Lige nu florerer en falsk artikel på nettet, hvor det hævdes, at digteren Yahya Hassan er blevet tævet ihjel af Østjyllands Politi.
Fupnyheden er sat op, så den ligner en Ekstra Bladet-artikel til forveksling, men avisen tager kraftigt afstand fra den.
»Vi har intet med den at gøre. Det er et angreb på Ekstra Bladets troværdighed,« sagde chefredaktør Karen Bro til Journalisten tidligere i dag.
Østjyllands Politi tager også afstand fra nyheden. Her fastslår fungerende politiinspektør ved Østjyllands Politi, Jesper Bøjgaard Madsen, at Yahya Hassan ikke er død i politiets varetægt, som det fremgår af den falske artikel.
»Det kan jeg afkræfte,« siger han til Journalisten.
»Vi kan kun tage afstand fra det her«
I den falske nyhed står, at Yahya Hassan skulle være død i detentionen hos politiet i Århus. En ”vagtchef Lars Mortensen” udtaler i fupnyheden, at man undersøger sagen internt.
Men det er usandt, og Østjyllands Politi har ingen vagtchef ved navn Lars Mortensen, fortæller Jesper Bøjgaard Madsen.
»Jeg tager selvfølgelig afstand fra, at nogen laver den slags artikler og lægger dem frem. Det er lavet på en måde, så det ved første øjekast ikke virker falsk. Vi i Østjyllands Politi kan kun tage afstand fra det,« siger han.
Jesper Bøjgaard Madsen har ingen kommentarer til, om Yahya Hassan har været i Østjyllands Politis varetægt i aftes eller i nat. Han ønsker heller ikke at fortælle, hvornår Østjyllands Politi blev opmærksomme på den falske artikel, eller at gå nærmere ind i forløbet.
Følger ekstra nøje med på Facebook
Yahya Hassan skrev på sin åbne Facebook-profil i aftes klokken 23.30: ”Hvis jeg dør i nat, så står Østjyllands Politi bag”.
Jesper Bøjgaard Madsen ønsker ikke at udtale sig om, hvorfor Yahya Hassan kan have skrevet sådan på Facebook. Men han fortæller, at politiet er opmærksomme på statusopdateringen og generelt holder et vågent øje med Yahya Hassans Facebook-profil.
»Vi er meget opmærksomme på både videoer, billeder og tekst, der florerer på de sociale medier. Det er vi selvfølgelig også i denne sag, hvor den retorik, der bliver anvendt, er meget pågående og direkte. Så det er klart, at vi følger ekstra nøje med,« siger han.
Har der været nogen anledninger til at hævde, at Yahya Hassan har været udsat for eller ville blive udsat for vold af Østjyllands Politi?
»Nej. Helt generelt kan jeg sige, at vi behandler alle ens,« siger Jesper Bøjgaard Madsen.
Skjult afsender af falsk nyhed
Den falske nyhed ligger på ekstrabladet.co, der kan forveksles med ekstrabladet.dk.
Yahya Hassan afviser over for TV 2, at han har noget med den falske nyhed at gøre.
»Det er tydeligt, at der er kraftige elementer i samfundet, der ønsker mig død, og det skal de bare have lov til,« siger han til TV 2.
Journalisten har forsøgt at finde ejeren af hjemmesiden via whois.net, men identiteten på domænets ejer er tilsyneladende skjult via tjenesten Whoisguard. Journalisten har taget kontakt til domænets ejer via den mail-adresse, der oplyses på whois.net.
Ekstra Bladet har oplyst til Journalisten, at man tager sagen meget alvorligt og forsøger at finde ud af, hvem der står bag.
Opdateret klokken 13.37: Yahya Hassan afviser over for TV 2, at han har noget at gøre med den falske artikel.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.