Mandag blev et helt nyt kulturmagasin lanceret. Det hedder Doxa og er et online-magasin, der har som erklæret mål at udfordre og udvikle kulturjournalistikken i Danmark.
Ud over selve magasinet vil Doxa også stå bag en række talkshows, foredrag og debatter, fortæller ansvarshavende chefredaktør Lasse Marker. Det er ham, som sammen med journalisterne Mads Aagaard Danielsen og Villads Andersen har stiftet det nye magasin.
Første pip fra Doxa på deres facebookside lød:
Journalisten har talt med redaktør Lasse Marker om det nye magasins store ambitioner og deres kritik af kulturjournalistikken herhjemme.
Jeres redaktion består af tre unge mænd i 20’erne – får I ikke lidt travlt, hvis I på to år skal overflødiggøre én af landets største kulturredaktioner?
»Hvis det virkelig skulle gå hen og ske, at Politikens kulturredaktion lukkede om to år, så har du ret. Men når vi skriver det, er det, fordi Politiken er en af de aviser, der sætter dagsordenen på kulturområdet. Og hvis man gerne vil være et seriøst kulturmagasin, skal man konkurrere mod de bedste. Mange af Politikens historier er gode – men alt for mange er ikke. Det samme gælder for Berlingske og de andre store dagblade,« mener Lasse Marker.
Hvad er problemet med den danske kulturjournalistik?
»Det første er, at der er for mange ukritiske historier, som lige så godt kunne være skrevet af en pr-assistent. Kulturjournalisterne falder alt for ofte i pr-maskinen. De vil gerne inviteres i biografen og i teatret, men alt for få vil skrive om alt det uden om kulturprodukterne. Jeg får mange pressemeddelelser fra kulturinstitutioner i min mailbox hver dag. Dem smider jeg ud, for min opgave er ikke at fortælle de historier, de vil have fortalt. Jeg skal fortælle dem, de ikke vil have, at jeg fortæller.«
»Et andet problem er, at mange kulturjournalister opfører sig som groupies til Justin Bieber-koncert. De falder i fan-fælden og vil gerne fotograferes på den røde løber sammen med Mads Mikkelsen og være venner med kulturpersonlighederne. Men det skal de holde op med. Kulturjournalisterne skal kort sagt tage kulturklaphatten af.«
Hvordan vil I selv undgå at falde i ”fan-fælden” eller ”pr-maskinen”?
»Hver gang vi får en pressehenvendelse i vores mailboks, vil vi sætte et stort fedt minus ud for den. I stedet for at lave presseomtaler vil vi tage fat i alt det beskidte i kulturen. Forvalter magthaverne deres magt ordentligt, og hvordan fordeles kulturpengene. Dermed ikke sagt, at vi ikke også gerne vil lave for eksempel forfatterinterviews. Men hvis det eneste, man får ud at læse det, er, at man finder ud af, at der kommer en ny bog, så er det ikke godt nok.«
Alle skribenter skriver frivilligt for jer. Hvorfor vil I ikke betale for journalistik af så høj kvalitet, som den I satser på?
»Det ville vi selvfølgelig også gerne. Men Doxa er non-profit, og alt skal være gratis. Jeg har selv lagt 30.000 af egen lomme, og ingen af os tre i redaktionen har nogen indtjening ved det her – vi betaler bare udgifterne. Men vi har lavet en funktion, som gør, at man som læser kan betale den enkelte journalist under hver artikel. Det betyder, at vi får en ukendt pose penge ind, som så går ubeskåret til skribenterne alt efter, hvor meget deres artikler er blevet læst. Den funktion skulle gerne komme på sitet i næste uge.«
Kan det ikke være etisk problematisk at aflønne journalisterne efter antallet af klik?
»Det synes jeg ikke. Vi redigerer jo artiklerne, inden de kommer på. Så vi bestemmer jo i sidste ende. Og vi har ikke noget imod, at rubrikkerne er strammet, så folk får lyst til at klikke på dem,« siger Lasse Marker.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Lasse M & Venner bedriver tell it dont show it. Hvis de kæphøje drenge havde været kloge, havde de rent faktisk lavet to-tre gode, kritiske historier til deres nye magasin. Men de vælger at råbe op og lave mikrofonholderi med Benn Q og Henrik Dahl.
Et venligt råd: Anskaf ydmyghed og noget-at-have-det-i