del af et teaterstykke, hvor alle ved, at det de laver er nytteløst og at man helt fra starten ved, hvor den eftersøgte bor og har en aftale om, at komme på besøg med den/de som søger deres rødder.
Det er seer-bedrag fra den store skuffe! Fint, at det bliver stoppet!!!!
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen