Martin Lehmann frifindes

I dag faldt der dom i sagen mod Martin Lehmann. Han frifindes for at have trodset politiets ordre. ”Afgørelsen understreger, hvad jeg har sagt og syntes i over to år,” siger Lehmann. ”Retsbevidstheden har fået et lille plus,” siger Pressefotografforbundets formand (opdateret kl. 13.35)
  • Ernst Van Norde / Ritzau Foto
22.01.2018 · 12:12

Klokken 12 i dag blev der afsagt dom i retssagen mod Politiken-fotojournalist Martin Lehmann. Han blev frifundet.

Det er en afgørelse, som Martin Lehmann kalder rigtig vigtig.

”Afgørelsen understreger, hvad jeg har sagt og syntes i over to år. Det var en ekstraordinær situation og en ekstraordinær beslutning, jeg traf, da jeg besluttede ikke at efterkomme politiets anvisning. Men der var en god grund til beslutningen. Og det har retten i Sønderborg nu givet mig medhold i,” siger Martin Lehmann til Journalisten.

I den grad principiel

Martin Lehmann var tiltalt for at have forstyrret den offentlige orden, da han 9. september 2015 modsatte sig politiets ordre, om at pressen skulle forlade motorvej E45 i Sønderjylland, hvor cirka 300 flygtninge vandrede fra Padborg mod Sverige. Kravet fra anklagemyndigheden var bødestraf på 1.500 kroner.

En række andre fotografer og journalister var også til stede på motorvejen 9. september 2015, men Martin Lehmann modsatte sig som den eneste politiets anvisning og blev anholdt.

Martin Lehmann kalder sagen ”i den grad principiel” for journalistfaget.

”Forestil dig, at nogen udefra – en myndighed – skal definere, hvornår en begivenhed skal dækkes. Og hvornår den ikke skal dækkes. Det er et forfærdeligt scenarie. Der har afgørelsen i dag givet os lidt medvind i forhold til, at det er os, der skal definere det. Jeg skal ud og fotografere lidt senere, og i dag kan jeg gå ud med lidt mere løftet pande, end jeg kunne i går,” siger han.

Men derudover forandrer det ikke det daglige arbejde, siger han.

”Jeg har som fotograf altid haft et tæt samarbejde med politi, og det er forløbet lidt forskelligt, men vi finder altid ud af det sammen. Det gjorde vi også nu. Men det tog måske lidt lang tid.”

​Retsbevidstheden har fået et lille plus

Der er gået mere end to år siden anholdelsen i 2015. At det har taget så lang tid at få en afgørelse, mener formand for Pressefotografforbundet i DJ Lars Lindskov er fuldstændigt urimeligt. Men han er tilfreds med afgørelsen, som han kalder ”meget rigtig”.

”Pressen skal selvfølgelig have mulighed for at dokumentere, hvad der foregår af vigtige begivenheder i det danske samfund. Og der var slet ikke nogen rimelig begrundelse for, at Martin Lehmann skulle anholdes og derfor ikke kunne udføre sit job. Når der går 300 mennesker på motorvejen, så kan der selvfølgelig også være plads til 10 pressefolk,” siger Lars Lindskov.

”Det har så stor betydning for, hvordan vi arbejder i hverdagen, så jeg er faktisk superglad for at sige det mildt. Retsbevidstheden har fået et lille plus. Jeg går ud fra, at politiet tænker sig bedre om en anden gang, hvis de vil lægge hindring i vejen for pressens mulighed for at dokumentere, hvad der foregår i det danske samfund.”

Formand i DJ Lars Werge udtrykker også tilfredshed med frifindelsen.

”Det var den frifindelse, som vi havde håbet og troet på. Det er slået fast, at befolkningen har krav på, at fotograferne og journalisterne kan være til stede og være vidne til disse skelsættende begivenheder – hele vejen, bogstaveligt talt,” siger han i en pressemeddelelse om afgørelsen i sagen.

Henviser til Menneskerettighedskonventionen

Martin Lehmann har tidligere fortalt til Journalisten, at det var fysisk umuligt at dokumentere begivenheden fra andre steder end motorvejen, og at han derfor ikke fagligt kunne forsvare at forlade området.

”Og det var væsentligt at blive og dokumentere en situation, hvor der bliver skrevet danmarkshistorie,” sagde Martin Lehmann en måned efter anholdelsen til Journalisten.

Retten i Sønderborg gav i dommen Martin Lehmann ret i, at det ikke var muligt for pressen at udføre deres arbejde.

”... idet muligheden for en fyldestgørende og professionel dækning af begivenheden fra motorvejsbroer, marker, rabatter og lignende var svag eller stærkt begrænset,” lyder det blandt andet i dommen.

Byretten, som i dommen henviser til en tidligere dom fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, erklærede, at Martin Lehmann ikke kan straffes for at trodse politiets anvisning.

”Hensynet til nyhedsformidlingen i den konkrete situation må tillægges en sådan vægt, at tiltaltes nægtelse ikke kan betragtes eller anses som uberettiget [...] Det er vigtigt, at der gives medierne lejlighed til at skildre begivenheder, der angår emner af offentlig interesse, og som skønnes at have en sådan nyheds- og informationsværdi, at de bør omtales,” lyder det også i dommen.

Du kan læse hele dommen her.

DJ: Den frifindelse, vi havde håbet på

Om anklagemyndigheden vil forsøge at få sagen anket til landsretten, er der endnu ikke taget stilling til. Det skal nu drøftes med Statsadvokaten, fortæller senioranklager Lars Viereck til Politiken.

Der er normalt ikke ankemulighed i sager med bødestraf på under 3.000 kroner. Derfor vil det kræve en godkendelse fra Procesbevillingsnævnet, hvis sagen skal prøves ved landsretten.

Opdateret kl. 13.35 med udtalelser fra Martin Lehmann og Lars Lindskov.

Kommentar

22/01/2018 - 16:25

Eva Hovmand Skjøtt

Tillykke til Martin Lehmann.

Seneste jobopslag

Pressemedarbejder

Bruun Rasmussen Kunstauktioner
Ansøgningsfrist: 07.03

Kommunikationsrådgiver og oversætter

Københavns Universitet
Ansøgningsfrist: 13.03

Kommunikatør med skarp pen og strategisk tæft til Styrelsen for Patientklager

Styrelsen for Patientklager
Ansøgningsfrist: 15.03

Kommunikationskonsulent med markedsføringsgen

Dansk Håndbold Forbund
Ansøgningsfrist: 10.03

JA, DU SKAL ARBEJDE HÅRDT HER!

TV 2
Ansøgningsfrist: 10.03

Digital avisredaktion søger to barselsvikarer

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 18.03

Pressemedarbejder

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 25.02

Pressechef til pædagogernes fagforening

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 08.03

Er du DR’s nye digitale madjournalist?

DR
Ansøgningsfrist: 24.02

Kommunikationschef

Økologisk Landsforening
Ansøgningsfrist: 06.03

Kommunikationschef

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Ansøgningsfrist: 04.03

Adjunkt til Kommunikationsuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 01.03

Pressechef med blik for et af Danmarks vigtigste erhverv

Landbrugsstyrelsen
Ansøgningsfrist: 03.03

Redaktør til Roskilde Festivals mediehus

Roskilde Festival
Ansøgningsfrist: 03.03

Webredaktør (Barselsvikar) til Kommunikation på Københavns Universitet

Københavns Universitet
Ansøgningsfrist: 04.03

Skrivende redaktør til nyt magasin

Efterskoleforeningen
Ansøgningsfrist: 24.02