
Selv om de bornholmske politikere har ændret i spærretiden, så forbliver det et demokratisk problem, vurderer Roger Buch. Foto: DMJX
Et flertal bestående af SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet stemte i går for ændringer i spærretiden på Bornholm. Justeringerne kommer oven på en tumultarisk periode, hvor spærretiden, der blandt andet har til formål at ”skrue ned for åbenheden”, har været genstand for stor diskussion blandt kommunalpolitikerne.
Men selv om politikerne nu er blevet enige om at justere spærretiden, giver ændringerne ikke meget mere albuerum for journalister og andre, der vil have indsigt i det kommunale arbejde.
Det vurderer forskningslektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) Roger Buch:
”Ændringerne er små skridt i den rigtige retning, men det ændrer ikke på, at der skabes en mere topstyret og lukket kommune,” siger han og fortsætter:
”Det betyder, at medierne får sværere ved at dække kommunen under valgkampen, og det er til skade for demokratiet. Men nu må praksis vise, hvordan kommunen behandler pressen frem mod kommunalvalget til november. Og om den uheldige debat har skræmt de ansatte fra at tale med medierne.”
Spærretiden skal omdøbes
Beslutningen om at indføre spærretiden blev truffet af kommunens direktion uden om kommunalbestyrelsen og medførte i første omgang, at medierne ikke kunne få adgang til kommunale bygninger og institutioner i tre måneder op til kommunalvalget.
I de nye ændringer forkortes spærretiden til to måneder, mens borgmester Thomas Thors (S) også vil have spærretiden omdøbt til ’retningslinjer’.
Men det giver ifølge Roger Buch ikke meget mening at finde et nyt navn for begrebet:
”Udtrykket spærretid kan skabe nogle associationer til krige og undtagelsestilstand, og derfor klinger det ikke særlig demokratisk. Men det bliver ikke mere demokratisk af, at man udskifter ordet med et andet.”
Også hos Dansk Journalistforbund vækker de nye ændringer i spærretiden undren. Fagforbundet frygter, at spærretiden ultimativt fører til, at man får dårligere historier og dermed en befolkning, der ved mindre om, hvad der foregår, lige op til at de skal sætte deres kryds ved det forestående kommunalvalg, siger næstformand i DJ Allan Boye Thulstrup til TV 2 Bornholm:
”Det er underligt midt i en valgkamp, der skal sætte fokus på det lokale demokrati, at det er netop der, man vælger at lægge en begrænsning ind på journalisters arbejde,” siger han til regionalmediet.
Flertal trods opråb
Thomas Thors har tidligere begrundet spærretiden med, at det er for at beskytte medarbejderne i kommunen fra mediepres.
Forud for mødet i Økonomi-, erhvervs- og planudvalget i Bornholms Kommune i går havde formanden for FOA, der er fagforening for kommunalt og regionalt ansatte, sammen med Dansk Journalistforbund sendt et brev til kommunalpolitikerne til Bornholm, hvor de opfordrede til at stemme nej til ændringsforslaget og i stedet stemme for at droppe spærretiden helt.
”Borgmester Thomas Thors’ forslag til særlige retningslinjer betyder, at ganske få mennesker på Bornholm skal bestemme, hvornår pressen må komme indenfor. Ligesom forslaget kan skræmme kommunalt ansatte fra at ytre sig. Offentligt ansatte er ganske klar over, at de udelukkende udtaler sig på egne vegne, så det er der ingen grund til at indskærpe hverken før, under eller efter en valgperiode,” skrev de to formænd.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.