Peter Øvig Knudsen har med sine to bøger om Blekingegadebanden høstet hæder og ære for sin skildring af folkene på den yderste venstrefløj. Men samtidig har han også med sine rosende ord om en journalist på Information genåbnet en gammel journalistisk fejde om journalistisk etik, kilder og politik. Manden i midten hedder Lars Villemoes.

IDEOLOGI. ”Gemene stikkere og leverandører over for politiet!!! Boykot dem og køb en anden avis. Folk fra venstrefløjen.”

Det var skriften på en flyer, der hang på gader og stræder og var en reaktion på en artikel af Lars Villemoes i Information den 13.-14. maj 1989. Artiklen havde rubrikken ’Fighterne og de nyttige idioter’ og blev fulgt op af en række artikler, der beskrev det miljø, de sigtede i Blekingegade-sagen var en del af, og som Villemoes også selv havde en fortid i yderkanten af.

En artikelserie, der var starten på enden for Villemoes’ tid på Information, og som udløste en magtkamp og debat i og imellem de danske dagblade, der sjældent er set mere indædt. Villemoes blev dengang bakket op af sin redaktør, Lars Hedegaard, der i en leder den 16. maj opfordrede til selvransagelse på den venstrefløj, som både han og Villemoes på det tidspunkt var en del af.

»Nu hjælper ingen kære mor. Det er påkrævet, at venstrefløjen må studere årsagerne til, at det utænkelige kunne indtræffe. Herunder hvilke politiske og ideologiske holdninger der kunne give anledning til en kriminalitet af en type, der er konstateret. Og at venstrefløjen gør op med disse holdninger,« skrev Lars Hedegaard i en leder på forsiden af Information.

Den opfordring gav dog ikke meget genklang. I stedet blev der internt på Information rejst en heftig debat, hvor journalisten Niels Rohleder, der også dækkede sagen i starten, og avisens læsere i form af debatindlæg protesterede mod Lars Villemoes’ journalistik. Også andre bidrog med kritik, heriblandt Det Fri Aktuelt, mest udtalt fra journalisten Peter Kramer, og Dansk Journalistforbund.

VILLEMOES VILLE HAVE HÆVN over gamle venner, var i lommen på politiet og PET og leverede slet og ret dårlig journalistik, lød bare nogle af anklagerne. I Politiken angreb juraprofessor Ole Krarup, i en kronik den 28. maj, at pressen indgående beskæftigede sig med de anklagede i Blekingegadesagen, før de var dømt, og herved gavnede politiets sag og undsagde de anklagede en retfærdig rettergang. Der blev ifølge Krarup bedrevet ’retspolitisk porno’.

»Grundelementerne i reportager, kommentarer og ledende artikler er de samme som i formiddagspressen. Mest ondsindet, i den mest selvhøjtidelige og ’seriøse’ del af pressen, journalistiketikkens selvbestaltede overdommer, dagbladet Information,« skrev Ole Krarup.

Han sluttede sin artikel med at stille spørgsmål ved politiet og pressens forhold.

»Har pressen nogen chance for at kontrollere efterretningstjenestens provokationer og iscenesættelser, det være sig ’drejebog’, adresselister, trafikulykker og PETs og Mossads andre aktiviteter? Svaret er nej, nej og atter nej, og derfor er pressen henvist til at brygge videre på de beretninger, som belaster de sigtede,« skrev Ole Krarup.

Kritikken blev ført videre af fire redaktører fra forlaget Politisk Revy, der i en kronik i Information den 19. juni angreb Lars Villemoes. I kronikken ’Informations linje i røverisagen er afladsjournalistik’ blev Villemoes anklaget for at lave journalistik ’der lige så godt kunne have stået i Ekstra Bladet’, som var dårligt researchet, og som spillede på folks fordomme.

»Villemoes’ artikel gør vold mod alle de krav, man kan stille til hæderlig journalistik,« skrev de fire redaktører. Og senere i artiklen: »Villemoes og Hedegaard er ude i et langt større ærinde, end de aner … Et forsøg på at glemme vores fælles ophav i kampen mod USA-imperialismen, stalinismen, det kapitalistiske lønarbejde og kapitalismens diktatur.«

”BÆRER HAN RETSSIKKERHEDEN I GRAVEN?” Stod der med store typer på forsiden af Journalisten 27. september 1989 under et billede af Ekstra Bladets Jacob Andersen, der ligesom Villemoes skrev om Blekingegadesagen. Anledningen var en såkaldt høring arrangeret af Dansk Journalistforbund og Retspolitisk forening den 19. september, hvor Jacob Andersen og Lars Villemoes blev konfronteret med deres dækning. Høringen var opbygget med et panel af personer, der forhørte de forskellige journalister, som dækkede sagen, i Journalisten betegnet som ’vidner’. I diskussionen omkring pressens rolle i straffesager udtalte paneldeltager og kriminalreporter for Politiken Erik Nørgaard:

»Om så en mand går ned på Strøget og i overværelse af 200 mennesker skyder en anden for panden, så skal ingen kalde ham morder, før en domstol har dømt ham. Amen!«

Overstående citat skulle ifølge Journalisten have udløst en bølge af klapsalver fra salen. Kritikken af Villemoes gik desuden på brugen af anonyme kilder og afvisningen af et læserbrev, der ifølge Lars Hedegaard kunne føre læsere på sporet af Villemoes’ kilder. Erik Nørgaard havde denne kommentar:

»Jeg er rystet over, at Information afviste det læserbrev. Det er katastrofalt. Informations eksistensberettigelse er dermed sat på spil.«

Det Fri Aktuelt anfægtede Villemoes’ journalistik fra en anden front. Herfra blev han anklaget for at være part i sagen omkring Blekingegadebanden på grund af sin tætte tilknytning til Kommunistisk Arbejdskreds (KAK). Han skulle ifølge Det Fri Aktuelt have givet politiet oplysninger i sagen uden at have klargjort dette for Informations læsere. Villemoes havde underskrevet en rapport hos politiet, hvilket ifølge Det Fri Aktuelts redaktionschef, Rolf Geckler, diskvalificerede ham til at skrive om sagen, fordi han spillede en dobbeltrolle. Diskussionen om, hvornår man er part i en sag, tog han i Journalisten med Informations nye chefredaktør, Lasse Ellegaard, efter at Lars Hedegaard havde forladt sin post i slutningen af 1989. Ellegaard forsvarede her Villemoes og truede Det Fri Aktuelt med sagsanlæg for ærekrænkelse. Sagsanlægget blev dog aldrig til noget. Lasse Ellegaard fik dog en berigtigelse trykt i Det Fri Aktuelt, efter at han med en advokat i hånden lagde pres på avisen, men med et svar fra chefredaktionen, der dengang bestod af Rolf Geckler, Jørgen Flindt Petersen og Lisbeth Knudsen. Her står der:

»Det Fri Aktuelt mener, at ’sagen’ dybest set drejer sig om pressens forhold til statsmagten. Derfor har vi valgt at bringe Informations krav om en berigtigelse. Også selv om vi ikke mener at have noget at berigtige.«

Ellegaard droppede herefter at slæbe Det Fri Aktuelt i retten, dog uden at informere eller inddrage Lars Villemoes i sin beslutning. Den daværende formand for Dansk Journalistforbund, Lars Poulsen, blandede sig også i debatten i et interview i Information den 21. juli 1990. Her sagde han i spørgsmålet omkring adskillelsen af privat engagement og arbejde:

»Uden at ville tage stilling til, om Villemoes har været i sådan en dobbeltrolle, så svækker det hans troværdighed.«

Et argument, Lars Hedegaard i dag finder mærkeligt, da Villemoes netop var anklaget for at indikere, at de anklagede i røverisagen var skyldige, hvilket er det samme, som Poulsen i hans optik gør her.

»Nu gør mistanken alene Villemoes’ journalistik tvivlsom. Jeg troede, det handlede om, hvad der er sandt,« siger Lars Hedegaard.

I september 1990 startede landsretssagen om Blekingegadebanden. Ellegaard besluttede, at det var bedst, at Villemoes ikke dækkede sagen, da han ifølge Ellegaards vurdering var for involveret i sagen. Han lod i stedet en praktikant dække retsmøderne. Villemoes så Ellegaards beslutning som et tillidsbrud og valgte derfor at forlade Information og gå til Weekendavisen, hvor Tøger Seidenfaden var chefredaktør. Herfra dækkede han det videre forløb i sagen.

DISKUSSIONEN OM VILLEMOES FORTSÆTTER den dag i dag, og Ellegaard og Seidenfaden har for nylig igen diskuteret sagen om Villemoes i avisernes spalter. Både i Weekendavisens, Politikens, Berlingske Tidendes og Informations spalter og debatsider er diskussionen omkring Villemoes’ artikler igen blusset op. For Lars Hedegaard handler debatten mere om bruddet med den venstreorienterede ideologi, end det handler om, hvorvidt det rent faktisk var sandt, hvad Villemoes skrev. Hedegaard finder det i øvrigt mærkeligt, at der ikke er nogen, der har beskyldt Peter Øvig Knudsen for at lyve, nu hvor han stort set gentager det, som Villemoes skrev for 18 år siden, og som alle dengang hængte ud som løgn. Han siger i dag:

 »Om det var sandt eller ej, interesserede ikke kritikerne, det var det, at man skrev om det, folk reagerede på. Raseriet overraskede mig, men det kom ud af en tid, hvor illusionerne brast, og hvor den avis, der før havde holdt med alle mulige banditter, nu afslørede deres gode kammerater,« siger Lars Hedegaard.

Sandheden i Villemoes’ artikler mener Lars Hedegaard ikke, man kan sætte spørgsmålstegn ved.

»Peter Øvig Knudsen har ikke opdaget så meget som en millimeter løgn i det, Villemoes skrev. Det er kønt. Hvis der var nogen, der skulle have Cavling-pris for den sag, er det Villemoes. Hvis der var skam i livet hos Dansk Journalistforbund, ville de give ham den med tilbagevirkende kraft,« siger Lars Hedegaard. Niels Rohleder, der som ung journalist i starten af Villemoes’ skriverier om Blekingegadesagen også skrev om sagen for Information, mener ikke, at sagen internt på Information var politisk motiveret. Den handlede for Rohleder om journalistisk etik og principper. Han husker dog ligesom Hedegaard godt den mistro, der var over for politiets materiale mod de sigtede, sådan som det fremstod i medierne. Og han tror, Blekingegadesagen for dele af venstrefløjen må have givet en mærkelig smag i munden. Dog fastholder han sit standpunkt fra dengang.

»Grundlægende skal folk, der er sigtede, ikke dømmes i medierne, mente jeg dengang, og det mener jeg stadig,« siger Niels Rohleder.

Heller ikke i striden med Det Fri Aktuelt kan der i dag opnås enighed. Peter Kramer fastholder i dag, at der intet forkert blev skrevet i Det Fri Aktuelt, og vil ikke udtale sig yderligere, men henviser til artiklerne fra Det Fri Aktuelt. Hedegaard er igen uenig.

»Det Fri Aktuelt var hæmningsløs i sin kritik, og det meste af, hvad Peter Kramer skrev, var løgn,« siger Lars Hedegaard.

Lars Villemoes er i dag uforstående over for størstedelen af den kritik, der kom mod ham dengang. Han var ikke på nogen politisk mission med sine artikler.

»SYND, SKAM OG BODSGANG var ikke en del af min dagsorden. Mine artikler gjorde opmærksom på en konkret gruppe, som udsprang af venstrefløjen, hvilket der var et naturligt behov for at reflektere over. Det var en konkret sag og ikke et spørgsmål om, at hele venstrefløjen skulle gå til bekendelse.«

Han mener heller ikke, at han forhåndsdømte de omtalte personer, der i øvrigt ifølge Villemoes var tilstrækkeligt anonymiserede til, at man som udenforstående ikke ville kunne genkende de sigtede. Det var en sag med nogle sigtelser i form af støtte til PFLP, som stemte overens med gruppens fortid, hvilket det var rimeligt at gøre opmærksom på. Men Villemoes beskrev ikke forhold, som de var sigtede for. Han havde kilder, som kunne fortælle om ting, der var strafferetsligt forældede, men som alligevel kunne kaste et væsentligt lys over gruppens fortid. Han afviser også, at der skulle være et hemmeligt motiv for det, han skrev.

»Det er jo en nem påstand at komme med. Jeg var ikke medlem af KAK, men kendte nogle af folkene i det miljø og samlede tøj ind i Tøj til Afrika (TTA) og kan bare sige, at det ikke er rigtigt. Men jeg kan godt forstå, at man som udenforstående ser det som et relevant spørgsmål at stille.«

På spørgsmålet om, hvorvidt diskussionen af Villemoes’ journalistik handlede om politik eller journalistik, svarer han:

»Det, det for mig handler om, er, om det er væsentligt og sandt. Det handler ikke om, hvor man ramler ned i en politisk diskussion, eller hvilken fløj man hører til. Hvis der er noget af det, jeg har skrevet, der er forkert, så synes jeg, folk skal komme frem med det. Der er gået 18 år, og jeg har stadig ikke set noget, der rokker ved kendsgerningerne i mine artikler,« siger Lars Villemoes. /

Download og læs Villemos' artikel  'Fighterne og de nyttige idioter' – første del her og anden del her.