Kamp om næstformandsposten i DJ i 11. time

En ny kandidat, Jon Arskog, har meldt sig på banen til kampen om næstformandsposten, hvor nuværende næstformand Jakob Ponsgård allerede stiller op. Vi har spurgt Jon Arskog, hvorfor han har meldt sig

Kampvalg. Det bliver der søndag om næstformandsposten i Dansk Journalistforbund, når der er ekstraordinært delegeretmøde i DGI-byen.

Her har nuværende næstformand Jakob Ponsgård meldt, at han genopstiller.

Men i 11. time inden weekenden har en ny kandidat også meldt sig på banen: Jon Arskog, der er kommunikationschef i SmvDanmark.

Vi har spurgt ham, hvorfor han stiller op.

”Jeg føler, at jeg med den erfaring, jeg har, både som leder og med indsigt i flere afkroge af det journalistiske arbejdsmarked, kan bidrage med at få os ud på den anden side af den dårlige sommer, forbundet har haft,” siger Jon Arskog.

Flere på overenskomst

Derudover fortæller han, at han som mærkesag har fokus på at få flere medlemmer af DJ dækket af overenskomster.

”Freelancere skal også regnes ind i overenskomsterne. Kommunikatører skal have overenskomster. Dem med faste job skal være med til at løfte niveauet for resten. Ellers går det bare nedad for os alle sammen,” siger han.

Han mener også, at der eksempelvis skal være bedre forhold for kommunikationsstuderende i deres praktik.

”Det er bekymrende, at vi har studerende, der ikke får løn i kommunikationspraktik. Det er et problem. Det er også et problem, at mange tror, vi vil arbejde gratis for omtale. Man skal have løn for sit arbejde. Uanset om man er studerende, har fast arbejde eller er freelancer,” siger han.

Næstformand har selv stået i det prekære

Den anden næstformandskandidat, Jakob Ponsgaard, har mange års erfaring med sig fra tv-branchen. Han er uddannet kommunikatør fra DMJX.

Han vil også sætte fokus på de løstansattes vilkår i branchen.

”Jeg kender til den virkelighed, hvor man må sælge sin arbejdskraft til langt under det anbefalede, bare for at have en stabil indtægt i et stykke tid. Jeg gik freelance første gang i 2008 efter at være blevet opsagt fra en underbetalt, fast stilling på et produktionsselskab under Zentropa og måtte i en lang periode supplere med et job som bartender (på overenskomst), mens finanskrisen rasede,” skriver han på sin opstillingstekst på DJ’s hjemmeside.

Han skriver, at hans mærkesager er:

  • Bedre vilkår for freelancere og for fastansatte uden overenskomst
  • En styrkelse af fagidentiteterne
  • En øget indsats på uddannelses- og efteruddannelsesområdet

”Det er vanvittigt vigtigt, at vi gør en indsats for freelancere og atypisk ansatte, da der er et kæmpe potentiale for at løfte vilkårene. Også for de aftaledækkede fastansatte, der oplever at blive skåret væk til fordel for billigere projektansættelser,” skriver Jakob Ponsgård.

Enige om bedre samarbejde

Jon Arskog siger til Journalisten, at han i høj grad tror, at hans måde at arbejde på kan være godt for DJ.

”Det er ikke, fordi forbundet ikke fokuserer på det (bedre overenskomster og arbejdsvilkår, red.). Og at de andre kandidater ikke har øjne der. Men jeg tror, jeg kan byde ind med en anderledes facon. Det er min stil, at vi samarbejder i stedet for at optrappe konflikter mellem faggrupper. Jeg vil arbejde meget for at bygge bro. DJ skal være et forbund, hvor alle føler, der bliver arbejdet for dem.”

Jakob Ponsgård har allerede meldt ud, at han vil arbejde for, at hovedbestyrelsen bliver udrustet bedre til at lave sit arbejde. Blandt andet igennem lederuddannelse.

”Sidst, men ikke mindst, så skal vi stoppe med at slås internt. Vi er en fagforening, der organiserer bredt, og sådan skal vi agere. Vi skal være mere professionelle i vores politiske arbejde og styrke den faglige repræsentation i medlemsdemokratiet,” skriver han.

0 Kommentarer

Læs også

Hovedbestyrelsen i DJ

Delegeretmøde: Her er det, kandidaterne til hovedbestyrelsen kæmper for

21. NOVEMBER 2019
28 tilhørere har meldt sig til delegeretmøde – flere underskrivere bliver væk

28 tilhørere har meldt sig til delegeretmøde – flere underskrivere bliver væk

22. NOVEMBER 2019