Den danske rapper L.O.C. skal være gæsteredaktør på gratisavisens næste musiktillæg.
Den næste udgave af gratisavisen MetroXpress' musiktillæg "Live" udkommer til november, og det bliver med et prominent navn i redaktørstolen. Den danske rapper Liam O'Connor, bedre kendt som L.O.C., vil for en dag være gæsteredaktør på tillægget. Det skriver MetroXpress i en pressemeddelelse.
L.O.C. er lige nu på Danmarksturné med sit nye album "Libertiner".
"På MetroXpress glæder vi os til at se, hvad Liam vil gøre ved vores musiktillæg. Han er en stor kunstner, som mange danskere har en holdning til, og han er heller ikke selv bange for at sige tingene, som han ser dem. Alt i alt et perfekt match for vores avis og ikke mindst vores læsere," siger chefredaktør Jonas Kuld Rathje i pressemeddelelsen.
MetroXpress går dermed endnu en gang musikvejen for at profilere avisen for en ung målgruppe. Avisen har tidligere i år købt magasinet Soundvenue, og sammen har de to medier netop annonceret, at de vil udgive magasinet "Poplick". Magasinet skal henvende sig til avisens kernelæsere, de 18-35 årige.
https://journalisten.dk/metroxpress-kober-soundvenue
https://journalisten.dk/metroxpress-og-soundvenue-udgiver-nyt-popmagasin
Tidligere på året satsede MetroXpress på en anden, mere flamboyant gæsteredaktør. Det var den amerikanske popstjerne Lady Gaga, der for en dag fik lov at være gæsteredaktør for samtlige MetroXpress-aviser verden over.
»Vi ser ikke efter journalistfaglige kvalifikationer. Det er det alternative blik. Det spøjse og kuriøse, det at blive revet væk fra vanen, der tæller her (…) Kan vi få nogle, der normalt ikke åbner en avis, til at åbne den, vil jeg næsten gøre hvad som helst. Så jeg ser ingen modsætningsforhold mellem en smart gimmick og redaktionel relevans,« sagde Jonas Kuld Rathje dengang til Journalisten.dk.
https://journalisten.dk/lady-gaga-skal-abne-nye-laeserojne-metroxpress
Tidligere har også den danske gruppe Outlandish, radioholdet De Sorte Spejdere og holdet bag "Live fra Bremen" været gæsteredaktører på den danske udgave af MetroXpress.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.