KS aflyser bofællesskab med DJ

Forbundet Kommunikation og Sprog har aflyst planen om at flytte sammen med DJ, fordi det bliver for dyrt, og fordi KS ønskede en fusion. DJ går nu i tænkeboks i forhold til selv at finde et nyt forbundshus i København. "Jeg har været meget skuffet i dag. Virkelig i tovene," siger Lars Werge (Opdateret kl. 16 02)

I flere år har Dansk Journalistforbund (DJ) og forbundet Kommunikation og Sprog (KS) haft planer om at flytte sammen i et nyt fælles hovedsæde i København.

Men i sidste øjeblik har KS nu aflyst at flytte sammen med DJ. KS giver to begrundelser, siger DJ-formand Lars Werge. De tvivlede på, at bofællesskabet kunne betale sig økonomisk.

”De sagde også, at når vi flyttede sammen, skulle det føre til en fusion. Men det har vi jo slet ikke mandat til. Og så er det eneste mulige, at det ikke kan blive til noget,” siger Lars Werge.

Virkelig i tovene

KS har betinget sig, at deres samlede ekstra omkostninger til husleje og drift ikke måtte overstige 25 procent i forhold til KS nuværende lokaler på Hauser Plads.

”Jeg har været meget skuffet i dag. Virkelig i tovene. Det er noget, jeg har brugt meget tid og kræfter på. Jeg er også skuffet over, at jeg ikke kunne lande den,” siger Lars Werge.

I forrige uge meldte DJ ellers ud, at man var i de afsluttende forhandlinger om et lejemål i Københavns indre by, og at DJ og KS efter planen skulle flytte sammen i større og dyrere lokaler i løbet af 2018. 

Hvornår traf bestyrelsen i Kommunikation og Sprog beslutningen om, at en fusion skulle være en betingelse for at flytte sammen?

”Jeg kan kun gætte, at det er sket i de seneste dage. Formand i KS Per Lindegaard Hjorth sagde jo til jer mandag, at det kun handlede om et adminsitrativt samarbejde,” siger Lars Werge.

Overrasket DJ-formand

Lars Werge siger, at han er overrasket over beslutningen fra Kommunikation og Sprog.

”Jeg havde måske lidt mistanke, men vi sad midt i forhandlingerne om samarbejdsaftalen. Hvis man sammenligner med et marathon, var vi ganske få meter fra at flytte sammen,” siger han.

Hvordan ser du fremtiden for det eksisterende administrative samarbejde mellem DJ og KS og den fælles a-kasse?

”Vi er enige med KS om, at det samarbejde fortsætter uændret. A-kassen skal fortsat ligge hos DJ – også hvis vi flytter. Og hovedbestyrelsen i DJ har jo besluttet, at vi skal flytte af hensyn til medlemmerne og medarbejderne.”

”Så det ligger fortsat i kortene at vi skal flytte, men så bliver det som DJ - og ikke sammen med KS,” samenfatter Lars Werge.

Frygter ikke at KS fusionerer med andre

Hvor bange er du for, at KS begynder at lede efter en anden samarbejdspartner, som de kan indgå i en fusion med?

”Det er jeg ikke bange for. Vi har et tæt samarbejde med KS på specifikke områder, og det er vi enige om at fortsætte, og jeg er ikke bange for at de skal gå fra det.”

Hvad ser du som den store fordel ved at Journalistforbundet flytter til en anden adresse?

”Ved at flytte får vi mere moderne og fleksible rammer. I dag er vores møderum ikke fleksible, fordi vi ligger i nogle gamle huse. Vi kan gøre forbundshuset mere medlemsnært ved at trække arrangementer under for eksempel Kreds 1 eller uddelingen af Cavlingprisen ind i huset. Når medlemmerne er i København, skal det være naturligt for dem at komme forbi,” siger Lars Werge.

Journalisten har også forsøgt at få et interview med KS-formand Per Lindegaard Hjort fredag eftermiddag, men det har ikke været muligt. Men i mandags sagde han følgende til Journalisten:

”Vi har slet ikke forholdt os til noget som helst om fusion i det her flytteprojekt. Det her er et rent administrativt samarbejde. I akademikerfamilien er der flere eksempler på forbund, der har administrative samarbejder og bor under samme tag. Derfor er jeg overbevist om, at det også kan lade sig gøre hos os. Også uden at det bliver en fusion ad bagdøren, sådan som nogle i DJ kalder det,” sagde Per Lindegaard Hjort til Journalisten.   

Opdateret klokken 15:50 med kommentarer fra Lars Werge

Opdateret klokken 16:02 med citat fra et tidligere interview med Per Lindegaard Hjort

11 Kommentarer

Teddy Gehrke
9. SEPTEMBER 2017
Hvorfor går vi ikke den anden
Hvorfor går vi ikke den anden vej og skeler til et forbund som Maskinmesterforeningen, der med fordel har outsourcet en masse administrative opgaver, så alle ansatte på Skt. Annæ Plads udelukkende beskæftiger sig med det politiske og det faglige. Så kan vi være på Gl. Strand i mange år endnu.
Morten Friis Jørgensen
10. SEPTEMBER 2017
Flopflytningen:

Flopflytningen:

Flyt hele DJ-administrationen og AJKS til en gunstig position ved den nye metroring og behold alle vores medlemsnære og demokratiske aktiviteter inde på Gl. Strand 46.
Det er min parole.

For hvor er det dog skønt at erfare, at den afgørende forudsætning for DJ-HB's medlemsfjerne beslutning om at opgive Gl. Strand 46 nu er pist væk.
K&S siger her i 11. time nej tak til bofællesskab med DJ og AJKS fordi 1) det ville blive alt for dyrt, og 2) fordi det åbenbart som en slags overraskelse alligevel ikke ville føre til en ønsket fusion af de to forbund.
Det sidste kunne K&S ellers sagtens have hørt og nærlæst med vores delegeretmødebeslutning i DJ 2015, men måske har ingen været så venlig at råbe det højt for dem, eller også har ingen helt stille villet hviske det til dem?
Den første grund bygger på konkret indsigt i forhold om husleje osv., og fair nok... Men har DJ så bare store lommer nok fyldt med medlemspenge til en historisk og dyr flyttemanøvre?

Min faglige kammerat og forbundsformand Lars Werge fremfører uagtet det afgørende K&S-afbud alligevel her i vores digitalfagblad frejdigt flere sjove intentioner og postulater, udtrykt i følgende to citater (inkl. stavefejl):
'”Så det ligger fortsat i kortene at vi skal flytte, men så bliver det som DJ - og ikke sammen med KS,” samenfatter Lars Werge.'(...)
'”Ved at flytte får vi mere moderne og fleksible rammer. I dag er vores møderum ikke fleksible, fordi vi ligger i nogle gamle huse. Vi kan gøre forbundshuset mere medlemsnært ved at trække arrangementer under for eksempel Kreds 1 eller uddelingen af Cavlingprisen ind i huset. Når medlemmerne er i København, skal det være naturligt for dem at komme forbi,” siger Lars Werge.'

Jojo og javelja...
Yderligere kan man læse her hos journalisten.dk i en anden tråd, at vores gode faglige kammerat og kollega og HB-medlem Rasmus MP hændervridende nuancerer og forsøger at kvalificere debatten og oplysningerne ved, uden at bryde reglerne for krav om sekretesse, at pege på, at HB er blevet meget grundigt informeret og oplyst og vejledt for slet ikke at sige meget snævert rådgivet og handlingsanvist i denne sag -- af 'administrationen'.
Jo. Nemlig: Af administrationen.

Og så er vi jo fremme ved kernen i det hele.
Journalisternes Hus på Gl. Strand 46 er for år tilbage blevet alt for småt til alle de medarbejdere, der efterhånden er ansat.

Men hvem siger, at hele administrationens personale skal slide kvadratmeter ned og husleje op på Gl. Strand, hvor medlemmer og vores specialgrupper og -foreninger og bestyrelser osv. mageligt kunne komme og have masser af plads, hvis der ellers var rum nok?
Hvad nu hvis vi flytter forbundsledelsen og hele den del af administrationen, der alligevel aldrig møder et medlem, men måske telefonerer og mailer med os, ud til en dejligt autentisk københavnsk gajolfabrik ved Lyngbyvejen eller en smart silo et sted i Sydhavnen?
Så kan vi medlemmer jo stadig mødes, selvfølgelig også med vores nære og kære medlemskonsulenter og i vores klubber, foreninger, specialgrupper og andre faglige sammenslutninger osv. inde på Gl. Strand 46, eller hvad?
Lige op ad rulletrappen fra den kommende metrostation og så tæt på halvdelen af Københavns buslinjer, som man kan komme?
Hvor medlemsnært er det?

I Sverige, Norge og Finland har journalistforbundene hver især et velbesøgt mødested lige midt i centrum, tæt ved deres domicil. Og hvorfor får vi ikke også det mødested hos os på Gl. Strand 46?
Her er sjæl, historie og plads, hvis bare 50-75 kontorfolk og dygtige rådgivere i vores administration i DJ får plads i en bygning f.eks. ved Virkelighedens Nye Kontorpalads et sted langs den nye metrocityring.
Derfra vil det alligevel kun tage 10-12 minutter med rulletrapper og metro at komme ind til Gl. Strand 46, hvis det nu skulle være. Og så kan de faglive konsulenters Teslaer måske oven i købet også bedre finde sig en god daglig P-plads derude?

I den anden tråd her har vores forbundsformand en række begrundelser for flytningen, men nu, nu dukker det helt nye begrundelser op for af forlade Gl. Strand 46:
Cavlingprisuddeling og møder i Kreds 1.
Hvis det meste af administrationen flyttes fra Gl. Strand 46, kan der så ikke indrettes eller arrangeres, så der er plads til alle de begejstrede masser sammen med prismodtager og presseminister i Gl. Strand 46 ved uddelingen af årets cavlingpris?

Nu er jeg jo et gammelt fagligt ringvrag i DJ, herunder i Kreds 1, og vi har i Kreds 1 mig bekendt aldrig drøftet endsige besluttet på et medlemsmøde eller på en generalforsamling, at vores kontor på Gl. Strand 46 skal flyttes ud igen.
Så vidt jeg husker har vi tvært imod besluttet på en kredsgeneralforsamling, mens jeg var kredsformand, at vi lige præcis skulle aflyse egne lokaler og i stedet flytte ind hos forbundet på Gl. Strand 46.
Bestyrelsen i DJ Kreds 1 har aldrig siden berørt emnet endsige spurgt os medlemmer om emnet.
Det vil med andre ord kræve en generalforsamlingsbeslutning i DJ Kreds 1 at rykke ud fra Gl. Strand 46.
Har emnet, at DJ opgiver og forlader Gl. Strand 46, været særskilt dagsordensat og debatteret med evt. efterfølgende godkendelse af en flytning fra Gl. Strand 46 på et delegeretmøde?
Næh. Ikke mig bekendt.
I mine øjne vil det at forlade Gl. Strand 46 kræve en delegeretmødebeslutning, og mit synspunkt understøttes navnlig af, at K&S nu bakker ud fra planerne om bofællesskabet.

Derfor:
Jeg vil hermed udfordre det praktiske, følelsesmæssige og navnlig det formelle grundlag for HB's påberåbte hjemmel til at opgive Gl. Strand 46.
Jeg vil foreslå, at sagen drøftes op til og og besluttes på næste delegeretmøde i 2019, med mindre HB lægger emnet velbelyst frem til debat op til og beslutning på Fagligt Forum 2018.
Samtidig vil jeg hermed anmode DJ Kreds 1 om, at dette emne belyses grundigt over for os medlemmer og tages op på først kommende generalforsamling, så vi kan afgøre vores stilling i sagen på et veloplyst og sagligt grundlag.

Venlig og kammeratlig hilsen
Lars Werge
11. SEPTEMBER 2017
Kære Morten Friis,

Kære Morten Friis,
Du er meget velkommen til at fortælle, hvem det er, du kender, der udlejer på så favorable vilkår, at den af dig foreslåede model giver mening.
Gennem 1½ år er det ikke lykkedes DJ's folk på sagen at finde vedkommende udlejer.
Og nej, vi har ikke haft en direkte dialog med Kreds 1 om, at den skal overtage Gl. Strand. "Skæbnen" for forbundshuset har der nemlig været enighed om, at vi først skulle afgøre, når en aftale om flytning var på plads.
MVH Lars
Jesper Bech Pedersen
11. SEPTEMBER 2017
Formanden for KS er sgu da
Formanden for KS er sgu da nødt til at stå på mål for, hvordan han for en uge siden kunne udtale, at målet med sammenflytningen på ingen måde var at skabe en fusion ad bagdøren.

Nu er en af hovedbegrundelserne for at lade hele dealen falde, at der ikke kan skabes en fusion ad bagdøren...?

Kæft en rævekage, der er blevet bagt på.
Mikkel Andersen
11. SEPTEMBER 2017
Jeg synes, forbundet skulle
Jeg synes, forbundet skulle overveje at flytte vest for Valby Bakke. Der kan man få flere kvadratmeter for pengene, og for medlemmer fra resten af Danmark vil en placering ved Høje Taastrup være rigtig fint. Skulle man ikke ankomme i tog, er det tilmed let at finde parkeringspladser.

Flere