B.T.'s dækning af Helle Thorning Schmidts skattesag blev i aftes diskuteret i Deadline på DR2. Politikens ansvarshavende chefredaktør, Tøger Seidenfaden, anklagede B.T. for fusk og lemfældig omgang med sandheden. Brüchmann afviste alle anklager.Fagbladet Journalistens undersøgelse af B.T.'s dækning af Helle Thornings skattesag fortsætter med at skabe debat.
I sidste uge indrømmede B.T.'s chefredaktør Olav Skaaning Andersen, at der ikke var dækning for en forsiderubrik fra den 29. juli om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold.
Her skrev B.T. i hovedpløkken: 'Helles nye løgn' og dernæst: 'Jurist ikke i tvivl. Det er strafbart.'
Men den sidstnævnte overskrift var ifølge B.T. ikke fyldestgørende og blev rettet af B.T. i torsdags.
I går fulgte dagbladet Politiken så op på sagen og kritiserede i en leder B.T.'s dækning for at være løgnagtig og kaldte den "et skoleeksempel på den virkelighedsforvrængning, som uansvarlige medier på oplagsjagt kan afstedkomme ved letfærdig omgang med sandheden."
Kritikken var så hård, at Deadline på DR2 i aftes valgte at bringe Tøger Seidenfaden sammen med B.T.'s ansvarshavende chefredaktør, Peter Brüchmann. Og her gentog Tøger Seidenfaden kritikken:
"Det er lykkedes dig og dine manipulerende journalister at bilde det meste af Danmarks befolkning ind, at Helle Thorning har sagt i én sammenhæng 52 uger og i en anden sammenhæng 33 uger. Det er simpelthen notorisk forkert. Helle Thorning har aldrig nogensinde hverken sagt eller skrevet noget om 52 uger," erklærede Tøger Seidenfaden under debatten.
Peter Brüchmann tilbageviste dog flere gange, at der skulle være grund til kritik:
"Må jeg ikke have lov at sige først, jeg synes, det er en lille smule sørgeligt, at landets vel nok klogeste mand – oraklet fra Rådhuspladsen – ikke er i stand til at læse.
Og jeg synes også det er synd, at en så stærk debattør i samfundsbilledet er ved at blive en karikatur med nogle helt vanvittige påstande om, at der ikke er substans i den her sag. Vi har at gøre med det, der var på vej til at være landets kommende statsminister, som i den her historie, som vi ikke har trukket tilbage…. Vi har ikke trukket forsiden tilbage. Vi har ikke trukket et bogstav i nogen af artiklerne tilbage. Vi har trukket den her dims tilbage. Det, der står hernede: "Jurist ikke i tvivl. Det er strafbart". Hvis det kan påvises, det er med forsæt," sagde Peter Brüchmann med henvisning til forsiden fra den 29. Juli.
Brüchmanns svar gjorde dog hverken fra eller til ifølge Tøger, der fastholdt kritikken.
"Det ændrer ikke på, at B.T. stiller tingene op på en måde, som er gennemforfuskede," erklærede Tøger Seidenfaden.
Afslutningsvis blev Brüchmann spurgt:
Ved i med sikkerhed, Brüchmann, at ægteparret Kinnock og Helle Thorning Schmidt har løjet og bedraget, som der har stået på flere af jeres forsider?
"Altså forskellen mellem at være i Danmark i 33 weekenden og 52 – det er så stor en forskel, så vi godt vil kalde det en løgn til hver en tid," svarede B.T.'s ansvarshavende chefredaktør
Se hele den lange debat mellem Tøger og Brüchmann i Deadline her.
B.T.'s chefredaktør Olav Skaaning giver desuden Tøger Seidenfaden tørt på i dagens leder i B.T. med titlen: Tøger fusker
PS: Næste nummer af fagbladet Journalisten, hvor B.T.'s dækning af Helle Thorning Schmidts skatteforhold gennemgås, udkommer i morgen og vil i løbet af dagen kunne læses på Journalisten.dk.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Manipulation. Læg også mærke til, at Brüchmann manipulerer ved at benytte datid: ” Vi har at gøre med det, der VAR på vej til at være landets kommende statsminister…” Den seneste meningsmåling fra Voxmeter viser tydeligt, at Thorning fortsat ER på vej. Søren