Pinborg: Svært at vride gode historier ud af X Factor

DR har gjort det sværere for Se og Hør at lave artikler om det ”seerne ikke så på tv”, siger chefredaktør Niels Pinborg. BT: X Factor er ikke forsidestof mere. DR: Vi bruger ikke flere ressourcer, vi har bare flere platforme  

I aften er der finale i X Factor. Talentshowet er fortsat en seersucces, der tiltrækker mere end 1 million DR-seere hver fredag aften. Men for underholdningsjournalister er noget af showets tiltrækningskræft væk.

Deltagerne er blevet kedeligere, og private medier skal i stigende grad konkurrere med DRs mange platforme. Det gør det sværere for blade og aviser at finde originale historier, siger chefredaktør på Se og Hør Niels Pinborg.

»X Factor er godt nok svær at vride gode historier ud af.«

Forskellen fra tidligere er, at der er længere mellem skandalerne.  Den rutinerede dommer-trio med Line Rafn, Thomas Blachman og Remee »laver kun de fejltrin, de ved, vi vil opdage,« som Niels Pinborg formulerer det.

Desuden kunne Se og Hør tidligere lave historien om ”dette så du ikke på tv”, siger Niels Pinborg. Det er sværere nu, hvor DR lader kameraet rulle, hvis en deltager bryder sammen, forklarer han.

»Det er ikke noget, jeg er sur over. Men det gør det sværere at være underholdningsjournalist, fordi DR laver ting, som man tidligere ville kalde tabloide,« siger han.

Sælger ikke aviser

Kommercielt har X Factor heller ikke samme slagkraft for medierne. Digital nyhedschef på BT, Lars Westh Jacobsen, siger, at det er en del år siden, X Factor kunne sælge aviser.

»Det er stadig godt stof – især digitalt – men ikke så godt stof på print, som det har været«.

Han siger, at et program, der samler over en million seere, er interessant for BT.

»Men det er ikke noget, vi kan sælge avisforsider på længere,« siger Lars Westh Jacobsen.

Mere end et tv-show
Ved finalen i Herning i aften laver BT livechat, hvor journalisterne opdaterer fra showet minut for minut.
»Second screen-elementet er interessant for os, især lige efter et show. Men vi er oppe mod DR, der har fundet ud af, at man også kan bruge de digitale medier – og de har oprustet gevaldigt,« siger Lars Westh Jacobsen.

X Factor er ikke bare et underholdsshow på DR1, men dækkes også journalistisk af DR på nettet, Twitter, Facebook, Instagram, Snapchat og DRs nye X Factor app.

»Det er et træk, som jeg personligt godt kan forst師 siger Lars Westh Jacobsen, der ikke oplever, at det er blevet sværere for BT at arbejde.

DR: Ud på flere platforme

Jan Lagermand Lundme, underholdningschef på DR1, siger, at DR faktisk ikke bruger flere ressourcer på at formidle X Factor journalistisk. Forskellen er, at man kommer ud på flere platforme.

Nyt i år er for eksempel et streamet program med Thomas Gaardsvig Skov som vært på dr.dk.

»Antallet af skrevne artikler er det samme, som det har været alle årene. Men vi kommer ud på flere platforme og ud til flere brugere end tidligere,« siger Jan Lagermand Lundme.

Han siger, at jo flere medier, der ønsker at dække X Factor, jo sværere er det at finde originale historier.

»Antallet af historier er jo ikke uendeligt, og det nye er, at både Se og Hør og aviserne også vil have historier til nettet. Så der er flere om at lave de samme historier,« siger han.

3-4 journalister skriver til nettet

Jan Lagermand Lundme siger, at tre-fire journalister laver det streamede program på dr.dk, mens det samme antal skriver historier om X Factor på nettet.

»Men antallet af artikler på nettet er status quo,« fortæller Jan Lagermand Lundme.

Ved X Factors sæsonafslutning beklager medierne ofte, at det er blevet sværere at finde noget at skrive om, forklarer Jan Lagermand Lundme.

»Men hvis nogle kommer med en ide, som ingen andre har, gør vi alt for, at det kan lykkes. De medier, vi selv har, får noget eksklusivt, men vi giver også unikke historier til andre, som vores egen webredaktion ikke får,« forklarer han.

Se og Hør laver hver uge fire sider med X Factor og har blandt andet haft en idolplakat med Citybois.

»Selv om der går næsten en uge, til vi udkommer, kan læserne stadig godt lide at læse om X Factor. Der er godt stof. Men det er ikke fantastisk,« siger Niels Pinborg.

0 Kommentarer