Chefredaktør Tøger Seidenfaden understreger, at Politiken ingen planer har om at gå i tabloid. Men personligt er han stærkt tiltrukket af det smalle Berliner-format, som blandt andre the Guardian benytter.
Mens Jyllands-Posten efter sommerferien skrumper ind til det lille tabloidformat, så er det overhovedet ikke et tema på Politiken:
»Vi har overhovedet ingen planer om at gå i tabloid,« siger Tøger Seidenfaden til Journalisten.dk.
Han begrunder det med, at Politiken allerede for flere år siden intenst overvejede muligheden.
»De to grunde, som gjorde, at vi valgte ikke at gå i tabloid, var, at der ikke er noget journalistisk projekt, der understøtter et skifte. Og det andet arguement var, at vi ville differentiere os mere ved at forblive i broadsheet. Og de to argumenter gælder stadig og står nu endnu stærkere, hvor det tegner til, at vi til august bliver den eneste landsdækkende avis, som ikke er i tabloid.«
Formatændringen af alverdens aviser er ellers den helt store trend i disse år. I Norge er det flere år siden, at den sidste af de store nationale aviser holdt op med at udkomme i broadsheet, og herhjemme er Politiken altså nu den sidste af de landsdækkende, som ikke skifter til tabloid.
»Broadsheet-formatet giver mulighed for at præsentere en kompleksitet på en mere overskuelig måde,« forklarer Tøger Seidenfaden, der i det hele taget ikke ser nogen fordele ved at gå i tabloid. Tværtimod.
»Ved at være den eneste af de landsdækkende morgenaviser, som udkommer i broadsheet, markerer vi, at vi er noget særligt. Differentieringsargumentet er virkelig noget, som har værdi for os. Og det ikke mindst i markedet i Danmark, hvor betalingsaviser og gratisaviser i stigende grad falder sammen,« siger han.
Vil det sige, at så længe Tøger Seidenfaden er chefredaktør for Politiken, så er det udelukket, at avisen skifter format?
»Aaaaah – man skal aldrig sige aldrig … Jeg vil forbeholde mig retten til at ombestemme mig senere. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg i flere år har drømt om Berlinerformatet, sådan som the Guardian gør brug af. Det er lidt smallere end broadsheet – men stadig stort i formatet. Det er bare ikke produktionsteknisk muligt i dag i Danmark, men skulle den mulighed dukke op, så bliv ikke overrasket over, hvis Politiken skifter til Berlinerformat,« siger Tøger Seidenfaden til Journalisten.dk.
1