Politikens Lokalaviser vil afskedige 18 i morgen

18 medarbejdere forventes afskediget i morgen – heraf to DJ-medlemmer – fortæller tillidsrepræsentant på Politikens Lokalaviser  

Politikens Lokalaviser forventer at afskedige 18 medarbejdere i morgen, torsdag.

Det blev i går sagt på et møde for mediets medarbejdere på Sjælland. I dag får den jyske del af medievirksomheden også besked, fortæller tillidsrepræsentant Jens Berg Thomsen.

To af de 18 er på DJ-overenskomst, og Jens Berg Thomsen fik derfor besked for to uger siden, som overenskomsten foreskriver det.

”Den 7. maj fik vi formelt at vide, at to på vores overenskomst skulle fyres. Og så har vi haft 14 dage til at forhandle. Det sluttede så mandag, og nu har de sådan set ”go” til at fyre vores to,” siger Jens Berg Thomsen.

Han uddyber, at der var mulighed for frivillig fratrædelse for de to DJ-medlemmer, men det valgte de ikke at tage imod.

”Betingelserne for fratrædelse var, at man skulle arbejde videre i en periode alt efter ens varsel, og det var der ingen, der valgte at gøre,” uddyber han.

Kolleger i chok

Ud over de to DJ-medlemmer er der altså lagt op til 16 afskedigelser i morgen. Det har påvirket kollegerne, som bl.a. er sælgere, grafikere, sidesendere og dummylæggere, fortæller Jens Berg Thomsen.

”Vores kolleger vidste ikke noget om, hvor mange der skulle fyres, så da tallet 16 blev nævnt, blev folk chokerede. Det kunne man godt mærke,” siger han.

Det endelige tidspunkt for morgendagens prikkerunde er uvist.

”Men de ansatte har fået at vide, at de skal være på deres arbejde eller have mulighed for at tage telefonen eller tjekke mail,” fortæller tillidsrepræsentanten.

En varslet nedbemanding

I april kom det frem, at Politikens Lokalaviser har besluttet at lukke sine 10 weekend-udgaver i Nordsjælland, så aviserne ikke ville udkomme efter sommerferien.

I en tekst, der var blevet lagt på Politikens Lokalavisers intranet, stod:

”Ændringerne betyder, at vi i løbet af maj 2018 vil vurdere det interne ressourcebehov, herunder behov for afskedigelse af medarbejdere. Gennemførslen af nedbemanding vil ske inden udgangen af maj.”

Der er således tale om en forventet nedbemanding.

Foregående fyringsrunder

I maj 2016 blev ni redaktionelle medarbejdere opsagt på Politikens Lokalaviser, mens to tog imod en fratrædelsesordning. 

I 2010 blev 10 redaktionelle medarbejdere afskediget, og tilbage i 2008 blev det meldt ud, at 25 procent af medarbejderstaben skulle skæres.

Journalisten har forsøgt at få en kommentar fra administrerende direktør Morten Werge Kallmeyer. Han skriver på mail, at han af hensyn til sine medarbejdere gerne vil vente med at udtale sig.

 

0 Kommentarer