Ny ungdomskanal vil være nysgerrig og underholdende

De unge seere får en ny DR-kanal den 28. januar. DR3 byder seere med et ungt sind velkommen med programmer om videnskab, dokumentar, humor, sport, fiktion og musik

Værterne fra Monte Carlo tager til Putins Rusland. Journalist Kristoffer Eriksen og komiker Jesper Juhl sætter fokus på samfundets absurditeter. Og Thomas Skov udfordrer sig selv med vilde sportsgrene. Det er nogle af elementerne i programfladen på ungdomskanalen DR3, der skal være nysgerrig, eksperimenterende og underholdende.

DR3 er en del af DR's omlægning af kanalerne. Senere i 2013 kommer en kanal for større børn, DR Ultra. DR2 ændrer i løbet af foråret kanalprofil, så nyheder og aktualitet får en mere fremtrædende rolle. DR K skal højere grad levere programmer med ”passion og perspektiv”. Med omlægningen lukkes DR HD og DR Update.
DR3 henvender sig især til de yngre seere – det er dem mellem 15 og 39 år – og kanalprofilen består af seks elementer, skriver DR i en pressemeddelelse.

Videnskab – DR3 ser på mennesket og verden omkring os gennem videnskabelige, underholdende eksperimenter.

Musik – DR3 bringer musikken tilbage på tv med musikprogrammer, koncerter, events og dokumentarprogrammer.

Dokumentar – DR3 kommer tæt på mennesker, som tør vise deres sande jeg.

Humor – DR3 har et begavet og humoristisk syn på verden.

Fiktion – DR3 viser de bedste serier fra ind-og udland til det kræsne publikum.

Sport – DR3 bringer de lidt anderledes sportsgrene i fokus.

DR3 kommer blandt til at sende disse programmer:

MONTE CARLO ELSKER PUTIN
Peter Falktoft og Esben Bjerre fra P3's 'Monte Carlo' elsker præsident Vladimir Putin, og de vil nu gå i hans fodspor og opleve Rusland. Men der er meget langt fra det trygge P3-studie, hvor Peter og Esben er på toppen, til en hel nation, hvor folket er fuldstændig ligeglad med, hvem Monte Carlo er, og den ene store udfordring afløser den anden.

DE UPERFEKTE
De uperfekte er en reportageserie om kærlighed og dating. Hovedpersonerne er uperfekte psykisk eller fysisk i forhold til samfundets normalbillede. Vi følger vores hovedpersoner i deres søgen efter kærlighed og hører deres refleksioner omkring (kærligheds)livet – blandt andet før, under og efter dates..

DU LYVER!!
Findes der videnskabelige tricks til at afsløre en løgner? Virker en løgnedetektor? Kan spøgelser få os til at lyve mindre? De fleste mennesker lyver hver dag. Med skjult kamera undersøger vi, hvornår det sker, og udsætter tre personer for et forhør med moderne forhørsmetoder.

ABSURDISTAN
Absurdistan er programmet, hvor journalist Kristoffer Eriksen og komiker Jesper Juhl med satiriske virkemidler har fokus på samfundets små og store absurditeter. De sætter fokus på dem gennem gimmicks, skjult kamera, happenings og gode gammeldags undrende spørgsmål.

HOBBY TV
Hobby tv er DR3's helt eget nat-tv, hvor passionerede danskere detaljeret viser og fortæller om deres særlige hobbyer.

THOMAS SKOVS SPORTSPROGRAM
Da Thomas var barn, måtte han kun gå til badminton og standarddans. Han drømte om at prøve vilde og mærkelige sportsgrene, og nu, hvor han er blevet voksen, har han besluttet at udleve drømmen. Hver uge afprøver han en vild sportsgren med en kendt. De får en dag til at lære sportsgrenen at kende, og efterfølgende skal de konkurrere mod hinanden. Vi kommer til at afprøve – Hell run, Cage fight, Udspring med mere.

STORM I ET GLAS VAND
Søren Storm forsøger at udvikle ting, der kan hjælpe moderne mennesker i hverdagen. Kan vi gøre noget smartere, lettere, eller er alt opfundet? Søren forsøger blandt andet at lette madlavningstiden ved at opfinde en lasertoaster. Og ville vores hverdag egentlig blive lettere, hvis ikke vi skulle have overtøj af og på hele tiden?

MUSIK dok – KIDD LIFE
Nicolas Kidd slog igennem på den danske musikscene med nummeret "Kysset med Jamel". Nummeret bliver lagt på Youtube, og på ganske kort tid er det en kæmpesucces, og nu skal Kidd og hans nystiftede pladeselskab, Cheff Records, forsøge at følge med og følge op på populariteten. Vi følger hele turen – de første to år i fire afsnit, og er vidne til en af de hurtigste opture i dansk musik og måske den største nedtur.

GIRLS
HBO-serien 'Girls' har netop vundet to Golden Globe-priser, for henholdsvis 'Bedste tv-komedie' og for bedste kvindelige hovedrolle (Lena Dunham). Girls er historien om tre tætte veninder fra New York. De er i starten af 20'erne og lever ikke helt op til idealbilledet af en kvinde. Sammen går de igennem diverse udfordringer – især når det handler om fyre.

0 Kommentarer