search

Spin kan afsløres! Eller?

Et nyudviklet computerprogram kan angiveligt afsløre politisk spin. Spin-forfatter Mie Femø Nielsen tvivler på maskinens mirakler.

Et nyudviklet computerprogram kan angiveligt afsløre politisk spin.
Spin-forfatter Mie Femø Nielsen tvivler på maskinens mirakler.

Bill Clinton er allerede blevet afsløret af computerprogrammet, som kan spotte politisk spin. Programmet viste, at Bill Clinton følte stor afsky, da han gav Barack Obama sin fulde opbakning. 

Computerprogrammets far, it-eksperten David Skillicom, har gransket og analyseret politiske taler og interview i årevis. Ud fra erfaringerne har han udviklet programmet, som burde være i stand til at afsløre, når en politiker benytter spin i sine taler. Det sker, ved at analysere toneleje og valg og sammensætning af ord, skriver Kristeligt Dagblad.

»Maskinen vil sikkert kunne analysere, om politikerne bruger generelle floskler, eller hvis de benytter et særligt toneleje,« siger ph.d. og cand.mag Mie Femø Nielsen til Journalisten.dk. Hun forsker og underviser i kommunikation og har skrevet bogen "Spin, selvfremstilling og samfund".

Kan maskinen redde journalisterne fra politikernes spin-helvede?
»Nej, det kan den selvfølgelig ikke. For eksempel vil den ikke kunne gennemskue, om politikerne bruger spin, hvor de for eksempel ikke svarer på det stillede spørgsmål.
Hvilken gavn kan journalister så have af maskinen?
Den kan være et supplement til analytisk bevidsthed. Og så kaster den sikkert en del sjove historier af sig, hvor journalisterne stiller nogle enkle spørgsmål til en række politikere, som så bliver afsløret i spin,« siger Mie Femø Nielsen.

Ifølge Kristeligt Dagblad er de politiske ordførere for De Konservative, Henriette Kjær, og for Venstre, Inger Støjberg, ikke nervøse for spin-maskinen.
Heller ikke hos oppositionen giver maskinen søvnløse nætter. Holger K. Nielsen ønsker dog ikke at få en løgnedetektor ind i dansk politik.

»Politik handler om at formidle sit budskab, og hvis nogen lyver, kan vælgerne godt se det,« siger han til Kristeligt Dagblad.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen