Skal kommunikationsbranchen have en pendant til Pressenævnet? Et nævn, som kan dømme eller udtale kritik for uetisk kommunikationsarbejde?
Det spørgsmål har kommunikationsgruppen i Dansk Journalistforbund været optaget af, siden det i 2013 – på DJ’s delegeretmøde – blev vedtaget, at DJ skulle undersøge mulighederne for at oprette et kommunikationsetisk nævn.
Et vigtigt led i processen har været at afdække holdningerne blandt kommunikatørerne selv, fortæller Andreas Hansen, der er bestyrelsesmedlem i kommunikationsgruppen og direktør i pr-bureauet propr. Han har været tovholder på en undersøgelse blandt 100 kommunikatører om netop holdningen til etik i kommunikationsfaget. Den viser, at selv om knap 90 procent af respondenterne svarer, at etik er ’vigtigt’ eller ’meget vigtigt’ for dem personligt og for arbejdet med kommunikation generelt, så halter det mere, når det kommer til deres indtryk af den faktiske tilstand i branchen. På spørgsmålet om, hvordan de oplever den etiske standard i branchen, svarer et flertal på 55 procent, at standarden for etik i branchen er middelmådig, mens 14 procent enten vurderer, at etikken i branchen er ’dårlig’ eller ’meget dårlig’. Mindre end en tredjedel – 31 procent – mener, at branchens etiske standard er god eller meget god.
»Jeg tolker resultatet sådan, at en væsentlig del af respondenterne ikke mener, at branchen er der, hvor den burde være. Det er i hvert fald tydeligt, at folk føler, der er et problem. Hvis man på den ene side mener, at etik er meget vigtigt, og man på den anden side oplever, at den etiske standard i branchen kun er middel eller dårlig – så er der jo et problem,« siger Andreas Hansen.
Der skal sættes ord på
Én af dem, der har deltaget i undersøgelsen, er Karen Balling Radmer, kommunikationschef i Randers Kommune. Hun er ikke overrasket over, at kun cirka en tredjedel af kommunikatørerne selv giver branchens etik en karakter over middel.
»Jeg tror, vi alle sammen er påvirket af de historier, vi indimellem hører, hvor etikken har været under pres. Der, hvor nogen er gået rigtig langt – og måske også for langt – for en kunde. De historier har der jo været. Én af dem, der springer op, at sagen om DSB og Waterfront,« siger Karen Balling Radmer.
Hun mener, det er vigtigt, at kommunikatørerne selv tager diskussionerne om etik i faget. Der skal sættes ord på, hvad god kommunikation er.
»Ellers er det, man får det blakkede ry. Mit eget indtryk af etikken i kommunikationsbranchen som helhed er også, at den er middel. Men så er der nogle dele af branchen, hvor man har større fokus på det. Blandt de kommunikatører, jeg møder inden for offentlig kommunikation, er standarden høj. De kalder en spade for en spade og skriver for eksempel ikke, at noget er godt, hvis det ikke passer,« siger Karen Balling Radmer.
Plads til forbedringer
Hendes opfattelse udtrykker en generel tendens i undersøgelsen. Den tegner nemlig et billede af en branche, hvor langt de fleste selv føler, at de opfører sig mere ordentligt, end de vurderer, at branchen som helhed gør.
På trods af, at 69 procent af kommunikatørerne giver en middelmådig eller direkte dårlig karakter til branchens etiske standard, så mener 81 procent, at etiske hensyn har stor eller endda meget stor betydning for deres eget arbejde med kommunikation i det daglige.
»Enten tænker vi bare dårligt om andre, eller også er vi simpelthen bedre til at se andres fejl, end vi er til at se vores egne. Men vi skal også huske, at det ikke er sikkert, at folks opfattelse af standarden i branchen er reel. Vi er jo afhængige af at kunne se den dårlige kommunikation ude i virkeligheden for at kunne vurdere den. Men meget kommunikationsarbejde foregår i det skjulte,« siger Andreas Hansen fra DJ Kommunikation.
Et andet spørgsmål i undersøgelsen giver dog et hint om, hvorfor så mange kommunikatører måske føler, at der er plads til forbedringer i branchen. 28 procent svarer nemlig ja til, at de har oplevet at blive bedt om at udføre en kommunikationsopgave, som de fandt uetisk.
»Jeg er faktisk lidt overrasket over, at knap hver tredje er blevet bedt om at udføre en opgave, som de finder uetisk. Det synes jeg er et højt tal,« siger Andreas Hansen.
Han glæder sig dog over, at 90 procent af de adspurgte i undersøgelsen føler, at de frit kan sige nej til en opgave, som de ikke finder etisk forsvarlig.
Mangler stadig at tage de sidste tre skridt
39 ud af de 100, der har deltaget i undersøgelsen, arbejder for et kommunikationsbureau. Én af dem er Peter Albæk, direktør for public affairs hos bureauet LeadAgency. Ligesom flertallet i undersøgelsen kunne han heller ikke svinge sig op til at give mere end en middelmådig karakter til sin branches etik.
»Jeg forholder mig primært til pr-branchen, som vi selv er en del af. Og der synes jeg, vi diskuterer vores etik og måden, vi arbejder på, for lidt. Der er for eksempel lidt tradition for, at man ikke fortæller højt, hvem man arbejder for. Det er nok en del af grunden til, at lobbyisme har et blakket ry. Det er ærgerligt, for jeg arbejder selv med public affairs, og det er der ikke noget fordækt ved,« siger Peter Albæk.
Han oplever dog, at der er en tendens til, at der de seneste år er kommet mere fokus på etikken. Blandt andet formulerede pr-branchen i 2009 et sæt etiske retningslinjer, som sidste år blev justeret.
»Vi har taget et skridt eller to i den rigtige retning ved at sætte etikken på dagsordenen. Men vi mangler stadig at tage de sidste tre skridt i forhold til at sætte principperne på konkret formel. Jeg har i hvert fald kendskab til, at det indimellem sker, at man ikke agerer efter de her principper,« siger Peter Albæk.
Som eksempel nævner han, at der er forskel på, hvordan begreber som åbenhed og gennemsigtighed i arbejdet forstås rundt omkring i branchen:
»Jeg kunne for eksempel aldrig drømme om at henvende mig til eksterne parter på vegne af en kunde uden at oplyse, hvem jeg arbejder for. Men det finder altså sted derude. Og det holder ikke,« siger Peter Albæk.
Nej tak til sanktionerende organ
På trods af de mange tilkendegivelser om, hvor vigtig etikken er i arbejdet med kommunikation, så peger DJ Kommunikations undersøgelse på, at de kommunikationsansatte selv ikke bryder sig om tanken om et organ, der skal holde øje med, hvordan de opfører sig. I undersøgelsen svarer 66 procent af de adspurgte nej tak til et organ, som kan dømme og sanktionere kommunikatører, som overskrider kommunikationsetikken. Heller ikke tanken om et overvågende organ, der kan udtale kritik, møder opbakning blandt deltagerne i undersøgelsen.
De af deltagerne i undersøgelsen, som Journalisten har talt med, er da heller ikke begejstrede ved tanken:
»Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, det er en god idé med et nævn, der kan dømme. Hvad skulle man også dømmes til? Medier kan jo dømmes til at lave en berigtigelse i avisen – men skulle kommunikationsbureauerne så kunne dømmes til at betale penge tilbage til kunden, eller hvad? Jeg har nok brug for et mere konkret oplæg for at kunne vurdere, hvad jeg mener,« siger Karen Balling Radmer fra Randers Kommunes kommunikationsafdeling.
Hun tilføjer dog:
»At vi som branche ikke synes, etikken er, hvor den skal være, er jo et fantastisk momentum til at tage emnet op. Jeg synes for eksempel, at et etik-organ, der kan tage emner op og give rådgivning og sparring, ville være rigtig interessant,« siger Karen Balling Radmer.
Også Peter Albæk mener, det er for tidligt at forholde sig til tanken om et kommunikationsetisk organ med magt til at dømme kommunikatører for uetisk arbejde.
»Jeg er ret sikker på, at jeg slet ikke svarede på spørgsmålet i undersøgelsen. I mine øjne er det helt på månen overhovedet at tale om et organ med dømmende magt på nuværende tidspunkt, når der slet ikke er formuleret nogen fælles standarder for hele branchen endnu. Fælles fodslag er første skridt,« siger Peter Albæk.
Ligesom et lille flertal på 53 procent af deltagerne i DJ mener han, at kommunikationsbranchen har brug for et sæt fælles kommunikationsetiske retningslinjer.
Hellere et råd end et nævn
I DJ Kommunikation lytter man grundigt til de meldinger, der kommer fra deltagerne i deres undersøgelse.
»Vi er ikke der, hvor vi skal ud og have en pendant til Pressenævnet. Det er der hverken stemning for i branchen, i etikudvalget eller i bestyrelsen,« konkluderer Andreas Hansen.
Men hvad der så i stedet er grundlag for at arbejde hen imod, ligger endnu ikke fast. Konturerne er dog begyndt at vise sig, mener han:
»Vi er efterhånden kommet frem til, at der måske er mere fælles fodslag for at lave et kommunikationsetisk råd end for at lave et nævn. Mere en slags pendant til Etisk Råd end til Pressenævnet. Det er i hvert fald helt klart, at folk ikke bryder sig om idéen om en dømmende instans, der skal kunne sige, hvad der er rigtigt eller forkert,« siger Andreas Hansen.
Men klinger alle de her tilkendegivelser fra kommunikatørerne om, hvor vigtig etikken er, så ikke en smule hult?
»Nu skal vi heller ikke male fanden på væggen – vi er jo ikke i en situation, hvor flertallet synes, vi har en bundrådden branche. Men på sin vis er jeg da enig. Vurderer man branchens standarder som middel eller dårlige, så kan det da undre, at man ikke i højere grad vil gøre noget ved det. Min personlige holdning er, at hvis folk føler, der er et problem, så lad os da gøre noget ved det,« siger Andreas Hansen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg savner en klarere definition af, hvad der menes med kommunikationsbranchen. Er det alle, der arbejder med kommunikation? Er det både offentlige og private arbejdspladser? Organisationer og bureauer? Kommercielle og ikke-kommercielle? Jeg er overbevist om, at de fleste af os ser ret forskelligt på etikken, alt efter hvem vi taler om, men i artiklen bliver tingene blandet lidt rigeligt sammen og gør det efter min mening vanskeligt at forholde sig til undersøgelsens resultater. Hvis der til delegeretmødet skal diskuteres kommunikation og etik vil jeg anbefale, at man begynder med at få begreberne på plads, så vi ikke skærer alle over en kam med udgangspunkt i denne undersøgelse.