Politiet beskylder DR for at manipulere med lydoptagelser fra en demonstration ved klimatopmødet i København. Billeder og lyd har intet med hinanden at gøre. DR vil nu gennemgå materialet. (opdateret)
I december skabte DR's dokumentar "En Klima-Krimi" stor debat. Her opfordrede en delingsfører sine betjente til at slå på pressefolk med stavene.
Politiet mener, at DR har manipuleret med lydoptagelsen:
"Manipulationen består dels i, at man (DR, red.) har knyttet nogle lydoptagelser sammen med nogle billedoptagelser, der vedrører en helt anden politiindsats. Men når man ser udsendelsen, får man indtryk af, at lydoptagelser og billeder naturligvis hører sammen," siger politidirektør Johan Reimann, Københavns Politi, til Bt.dk.
Herudover mener Johan Reimann, at DR har byttet om på citaternes rækkefølge i indslaget.
Følgende udtalelser falder i virkeligheden med et minuts mellemrum, og derfor mener politiinspektøren ikke, at der er sammenhæng mellem "rødglødende stave" og "samme tur", da der i virkeligheden optræder andre udtalelser mellem citaterne.
"Så vil jeg fanden rende mig se den stav der, så den bliver rødglødende, når vi skal op og have fat i den bil. Fuld skrue igennem det lort."(Sagt 6.59 inde i lydfilen).
"Der står presse imellem bilerne. De skal satme have samme tur. Slut." (Sagt 8.04 inde i lydfilen).
Den konservative medieordfører, Rasmus Jarlov, kalder det en alvorlig sag:
»Jeg synes, det er dybt pinligt for Danmarks Radio, og det skader naturligvis deres troværdighed i nyhedsdækningen. Vi må kunne forvente af journalisterne på en licensfinansieret kanal, at de holder et højere niveau,« siger medieordføreren til B.T.
Se DR's klip nederst på denne side.
Københavns Politi kræver genmæle i en klage til Danmarks Radio. Seernes og lytternes redaktør i DR, Jacob Mollerup, beder om at få sagen endevendt med det samme:
»Det er en dybt alvorlig anklage. Så vi skal have vendt hver en sten og hvert et klip med det samme,« siger han til Journalisten.dk.
Her til middag skriver DR i pressemeddelelsen, at de vil gennemgå filmens materialet i detaljer. Og at det kan tage op til en uge.
DR's ungdomsredaktion siger til Journalisten.dk, at de ikke ønsker at kommentere sagen på nuværende tidspunkt.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hmm... et modangreb har jo altid været det bedste forsvar, og dette udspil er helt klart et forsøg på, at fjerne focus fra de ordrer, som en indsatsleder har givet til de underordnede betjente...!
Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen