Mads Qvortrups citatfusk får nu konsekvenser for hans virke på TV2 News, siger kanalchef Mikkel Hertz. Også Jyskebank.tv har valgt at reagere. (Opdateret)
Informations korrespondent i England, Mads Qvortrup, blev for nogle uger siden fanget i at fuske med citater. Det var fagbladet Journalisten, der afslørede, at Mads Qvortrup flere gange havde citeret døde kilder. Mads Qvortrup stoppede samarbejdet med Information tilbage i 2009, men har fortsat sit virke i de danske medier, blandt andet som ekspert i britiske forhold på TV2 News.
I første omgang ville TV2 News gerne fortsætte med at bruge Mads Qvortrup som kommentator, men kanalchef Mikkel Hertz bekræfter nu over for Politiken, at samarbejdet med Mads Qvortrup er sat på pause.
»Det er en beslutning, vi har truffet efter at have talt med Mads Qvortrup. Det er hans ide, og det synes jeg er en god løsning,« siger Mikkel Hertz til Politiken.
Mikkel Hertz vil ikke gå ind og undersøge Mads Qvortrups arbejde, da han ikke mener, man kan lave faktatjek på kommentarer og analyser. Og han understreger også over for Politiken, at Mads Qvortrup ikke er fyret. Han er blot sat på stand-by, indtil der er kommet lidt mere klarhed over sagen.
»Vi skal sidde ned og se hinanden i øjnene. Og så skal vi have talt tingene igennem … Der er nogle ting at komme efter i hans journalistiske virke, og jeg vil gerne høre hans version af sagen,« siger Mikkel Hertz til Politiken.
Også Jyskebank.tv, hvor Mads Qvortrup har fungeret som kommentator og vært på interviewprogrammet "Herreværelset", stopper foreløbigt samarbejdet med den skandaleombruste journalist, skriver Politiken.
»Vi har også sat ham på pause. Det gjorde vi, efter at sagen her kom frem. Vi tog en snak om det internt og derefter en snak med Mads, og vi blev enige om at tage en pause. Hans troværdighed har lidt et knæk, og det gør det problematisk at bruge ham pt.,« siger chefredaktør Lasse Høgfeldt, Jyskebank.tv, til politiken.dk.
Redaktøren vil dog ikke afvise, at Mads Qvortrup igen kan tone frem på Jyske Banks net-tv.
»Der er jo ingen, der er dømt på livstid,« siger Lasse Høgfeldt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.