Regeringen kritiserer DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen, for at have inviteret en italiensk dirigent på en middag, der var alt for dyr efter DR's egne regler, to måneder før massiv sparerunde.
To måneder inden DR's store sparerunde i sommeren 2010 gik DR-bestyrelsesformand Michael Christiansen på dyr middag med en italiensk dirigent. Flere andre DR-chefer deltog også. Det skriver B.T. i dag.
Middagen kostede 1.694 kroner per person, og det er for meget ifølge DR's eget regelsæt. Her står, at en middag ikke må koste mere end 600 kroner per person inklusive drikkevarer. Det kan sættes op til 1000 kroner per person ved dispensation.
DR-medarbejdernes repræsentant i bestyrelsen, Mogens Rubinstein, er kritisk over for den dyre middag.
»Det er meget, meget uheldigt med så klar en overtrædelse af de regler, der gælder for DR's medarbejdere og derfor også bør og må gælde for resten af huset. Det har sikkert været i en god sags tjeneste, og derfor vil jeg bringe sagen op på næste bestyrelsesmøde. Men det er et meget, meget uheldigt tidspunkt, lige inden vi skulle ud og fyre medarbejdere,« siger han til B.T.
Regeringens medieordførere kritiserer også Michael Christiansen for at overskride DR's interne regler for middagspriser.
»Jeg synes, det er utroligt, at man ikke overholder egne regler i en tid, hvor DR skal til at spare millioner af kroner og fyre medarbejdere. At man lige før en fyringsrunde går ud og spiser for 17.000 kroner, det sender det helt forkerte signal. Jeg håber, man tager dette op internt i bestyrelsen,« siger V-ordfører Ellen Trane Nørby til B.T.
Også K-ordører Rasmus Jarlov kritiserer den dyre middag.
»Der kan dispenseres fra de regler. Det er min soleklare ret at vurdere, når der er tale om så vigtig en rekruttering. Jeg har kun den bemærkning, at det skønnede jeg var nødvendigt,« siger Michael Christiansen selv til B.T.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.