Peter Goll: ”Nu vil jeg gøre tingene på min måde”

Peter Goll har taget turen fra kommunikationsbranchen til erhvervslivet og tilbage igen. Efter tre år som direktør i Falck går han nu solo. ”Der mangler bureauer, som både har en dyb samfundsforståelse og en dyb forretningsforståelse,” siger han

Han var i mange år en af de helt store kanoner i den danske kommunikationsbranche. Ledende partner i Nordens største kommunikationsbureau, Geelmuyden Kiese, tidligere spindoktor på Christiansborg og en flittigt benyttet politisk kommentator.

Men i 2014 forlod Peter Goll helt kommunikationsbranchen og kommentatoriet. Han gik ind i en mere traditionel lederstilling i erhvervslivet som direktør for borgervendte ydelser hos Falck Healthcare. Her var han i tre år.

Men for nylig gik Peter Goll solo og åbnede sit eget rådgivningsbureau Goll Impact.

I dette interview fortæller han om, hvad han har lært af at tage turen fra kommunikationsbranchen til det hardcore erhvervsliv og tilbage igen. [quote:0]  

Kunne godt lide det resultatorienterede

De sidste år i Geelmuyden Kiese brugte Peter Goll mere og mere tid på det forretningsmæssige, og i en periode var han også bestyrelsesformand og kundedirektør. Men uenighed om strategien med den øverste partner var med til at udløse jobskiftet til Falck. 

”Den forretningsmæssige del var nyt og i stigende grad spændende for mig. Jeg kan godt lide det meget resultatorienterede i det, hvor man kan se meget tydeligt, om tingene lykkes eller ej. Og jeg kunne også se, at jeg kunne lære meget af det,” siger Peter Goll til Journalisten. [factbox:0]

”Mine forældre er offentligt ansatte og venstreorienterede, og de har sgu ingen venner, der har arbejdet i det private erhvervsliv. Havde de haft det, så havde jeg nok fundet det spændende meget tidligere i min karriere. Jeg skulle ligesom lære det først,” siger Peter Goll.

Topchefens fald gjorde udslaget

Han kendte Falcks topchef Allan Søgaard Larsen, fordi han tidligere havde lavet konsulentopgaver for ham. Men da Falcks bestyrelse fyrede Allan Søgaard Larsen kort før jul, besluttede Peter Goll at vende tilbage til kommunikationsbranchen som selvstændig.

”Hvis Allan Søgaard stadig havde været i Falck, så havde jeg nok også stadig været der. Han var en del af attraktionen for mig, og hans fyring var en lejlighed for mig til at gøre status og udleve en gammel drøm om at blive selvstændig,” siger Peter Goll.

Men hvorfor starte for dig selv, når du tidligere har været direktør og ledende partner i Nordens største kommunikationsbureau?

”Nu vil jeg gøre tingene på min måde. Jeg har været med til at bygge et stort bureau som Geelmuyden Kiese op med en hel masse ansatte. Nu vil jeg gerne prøve at bygge et mindre bureau op, hvor jeg er ejer og eneste partner. Jeg synes, der mangler bureauer, som både har en dyb samfundsforståelse og en dyb forretningsforståelse og kan bygge systematisk og analytisk bro mellem de to ting,” siger Peter Goll.

Vil starte ny virksomhed hvert år

Med tiden vil han dog gerne kunne bygge et mindre sekretariat op i sit bureau.

”Jeg vil gerne kunne ansætte syv-otte mennesker, de fleste med andre faglige kompetencer – en jurist, en økonom, en analytiker og en managementkonsulent – som kan belyse nogle problemstillinger, der kræver forandringer, fra forskellige faglige perspektiver. Og så kan jeg bruge mine blandingskompetencer i forretning og kommunikation til at hjælpe med at accelerere forandringerne,” siger Peter Goll og uddyber:

”Kommunikation er et smøremiddel, der kan få tingene til at glide hurtigere og accelerere en udvikling eller en omstilling af en virksomhed. Det er noget, som de mere analytiske og talfokuserede forretningsfolk ofte overser værdien af,” siger Peter Goll.

Han har samtidig en række idéer til nye forretningsprojekter inden for andre brancher i samarbejde med andre folk.[quote:1]

”Mit eget fokus vil primært være min rådgivningsvirksomhed og mine egne kunder. Men jeg har et mål om at starte en ny virksomhed om året, i hvert fald de første fem år, og så må vi se, hvad der sker. Det er entreprenørdelen, der tiltaler mig. Jeg kan godt lide at være med til at bygge noget op,” siger Peter Goll.

Hvad har du lært om ledelse og kommunikation af din tid i Falck?

”Hos Falck fik jeg helt ind på egen krop, hvor mange barrierer der er for, at man hurtigt kan implementere nye tiltag og forandringer i store internationale organisationer, hvor der er mange forskellige fagligheder og kulturer,” siger han. 

Erhvervslivet kan også lære af politik

Peter Goll mener, at erhvervslivet også kan lære af det politiske liv.

”I politik er man god til at mobilisere folk og kan få unge mennesker til at flytte fra en landsdel til en anden, fordi de brænder så meget for en sag, at de bare må arbejde for den, også på frivillig basis. Hvis man som leder tror, at man kan få de unge generationer på arbejdsmarkedet til at gøre noget, fordi man siger, at de skal, så tror de fejl. Man får dem kun til at lede efter et nyt job,” siger Peter Goll. 

Hvilke forskelle er der på at være leder i et stort kommunikationsbureau og være leder i ude i det, som nogle vil kalde for det rigtige erhvervsliv?

”Det er forskellen på at sejle en lille hurtig speedbåd og en stor supertanker. Ude i det rigtige erhvervsliv er der nogle driftsmæssige opgaver, som altid skal løses. Der skal altså køre nogle ambulancer i både Danmark, Colombia og USA. Det kommer først, og alle ressourcer er primært bundet til det. I en projektorganisation som et kommunikationsbureau kan man derimod lynhurtigt omstille organisationen. Det er folk, som er vant til at blive kastet rundt fra opgave til opgave,” siger Peter Goll.

Han peger desuden på, at de mange forskellige personalegrupper i en stor driftsorganisation som Falck giver en helt anden ledelsesmæssig udfordring.

”Folk som ambulancereddere, brandmænd eller sygeplejersker føler et stort kald for opgaven. De er mindre interesseret i, hvad nogle chefer i København går og finder på. Det forholder sig stik modsat i en karriereorganisation som et kommunikationsbureau, hvor alle er interesseret i, hvad den ledende partner siger, tænker og gør. For de vil også gerne være partner en dag.” 

 

0 Kommentarer