Det er 20 år siden, at Olof Palme blev myrdet. Oluf Palmes søn mener, at politiet havde fat i den rette mand, men at medierne fik ham frifundet. Kun en børnejournalist evnede at stille kritiske spørgsmål, siger Mårten Palme.

UOPKLARET. Mårten Palme er professor i nationaløkonomi. Hans kontor på Stockholm Universitet er belæsset med udredninger, rapporter og bøger.

Om aftenen den 28. februar 1986 var han, præcis som faderen Olof og moderen Lisbeth Palme, i Grand-biografen i Stockholm for at se »Brødrene Mozart«.

Mårten Palme lagde mærke til en mand, som stod og kiggede på et udstillingsvindue, og som fulgte efter forældrene, da de gik. Ifølge Mårten Palme lignede denne mand meget den nu afdøde Christer Pettersson – manden, der blev dømt for mordet, men senere frifundet.

Olof Palme blev myrdet på hjørnet af Sveavägen og Tunnelgatan. Skuddet blev affyret på 10-30 centimers afstand. Palme døde med det samme.

Lisbeth Palme blev ramt af et skud affyret på 70-100 centimers afstand. Hvis skuddet havde ramt to centimeter længere mod venstre, havde det sandsynligvis slået hende ihjel.

»Dækningen af selve mordet, det første døgn, husker jeg ikke meget af. Undtagen en artikel i Expressen, hvor sygeplejersker fortalte, hvad der var sket om natten på akutmodtagelsen på Sabbatsbergs Sygehus. Det var integritets-krænkende,« siger Mårten Palme.

Når han taler, læner han sig tilbage, så han næsten ligger ned i den ergonomiske stol. Han mener, at en del af pressens dækning af politiets arbejde har været meget spekulativ og indimellem nærmest bizar.

»Det gælder ikke mindst en del af Sveriges Radios og Sveriges Televisions programmer, som snarere har været forum for rygtespredning, end det har været seriøs og undersøgende journalistik.«

En artikel i Dagens Nyheter har gjort Mårten Palme særligt ilde berørt.

»En del detaljer fra obduktionen blev offentliggjort. Det er oplysninger, som ingen betydning har for mordet. Dagens Nyheters netudgave offentliggjorde oplysningerne. Det var grænseoverskridende,« siger Mårten Palme.

– Hvad har været godt?

»Blandt andet et program på TV3, hvor eksperter kommenterede opklaringen. Det er også godt, at medierne har undersøgt højreekstreme miljøer inden for blandt andet politiet og officererne.«

To et halvt år efter mordet, den 14. december 1988, blev Christer Pettersson anholdt for mordet. Samme dag blev der gennemført en videokonfrontation med Lisbeth Palme, hvor hun identificerede Christer Pettersson som manden, hun så på gerningsstedet.

Christer Petersson blev idømt fængsel på livstid.

Lisbeth Palme vidste under identifikationen, at Christer Pettersson tidligere var dømt for mord og desuden var alkoholiseret.

Da hun udpegede Christer Pettersson, sagde hun blandt andet 'der ser man, hvem der er alkoholiker'.

Svea Hovrätt frikendte i november 1989 Christer Pettersson.

»Vi fik medierne imod os. Det var en heksejagt, ikke mindst mod min mor,« siger Mårten Palme.

– Hvorfor?

»Medierne ønsker, at man skal stille op til interview. Men min mor har aldrig brudt sig om at være i medierne. Det gjorde hun heller ikke før mordet. Når hun ikke stillede op til interview, blev journalisterne irriterede. Det forstyrrede jo deres arbejde.«

Mårten Palme mener, at medierne til dels fremdrev den dom, der satte Christer Pettersson på fri fod.

»Man fortalte kun en side af sagen og drev hellere teser frem, end man rapporterede og analyserede så upartisk som muligt,« siger Mårten Palme.

»Jeg tror, at medierne spillede en meget stor rolle i frikendelsen. Juristerne blev påvirket af
medierne i stedet for at dømme, som de havde gjort, hvis det havde været en 'normal' retssag.«

Mårten Palme siger, at han ud fra sine egne og moderens iagttagelser ved, at det var Christer Pettersson, der slog Olof Palme ihjel.

Ud over at medierne støttede Christer Petterssons sag, mener Mårten Palme også, at sagen viser, at svenske journalister ikke er gode til at stille kritiske spørgsmål. Han nævner, at journalister efter frikendelsen spurgte Christer Pettersson: »Hvordan føles det?«

»Det eneste kritiske spørgsmål kom fra en barnejournalist fra tv-programmet Barnjournalen,« fortæller Mårten Palme.

Spørgsmålet fra barnejournalisten til Christer Pettersson gik på, om mennesker var bange for ham. Petterson svarede i Barnjournalen i 1989:

»Jeg har spillet kort, og jeg kan holde masken i enhver sammenhæng. I og med at du kommer fra »Barnjournalen« … Det er faktisk sådan – og dette kommer direkte fra hjertet – at havde jeg myrdet Olof Palme, så tror jeg, at jeg kunne holde masken næsten lige så godt. Men kun næsten.«

Christer Pettersson døde i september 2004. Han havde svære blødninger efter slag i ansigtet. Det er ikke opklaret, hvordan han fik læsionerne.

Christer Pettersson kontaktede kort før sin død Mårten Palme. Til Aftonbladet sagde Pettersson:

»Der er en ting, som jeg gerne vil sige. Det er noget, som jeg ønsker at hele familien skal vide.«

Mårten Palme ville gerne træffe Christer Pettersson, men mødet blev ikke til noget.

* Artiklen er uddrag fra det svenske Journalisten nummer 2 / 24-30 januar 2006

Medierne faldt for politiets abekattestreger

BOMMERTER. Kent Asp er 56 år og professor i journalistik ved Göteborgs Universitet.

– Hvordan synes du, medierne har klaret dækningen af mordet på Olof Palme?

»Stort set ganske godt.«

– Hvad har været medierne største fejl i dækningen af mordet?

»Der har været flere. At medierne faldt pladask for Holmérs (Hans Holmér, lederen af efterforskningen, red.) abekattestreger. At Sveriges Television efter retssagen lod Christer Pettersson træde frem i en direkte udsendelse med roser i favnen, som var det et sejrsinterview efter en fodboldkamp. Og endelig den meget ubehagelige behandling, Lisbeth Palme fik af medierne.

– Tror du, at nogen vil blive dømt for mordet?

»Nej.«

Man løb efter spor uden omtanke

SKRÅSIKKERT. Karin Zillén er 46 år, nyhedschef og stedfortrædende
redaktionschef ved avisen Sydsvenskan.

– Hvordan synes du medierne har klaret dækningen af mordet på Olof Palme?

»Lektien er vel, at man ikke skal piske af sted efter alt for tidlige spor, og at der er grund til at stille spørgsmålstegn ved politiets arbejde. Politiet har vel også lært, at man ikke skal være alt for skråsikker i begyndelsen af opklaringsarbejde.«

– Hvad har været mediernes største fejl i dækningen af mordet?

»At selvbestaltede efterforskere fulgte egne spor, at politiet famlede i blinde efter dårligt indledende arbejde. At medierne ikke var gode nok til at søge information.«

– Tror du, at nogen vil blive dømt for mordet?

»Nej.«